”Vi bakker op om udvalgsarbejdet og har tillid til, at der i regi af udvalget vil blive gennemført en nøgtern og saglig vurdering af ordningen. Vi vil følge udvalgets arbejde med stor interesse og sikre, at de mange fordele ved ordningen også bliver ordentligt belyst. Staten har f.eks. i de senere år vundet meget store og afgørende sager i Højesteret, der er aldrig tvivl om, hvilken side Poul Schmith/Kammeradvokaten repræsenterer, og der er opbygget en unik viden og faglighed i samarbejdet mellem staten og dens faste advokat”, siger Managing Partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, Jens Bødtcher-Hansen.
Og fortsætter med:
”Det er vigtigt, at udvalget er opmærksom på de mange balancer og bærende hensyn ved ordningen. Der er tale om en sammenhængende juridisk infrastruktur, som ikke bare kan brydes op, uden at det påvirker de grundlæggende hensyn bag ordningen, herunder forsyningsforpligtelsen. I overført betydning skal vi passe på, at det ikke kun kommer til at handle om udbringning af erhvervsposten i centrum af København, når staten har et langt bredere behov. Bryder man det hele op, mister staten de fordele, der er knyttet til én storleverandør, der sikrer adgang til ensartet samt habil rådgivning og repræsentation. Det skal hænge sammen samlet set - også for os.”
Han slutter med:
”Vi er selv meget fortrøstningsfulde i forhold til fremtiden. Vi er et firma, kendetegnet af høj faglig kvalitet og tilfredse kunder, bygget op over næsten 100 år. Vi står på et godt fundament og skal nok klare os, men jeg er oprigtigt optaget af, at det ikke ender med at blive både dyrere og ringere for staten.”