Vestre Landsret: Kan en tilbudsgiver tage forbehold for udbudstidsplanen?

Med landsrettens dom er der i hvert fald åbnet op for muligheden herfor, idet det ikke fandtes i strid med udbudsreglerne, at den vindende tilbudsgiver havde afgivet to tilbudspriser – ét af hvilke indebar et forbehold over for tidsplanen, som gjorde det pågældende tilbud kr. 200.000,00 billigere end den anden tilbudspris.

Med landsrettens dom er der i hvert fald åbnet op for muligheden herfor, idet det ikke fandtes i strid med udbudsreglerne, at den vindende tilbudsgiver havde afgivet to tilbudspriser – ét af hvilke indebar et forbehold over for tidsplanen, som gjorde det pågældende tilbud kr. 200.000,00 billigere end den anden tilbudspris.

  • Kort fortalt omhandler dommen en offentlig licitation efter tilbudsloven om en hovedentreprise vedrørende ombygning af en skole. Nærmere bestemt tager domstolen stilling til det forhold, at den vindende tilbudsgiver afgav tilbud med en tilbudssum på kr. 9.695.550,00 under forudsætning af, at tidsplanen blev forlænget med minimum en måned. Såfremt dette ikke kunne lade sig gøre, skulle tilbuddet tillægges kr. 200.000,00.
  • Klagenævnet for Udbud har tidligere taget stilling til samme sag, jf. kendelse af 15. marts 2021, i hvilken forbindelse klagenævnet udtalte, at ordregiver havde været forpligtet til at afvise det vindende tilbud, idet tilbuddet var afgivet under forudsætning af, at tidsplanen kunne forlænges med minimum en måned. Klagenævnet bemærkede i den forbindelse, at det var ubestridt, at forudsætningen indlagt i tilbuddet udgjorde et forbehold for den udbudte tidsplan og derved et forbehold over for et grundlæggende element, hvorved tilbuddet var ukonditionsmæssigt. Kendelsen er efterfølgende blevet opretholdt ved Retten i Horsens.
  • Modsat klagenævnet og byretten fandt landsretten, at der var tale om ét ordinært tilbud i overensstemmelse med kravene i udbudsmaterialet på kr. 9.895.550,00 samt ét alternativt tilbud på kr. 9.695.550,00, der indeholdt et forbehold for tidsplanen. Landsretten bemærkede, at det var ubestridt, at tidsplanen i udbudsmaterialet udgjorde et mindstekrav, og at det alternative tilbud på 9.695.550,00 kr. derfor ikke var konditionsmæssigt.
  • Landsretten fandt dog, at den omstændighed, at det alternative tilbud var ukonditionsmæssigt, ikke afskar ordregiver fra at tildele kontrakten på baggrund af det ordinære tilbud, hvilket var konditionsmæssigt og billigst i pris.
  • Landsrettens afgørelse understøtter med andre ord, at det forhold, at en tilbudsgiver afgiver et alternativt tilbud, uden at udbudsgrundlaget eksplicit tillader dette, ikke i sig selv gør, at tilbudsgivers ordinære tilbud skal afvises. Det kan dog i den forbindelse overvejes, om det har spillet en afgørende rolle, at der er tale om en licitation efter tilbudsloven, således udfaldet ikke ville være det samme, hvis det var et udbud efter et af udbudsdirektiverne. Om ikke andet synes dommen at afspejle en pragmatisk tilgang til udbudsreglerne, da tilbudsgivers tilbud var billigst uanset forøgelsen med kr. 200.000,00, således at det formentlig ikke har indgået i ordregivers vurdering af tilbuddene.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.