Trin 2: Find relevante legater og skab struktur
Det andet trin i legatsøgningsprocessen er at finde de legater, der passer til din profil, og herefter strukturere dem.
Der findes en række forskellige online legatsøgemaskiner, som du kan søge frem ved hjælp af en Google-søgning, der for mig var uvurderlige i denne proces. Ved hjælp af søgemaskinerne kan man sortere i legater, som passer til ens egen profil. F.eks. er der en af søgemaskinerne, hvor man kan starte med at vælge den kategori, der vedrører studier i udlandet. Herefter kan man vælge kategori efter område (f.eks. ”lang videregående uddannelse”.) Resultatet er en lang række legater med forskellige uddelingskriterier.
Uddannelsesinstitutionerne annoncerer desuden ofte en række legater specifikt målrettet studerende ved den pågældende uddannelse. For eksempel annoncerer Københavns Universitet (KU) forskellige legater, der er tilgængelige for jurastuderende. Disse legater bliver typisk fremhævet under ”Mine nyheder” nederst på forsiden af universitetets intranet (”KUnet”). Ved at tjekke disse opslag regelmæssigt kan du sikre, at du ikke går glip af legater, der passer til dit specifikke uddannelsesområde såvel som finansieringsbehov.
Det er langt fra alle legater, du kan søge. Mange af fondene og legaterne har uddelingskriterier, som typisk relaterer sig til:
- Din uddannelse (f.eks. jura, handel, økonomi mv.)
- Din uddannelsesinstitution (KU, AU, AAU mv.)
- Din personlige baggrund (karaktergennemsnit, fødselssted, bopæl mv.)
- Din families baggrund og tilknytninger (f.eks. forældres erhverv)
I dette trin er det derfor vigtigt at skabe en form for overblik over de legater, du er kvalificeret til at søge. Det kan f.eks. være en god idé at udarbejde et ark – f.eks. i Excel – som indeholder en oversigt over alle de legater, som du opfylder kriterierne for. I dette ark kan du notere vigtige oplysninger såsom ansøgningsfrister, påkrævede dokumenter, evt. legatportioner og indsætte direkte links til ansøgningssiderne.
Jeg har her delt mit eget Excel-ark til inspiration, som du kan hente til venstre for artiklen.
I tilknytning hertil vil jeg anbefale, at du tilføjer hver ansøgningsfrist som en kalenderreminder. Med de mange forskellige frister er det let at miste overblikket, men hvis du har dem alle i din kalender, er du sikker på, at du ikke overser en frist.
Erasmusstipendiet og KU’s Internationaliseringsstipendie
Du skal desuden være opmærksom på Erasmusstipendiet og KU’s Internationaliseringsstipendie.
Hvis du får tildelt en udvekslingsplads i Europa igennem Erasmus+, kan du som udgangspunkt modtage Erasmusstipendiet. Størrelsen på stipendiet afhænger af din destination. De nærmere betingelser for udbetalingen fremgår for KU’s vedkommende af KUnet, ligesom du automatisk vil få besked via din studiemail, når du skal gøre noget aktivt i forhold til stipendiet.
Søger du en udvekslingsplads igennem KU uden for Europa samt i Storbritannien, Grønland og Færøerne, kommer du automatisk i betragtning til KU's Internationaliseringsstipendie. Du kan dog ikke få det, hvis du automatisk får andre stipendier administreret af KU, herunder Erasmusstipendiet.