Tilsidesættelse af anskaffelsessum på anparter efter gældskonvertering

Sagens baggrund

Et dødsbo havde en fordring på sit eget selskab (”debitorselskabet”) på ca. 13,7 mio. kr. Boet solgte anparterne i debitorselskabet til et af boets andre selskaber (”ejendomsselskabet”) og fusionerede de to selskaber med ejendomsselskabet som fortsættende selskab. Boet konverterede herefter ejendomsselskabets gæld til boet til anparter i ejendomsselskabet. I gældskonverteringen på i alt 17 mio. kr. indgik også en fordring på ca. 3,8 mio. kr. på ejendomsselskabet, som oprindelig tilhørte et andet koncernselskab (”koncernselskabet”), men som boet hævdede at have overtaget. Boet solgte herefter anparterne i ejendomsselskabet til arvingerne i boet.

På grund af debitorselskabets insolvens fandt skattemyndighederne, at anskaffelsessummen for boets anparter erhvervet ved gældskonverteringen ikke kunne modregnes i boets afståelsessum ved salget af ejendomsselskabet til arvingerne. Skattemyndighederne forhøjede derfor boets aktieindkomst fra salget af anparterne i ejendomsselskabet med 17 mio. kr.  

Boet indbragte herefter sagen for Retten i Kolding, hvor sagen blev behandlet af tre dommere som følge af sin komplicerede karakter.

Retten i koldings dom

Af de grunde, som Landsskatteretten havde anført, tiltrådte retten, at koncernselskabets fordring på debitorselskabet ikke kunne anses for overført til boet på tidspunktet for gældskonverteringen. Retten tiltrådte derfor skattemyndighedernes forhøjelse på dette punkt.

Retten fandt endvidere, at boets salg af anparterne i debitorselskabet til ejendomsselskabet, som debitorselskabet senere fusionerede med, ikke var i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Retten udtalte herefter, at når dette blev sammenholdt med boets efterfølgende dispositioner, var der skabt en formodning for, at disse var sket – også – med henblik på at gøre et ikke fradragsberettiget tab på en fordring til et tab på unoterede anparter.

Retten fandt, at det under disse omstændigheder var boets bevisbyrde, at boets dispositioner ikke også var sket med henblik på at opnå en skattemæssig fordel (omgåelse), herunder at der ikke var et truende tab på boets fordring på debitorselskabet på tidspunktet for boets salg af debitorselskab til ejendomsselskabet, og kapitalforhøjelsen i debitorselskab dagen forinden salget.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at boet ikke havde løftet bevisbyrden for, at boets fordring repræsenterede en reel værdi.

Retten tiltrådte herefter skattemyndighedernes afgørelser, hvorefter der ikke var grundlag for at nedsætte forhøjelsen af boets aktieindkomst.

Skatteministeriets interesser for byretten blev varetaget af advokat Mattias Chor i samarbejde med advokat Steffen Sværke og advokatfuldmægtig Sarah Pauli.