Kommentar til rapport om statens indkøb af advokatydelser

Pressemeddelelse fra Poul Schmith/Kammeradvokaten

Regeringen nedsatte i juni 2024 et udvalg, der fik til opgave i løbet af efteråret at analysere mulighederne for og potentialerne ved at justere statens indkøb af juridiske ydelser. Herunder særligt forholde sig til, om staten kan opnå et øget provenu ved at konkurrenceudsætte hele eller dele af Kammeradvokatordningen, jf. formuleringen i regeringsgrundlaget. Derudover har udvalget haft til opgave at forholde sig til konsekvenserne for forsyningssikkerhed, interessekonflikter, kvalitet, ensartethed og øvrige relevante hensyn. 

Ekspertudvalgets rapport er netop blevet offentliggjort og danner grundlag for de videre drøftelser om de fremadrettede rammer for statens indkøb af juridiske ydelser.

Om hovedkonklusionerne i rapporten udtaler Managing Partner Jens Bødtcher-Hansen:

”Det glæder mig, at det meget klart fremgår af rapporten, at den nuværende ordning fungerer tilfredsstillende, og at staten i dag får løst sine opgaver med en tilfredsstillende kvalitet og ensartethed for brugerne. Udvalget har heller ikke kunne konkludere, at der kan opnås et øget statsligt provenu ved en konkurrenceudsættelse. Det fremgår tværtimod af rapporten, at markedets timelistepriser uden rabatter er ca. 50% højere end taksterne efter Kammeradvokataftalen.”

Konklusionen er interessant set i lyset af, at afsættet for undersøgelsen var at undersøge, om staten kunne opnå et øget provenu ved en konkurrenceudsættelse, som nu viser sig at være ikke-eksisterende. Samtidig fremhæves der en række risici ved de skitserede modeller for konkurrenceudsættelse, herunder økonomiske konsekvenser, øgede transaktionsomkostninger, flere habilitetskonflikter, ringere forsyningssikkerhed samt tab af provenu som følge af potentielt lavere kvalitet og lavere medholdsprocenter i retssagerne. Særligt på forsvarsområdet identificerer udvalget en risiko ved leverandørskift på nuværende tidspunkt. Ikke desto mindre lægges der op til en række justeringer af ordningen, som kan få vidtrækkende konsekvenser for staten ved fremtidige indkøb af juridiske ydelser. 

”Ekspertudvalget beskriver tre modeller for konkurrenceudsættelse, men gennemgangen af de mange risici ved modellerne fylder langt mere end beskrivelsen af dem. Jeg tror faktisk aldrig, jeg har set så mange risici beskrevet.”

”Jeg har svært ved at se, at det skulle være i statens interesse at påtage sig en masse risici uden samtidig at have udsigt til besparelser. Jeg kan ikke undgå at få den tanke, at hensynene bag anbefalingerne om konkurrenceudsættelse mere er båret af hensynet til vores konkurrenter end hensynet til staten.”

Grundlæggende juridisk infrastruktur

Meget er på spil for staten. Der er tale om en grundlæggende og sammenhængende juridisk infrastruktur på tværs af staten, opbygget over mange år og båret af høj faglig kvalitet. Alt det risikerer man at miste.

”Hvis man med en ny aftale fjerner større områder, hvor vi vælges fra som leverandør, frafalder den eksisterende forsyningspligt, og staten kan ikke længere forvente, at vi altid vil være til rådighed. En opsigelse af den eksisterende aftale vil være irreversibel, og den bør være meget velbegrundet. Derfor bekymrer det mig, når udvalget fremhæver, at de har været udfordret af tidspres i forhold til at levere deres anbefalinger, ligesom der er væsentlige data til deres markedsanalyse, som de ikke har fået adgang til, herunder indblik i de andre erhvervskontorers salærer.”

Ønsker staten ikke længere en hovedleverandør, bliver Poul Schmith/Kammeradvokaten frigjort fra sine forpligtelser. Bliver det en realitet, vil der, som nævnt i rapporten, være risiko for, at staten i forbindelse med en ny leverandør ikke i tilstrækkelig grad kan få opfyldt sit behov for juridisk bistand. Dette vil særligt gælde i situationer, hvor der er risiko for inhabilitet.

”Jeg er ikke så bekymret på firmaets vegne, men optaget af at der findes en klog model, som staten og samfundet kan nyde godt af fremover, og som bliver implementeret med rettidig omhu over en længere årrække. Der er brug for at skabe ro om ordningen, hvis man fortsat vil have den. Hverken staten eller branchen kan være tjent med andet. Det vil være grundlaget for den dialog, vi skal have med regeringen om en fremtidig løsning.”

”Vores firma har stået last og brast med den danske stat i snart 90 år. Vi har kæmpet side om side og vundet mange sejre for statskassen og fællesskabet. Vi har varetaget opgaven efter bedste evne og står fortsat til rådighed for den danske stat.”

For yderligere oplysninger kontakt kommunikationschef Lene Vandrup Schweitz på 29 66 56 32.

Rapporten kan findes på Økonomistyrelsens hjemmeside her.

Udvalgte highlights fra ekspertgruppens rapport

Udtræk af udvalgte, overordnede tematiseringer og citater fra rapporten.

Hent PDF

Kammeradvokataftalen

Som statens advokat bærer vi et stort ansvar på fællesskabets vegne. Se mere om Kammeradvokataftalen og de syv principper, som den bygger på.

Se mere