SAMMENSPILLET MELLEM VIKARLOVEN OG FUNKTIONÆRLOVEN
Vikarloven finder anvendelse på vikarer, der af et vikarbureau udsendes til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse.
Det følger af forarbejderne til vikarloven og tidligere retspraksis, at vikarer som udgangspunkt ikke er funktionærer, selv om de udfører funktionærarbejde i brugervirksomheden. Baggrunden er, at vikaren under en vikarudsendelse typisk ikke anses for at indtage en tjenestestilling, hverken i forhold til vikarbureauet eller brugervirksomheden, når vikaren er ansat under forudsætning af, at denne har ret til at afslå tilbudt vikararbejde, når vikaren uden varsel kan bringe sit arbejdsforhold til ophør, og når vikaren er berettiget til at tage ansættelse hos brugervirksomheden.
Det er ikke defineret i vikarloven eller vikardirektivet, hvornår en udsendelse er ”midlertidig”. Hvis en udsendelse ikke er midlertidig, falder lønmodtageren uden for vikarlovens anvendelsesområde. Det er samtidig ikke givet, at vedkommende i stedet er beskyttet af funktionærloven. Efter funktionærlovens regler er det bl.a. en betingelse, at lønmodtageren indtager en tjenestestilling og er undergivet arbejdsgiverens, det vil sige vikarbureauets, instruktioner. Under en vikarudsendelse er det imidlertid brugervirksomheden og ikke vikarbureauet, der fører tilsyn og udøver ledelse. Det rejser derfor spørgsmålet, om lønmodtageren kan risikere at falde mellem de to regelsæt.
Dette har Højesteret taget stilling til i deres afgørelse den 18. juni 2026.
KORT OM SAGENS OMSTÆNDIGHEDER
Sagen angik udsendelsen af tre tidsbegrænset ansatte hos et vikarbureau, og hvorvidt de tre ansatte, A, B og C havde ret til løn under sygdom og løn i opsigelsesperiode samt ret til godtgørelse efter vikarloven eller lov om tidsbegrænset ansættelse.
Den ene ansatte, A, blev udsendt den 1. december 2016 hos en brugervirksomhed i en tidsbegrænset ansættelse. Denne udsendelse blev forlænget fire gange og varede, uden afbrydelser, indtil den 31. juli 2020, hvor ansættelsesforholdet udløb.
De to øvrige ansatte, B og C, var blevet udsendt hos en anden brugervirksomhed ligeledes i tidsbegrænsede ansættelser. Begge ansættelser blev forlænget i alt syv gange og varede, uden afbrydelser, indtil den 30. september 2019, hvor ansættelsesforholdene udløb.
Alle tre ansættelser var omfattet af HK-Funktionæroverenskomsten, som vikarbureauet havde tiltrådt.
HØJESTERETS AFGØRELSE
Højesteret fastslog, at vikarer omfattet af vikarloven ikke samtidig kan være funktionærer, fordi de ikke indtager en tjenestestilling.
Udfører en lønmodtager derimod funktionærarbejde hos brugervirksomheden, uden at udsendelsen kan anses for midlertidig, må vedkommende anses for at indtage en tjenestestilling hos vikarbureauet og er dermed beskyttet af funktionærloven, også selv om vedkommende er undergivet brugervirksomhedens tilsyn og ledelse. Det afgørende var altså, hvorvidt udsendelsen var midlertidig.
Højesteret fastslog også, at hverken vikarloven eller vikardirektivet indeholder en definition af begrebet ”midlertidigt”, men at der bl.a. må lægges vægt på, om det i forbindelse med en vikarudsendelse, herunder eventuelle forlængelser, har været tilsigtet, at udsendelsen skulle være midlertidig.
Højesteret konkluderede, at varigheden af en udsendelse eller antallet af forlængelser ikke i sig selv bringer ansættelsesforholdet uden for vikarlovens anvendelsesområde. Den samlede varighed må dog ikke være længere, end hvad der med rimelighed kan anses som midlertidigt under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, og varigheden skal objektivt kunne forklares med forhold, der understøtter, at brugervirksomheden har et sagligt behov for at tidsbegrænse udsendelserne.
For så vidt angår A lagde Højesteret til grund, at det ikke var godtgjort, at det i forbindelse med den oprindelige udsendelse og de efterfølgende forlængelser havde været tilsigtet, at udsendelserne skulle være midlertidige. Vikarbureauets oplysninger om, at brugervirksomheden forventede at lukke det pågældende servicecenter, som A var udsendt til, var ikke understøttet af sagens skriftlige materiale eller søgt belyst gennem vidneforklaringer. Vikarloven fandt derfor ikke anvendelse på As ansættelsesforhold. Højesteret fastslog herefter, at A efter det anførte om samspillet mellem vikarloven og funktionærloven var omfattet af funktionærloven.
For så vidt angår B og C fandt Højesteret derimod, at der for landsretten var givet en objektiv forklaring på forlængelserne, idet de skyldtes, at den it-supportfunktion, som B og C var udsendt til, skulle nedlægges. Det måtte herefter lægges til grund, at udsendelserne havde været tilsigtet midlertidige og sagligt begrundede. Vikarloven fandt derfor anvendelse.







