Fleksløntilskud indgår ikke i godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven

Godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven

En medarbejder, der er blevet afskediget i strid med beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven, kan efter lovens § 7 tilkendes en godtgørelse. En godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven udmåles efter praksis til 6, 9 eller 12 måneders løn under hensyn til medarbejderens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.

Det følger af artikel 17 i det bagvedliggende beskæftigelsesdirektiv, at de sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af direktivets beskyttelse, skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. EU-Domstolen har uddybende udtalt, at en sanktion af ren symbolsk karakter under alle omstændigheder ikke kan anses for at være forenelig med en korrekt og fyldestgørende gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet.

Fleksjobreformen

Før fleksjobreformen i 2013 betalte arbejdsgiveren løn til den fleksjobansatte for fuld tid, og kommunen udbetalte herefter et tilskud til arbejdsgiveren svarende til medarbejderens nedsatte arbejdsevne. Efter fleksjobreformen i 2013 blev tilskuddet omlagt således, at arbejdsgiveren fremover alene skulle betale løn for det arbejde, der blev udført, mens fleksjobberen dertil modtog et fleksløntilskud fra kommunen. Den endelige fordeling af udgifter mellem arbejdsgiver og kommune er således efter reformen uændret.

Retspraksis om godtgørelse til fleksjobbere

Før fleksjobreformen blev godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven til fleksjobbere udmålt på baggrund af den samlede løn, som arbejdsgiveren udbetalte. Der blev således ikke korrigeret for den lavere månedlige lønudgift, som arbejdsgiveren havde efter tilskuddet fra kommunen.

Efter fleksjobreformen opstod der derimod uenighed i praksis om, hvorvidt godtgørelser til fleksjobbere efter forskelsbehandlingsloven skulle fastsættes alene på baggrund af den lønudgift, arbejdsgiver havde til fleksjobberen, eller som hidtil på baggrund af den samlede løn inkl. tilskuddet fra kommunen til fleksjobberen.

Retten i Svendborg afsagde den 10. januar 2018 en dom, hvor godtgørelsen til en fleksjobber ansat efter fleksjobreformen i 2013 blev udmålt på baggrund af både lønnen fra arbejdsgiver og fleksløntilskuddet. Efterfølgende afsagde henholdsvis Retten i Helsingør og Retten i Glostrup domme, der kom frem til det modsatte resultat, og hvor godtgørelsen blev fastsat til henholdsvis 20.000 og 30.000 kr.

Østre Landsret fik den 5. maj 2022 (U 2022.2672 Ø) anledning til at udtale sig om spørgsmålet. Rettens flertal kom i sagen frem til, at afskedigelsen ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, og udtalte sig derfor ikke om godtgørelsens størrelse. Mindretallet kom dog frem til, at der var sket ulovlig forskelsbehandling, og at godtgørelsen til fleksjobberen skulle udmåles til 200.000 kr. svarende til 9 måneders løn inkl. fleksløntilskud. Mindretallets begrundelse herfor var, at der ikke var holdepunkter for, at Folketinget med fleksjobreformen skulle have tilsigtet en nedsættelse af godtgørelsesniveauet til fleksjobbere afskediget i strid med forskelsbehandlingsloven.

Vestre Landsrets modstridende afgørelser i marts 2023

Vestre Landsret havde senest i marts 2023 lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet i to domme af hhv. 23. marts 2023 (U.2023.2841) og 29. marts 2023 (U.2023.2831).

Sagen af 23. marts 2023 (U.2023.2841) handlede om en fleksjobber, der blev ansat i 2017, dvs. efter den nye fleksjobordning. Medarbejderen blev afskediget som følge af virksomhedens forhold, hvor begrundelsen var, at medarbejderens stilling ville blive nedlagt. I byretten fik medarbejderen medhold i, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven og arbejdsgiveren derfor skulle udrede en godtgørelse.

Byretten fastsatte godtgørelsen alene ud fra den løn, som arbejdsgiveren reelt betalte til medarbejderen, dvs. uden hensyn til fleksløntilskuddet fra kommunen.

Sagen blev anket til Landsretten, der stadfæstede byrettens dom og fastsatte godtgørelsen uden hensyn til fleksløntilskuddet.

Afgørelsen af 29. marts 2023 (U.2023.2831) handlede ligeledes om en fleksjobber ansat efter den nye ordning. Medarbejderen blev afskediget og indbragte sagen for retten med påstand om betaling af godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Byretten frifandt arbejdsgiveren og sagen blev anket til landsretten, der omgjorde byrettens afgørelse og fandt, at medarbejderen var berettiget til en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1.

I modsætning til afgørelsen i U.2023.2841, fandt Landsretten, at fleksløntilskuddet skulle inddrages i fastsættelsen af godtgørelsen.

Landsretten lagde ved afgørelsen vægt på forarbejderne til ændring af beskæftigelsesindsatsloven, samt et svar fra Beskæftigelsesministeren af 29. november 2012, hvoraf det af begge dele fremgår, at der ikke ved den foreslåede ordning ville være forskel på beskyttelsen af fleksjobbere, uanset om personen har meget ringe eller mindre ringe arbejdsevne.

Landsretten udtalte herefter, at ”[e]n ordning, hvorefter godtgørelsen for ansatte omfattet af den nugældende fleksjobordning alene fastsættes med udgangspunkt i arbejdsgiverens reelle lønudgift ville indebære, at ansatte med meget ringe arbejdsevne ikke ydes samme beskyttelse som ansatte med mindre ringe arbejdsevne, da arbejdsgiverens reelle lønudgift vil afhænge af arbejdsevnen.”

Landsretten afsagde dermed inden for samme uge to modstridende afgørelser med hensyn til, om fleksløntilskuddet skulle medregnes ved fastsættelse af godtgørelse til fleksjobbere ansat efter 1. januar 2013.

Gældende praksis måtte herefter afgøres af Højesteret.

Højesterets afgørelse af 12. marts 2024

Sagen U.2023.2831 V blev anket til Højesteret, hvor spørgsmålet var, om fleksløntilskuddet skulle medregnes ved fastsættelse af godtgørelsen efter forskelsbehandlingsloven eller ikke.

Højesteret indledte sin afgørelse med at fastslå udgangspunktet, hvorefter ”en godtgørelse for afskedigelse i strid med forskelsbehandlingsloven efter lovens § 7, stk. 1 – ligesom en godtgørelse ved afskedigelse i strid med ligebehandlingslovens § 9 – udmåles med udgangspunkt i den løn, som den ansatte modtager fra arbejdsgiveren”.

Endvidere fastslog Højesteret, at denne praksis også følges med hensyn til personer, der er påbegyndt fleksjob før den 1. januar 2013.

Ifølge Højesteret, måtte en fravigelse af denne udmålingspraksis for så vidt angår personer, der er påbegyndt fleksjobbet den 1. januar 2013 eller senere – således, at fleksløntilskuddet fra kommunen skulle medregnes – kræve klare holdepunkter i lovgivningen.

Sådanne holdepunkter kunne ikke findes og Højesteret udtalte i den forbindelse, at ”forskellen i udmåling af godtgørelsen til fleksjobansatte afhængig af fleksjobbets påbegyndelsestidspunkt ikke indebærer direkte forskelsbehandling, da forskellen ikke er baseret på fleksjobansattes handicap eller er uadskilleligt forbundet med deres handicap”.

Endvidere fandt Højesteret, at der ”heller ikke foreligger indirekte forskelsbehandling, idet forskellen i udmåling af godtgørelsen er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.”

Højesteret fandt således, at godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1, skulle udmåles med udgangspunkt alene i den løn, som virksomheden udbetalte til fleksjobberen uden hensyn til fleksløntilskuddet.

Højesteret fandt endelig, efter en samlet vurdering, at der ikke var grundlag for at forhøje godtgørelsen efter beskæftigelsesdirektivets artikel 17, hvorefter sanktioner skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelse og have afskrækkende virkning og tiltrådte, at godtgørelsen til fleksjobberen skulle udgøre 66.278,34 kr., svarende til 9 måneders løn.

Kommentar

Med afgørelsen afklarer Højesteret den usikkerhed, der har hersket om, hvorvidt en kommunes fleksløntilskud til enten arbejdsgiveren eller lønmodtageren, afnhængig af hvilken ordning, der konkret finder anvendelse, skal inddrages i fastsættelsen af en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Højesterets præmisser er klare: Fleksløntilskuddet skal ikke inddrages i fastsættelsen af godtgørelsen.

Godtgørelsen skal således udmåles med udgangspunkt i alene den løn, som arbejdsgiveren udbetaler til fleksjobberen, uanset om fleksjobberen er ansat efter den gamle ordning, eller ansættes efter den nye ordning.