Snævert anvendelsesområde for undtagelser til indsigt

I en nyligt offentliggjort afgørelse udtaler Datatilsynet alvorlig kritik af en dataansvarlig, i den konkrete sag et forsikringsselskab, der ikke kunne afslå at give en registreret indsigt. Datatilsynet fastslår, at der gælder snævre grænser for, hvornår der foreligger afgørende hensyn til private eller offentlige interesser i henhold til databeskyttelseslovens § 22, hvorefter der kan undtages oplysninger fra indsigtsretten.

I en nyligt offentliggjort afgørelse udtaler Datatilsynet alvorlig kritik af en dataansvarlig, i den konkrete sag et forsikringsselskab, der ikke kunne afslå at give en registreret indsigt. Datatilsynet fastslår, at der gælder snævre grænser for, hvornår der foreligger afgørende hensyn til private eller offentlige interesser i henhold til databeskyttelseslovens § 22, hvorefter der kan undtages oplysninger fra indsigtsretten.

Baggrund

Afgørelsen er truffet på baggrund af en klage til Datatilsynet fra en registreret. Den registrerede klagede over, at pågældendes forsikringsselskab havde nægtet at give indsigt i oplysninger, som selskabet havde indsamlet.

Forsikringsselskabet afslog at give indsigt i overvågningsmateriale bestående af observationsrapporter, fotos og videoer, som forsikringsselskabet havde indsamlet i forbindelse med en målrettet overvågning af den pågældende. Forsikringsselskabet begrundede afvisningen med, at der forelå afgørende hensyn, som den registreredes ret til indsigt måtte vige for. Disse hensyn var dels forsikringsselskabets egne private interesser i at kunne forsvare sig mod en mulig efterfølgende retssag, dels offentlige hensyn i form af politiets mulighed for at efterforske en potentiel alvorlig lovovertrædelse.

Datatilsynet fremhæver, at ”afgørende hensyn” indebærer, at der skal være en nærliggende fare for, at privates interesser vil lide skade af væsentlig betydning. 

Datatilsynet fastslog, at forsikringsselskabet ikke havde påvist en nærliggende fare af en sådan karakter og at der derfor ikke var tale om afgørende hensyn. Datatilsynet lægger ift. argumentet om påvirkning af en retstvist vægt på, at der var tale om rent objektive oplysninger om klagers færden mv. og ikke dataansvarliges egne subjektive vurderinger om en evt. retssag. På baggrund heraf kunne forsikringsselskabet ikke afvise den registreredes ret til indsigt, med henvisning til at klager ville kunne benytte overvågningsmaterialet til skade for forsikringsselskabets mulighed for at varetage dets egne interesser. Derudover henviser Datatilsynet til, at ”en abstrakt mulighed for, at udlevering af materiale vil forstyrre efterforskningen, ikke er et afgørende hensyn, som kan begrunde undtagelser fra retten til indsigt.” Datatilsynet bemærker endvidere, at der allerede var indgivet en anmeldelse til politiet.

Kommentar

Afgørelsen illustrerer, at databeskyttelseslovens § 22 i praksis fortolkes snævert. Der skal være tale om en nærliggende fare for, at privates interesser vil lide skade af væsentlig betydning, før en undtagelse til indsigtsretten kan gøres gældende. Det forhold, at de indsamlede personoplysninger med stor sandsynlighed ville kunne inddrages i en evt. retssag, udgjorde efter Datatilsynets opfattelse ikke en nærliggende fare.

Den konkrete afvejning af privates eller offentliges interesser over for retten til indsigt er i praksis vanskelig at foretage, ligesom det generelt er vanskeligt at opstille en absolut afgrænsning herimellem. Der må i afvejningen inddrages overvejelser om, hvorvidt der er tale om en nærliggende fare for, at privates interesser vil lide skade. Hertil kommer, at der skal være tale om skade af væsentlig betydning, hvilket også må inddrages i afvejningen.

Anbefaling

Afgørelsen understreger, at en dataansvarlig konkret skal være opmærksom på anvendelsesområdet for undtagelsesbestemmelsen i databeskyttelseslovens § 22 ved behandling af indsigtsanmodninger. Dette indebærer, at der foretages en konkret vurdering af, hvorvidt de hensyn, der gør sig gældende i den konkrete sag, er af en sådan karakter, at de kan karakteriseres som afgørende. Som dataansvarlig skal man i behandlingen af indsigtsanmodninger huske på, at udgangspunktet er, at den registrerede, har ret til indsigt, og det er den dataansvarlige, der skal kunne dokumentere, at en undtagelse til denne rettighed kan gøres gældende.

Det er i den forbindelse ligeledes vores anbefaling, at den dataansvarlige er opmærksom på, at undtagelse fra indsigtsretten i forhold til privates interesser alene kan gøres, i tilfælde hvor der er nærliggende fare for, at disse interesser vil lide skade af væsentlig betydning. 

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.