Studierelateret job på 1. år?

Der er mange fordomme og bekymringer på jurastudiet, men især én bekymring går igen, når det kommer til studiejobs: Det er svært at få et studierelateret job, før andet år er afsluttet, særligt hos de store advokatfirmaer. Læs med i artiklen, hvor stud.jur. Nicole Sørensen deler sine erfaringer samt kommer med gode råd til de nye studerende.

Der er mange fordomme og bekymringer på jurastudiet, men især én bekymring går igen, når det kommer til studiejobs: Det er svært at få et studierelateret job, før andet år er afsluttet, særligt hos de store advokatfirmaer. Læs med i artiklen, hvor stud.jur. Nicole Sørensen deler sine erfaringer samt kommer med gode råd til de nye studerende.

Jurastudiets mange jobmuligheder

Et nyt kuld af håbefulde jurastuderende er lige startet på universiteterne rundt omkring i Danmark. Allerede fra introdagene ved studiestart får de nye jurastuderende et indblik i de utallige muligheder, som en juridisk uddannelse åbner op for. Der er både mulighed for at arbejde i offentlige styrelser eller ministerier, politiet og anklagemyndigheden, men også i advokatfirmaer, organisationer samt andre private virksomheder som eksempelvis banker, forsikrings- og pensionsselskaber mv.

Særligt studietiden er en oplagt mulighed for at få prøvet kræfter med nogle forskellige studierelaterede jobs. Så er man også bedre rustet til at tage stilling til valgfag samt karriereforløb efter endt uddannelse.

Der er dog særligt én bekymring hos de jurastuderende, som går igen, nemlig at det er svært – og nogle erfarne studerende og tutorer vil sige ”umuligt” – at få et studierelateret job på første eller andet år af studiet.

Mulighed for tidligt at snuse til advokatbranchen

Hos Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith og de fleste andre store advokatfirmaer er det korrekt, at man som udgangspunkt først kan blive student i de juridiske afdelinger, når man har afsluttet andet år på studiet (det varierer dog fra firma til firma). Hos os er der dog også mulighed for at være piccoline/piccolo allerede fra 1. semester (og faktisk også inden), ligesom der også tidligt på studiet er mulighed for at være student i vores Videnafdeling, hvor man kan tilegne sig praktisk erfaring.

Jeg har selv været ansat som piccoline i vores afdeling for retssager i mit sabbatår samt i de to første år af jurastudiet. Herefter blev jeg ansat som student i samme gruppe. At jeg fik muligheden for at være piccoline har givet mig et bedre grundlag for at vurdere, hvorvidt jeg ønskede et job som student i advokatbranchen. På den måde fik jeg allerede tidligt en fornemmelse af arbejdsmiljøet i advokatbranchen samtidig med, at jeg fik lov til at snuse til hvilke opgaver, jeg kunne forvente som student. Personligt har det givet mig blod på tanden til at søge videre som student i firmaet.

Foruden piccoline/piccolo-stillinger er der også tidligt i studieforløbet mulighed for frivilligt arbejde, deltagelse i sommerskoler og juridiske konkurrencer. Så selv om drømmejobbet måske ikke lige er en mulighed på første eller andet år, så er der mange andre spændende ting, som man kan bruge sin fritid på for at prøve kræfter med juraen i praksis, optimere sit CV (også på LinkedIn) og spore sig ind på karrierevejen.

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREVE

Her kan du tilmelde dig ét eller flere af vores nyhedsbreve, som vi udgiver løbende.