Samfundsinteressen løber i blodet på Thomas Dithmer. I barndomshjemmet på Frederiksberg blev der diskuteret samfundsforhold og politik, og han lærte også fra barnsben, at hvis man kan bidrage, så skal man bidrage – uanset om det er i det nære eller i det større og brede. Thomas var derfor ikke i tvivl om, at han ville studere en samfundsvidenskabelig uddannelse, og juraen tiltalte ham særligt, fordi den var samfundsrelevant, problemløsende og konkret.
Thomas har været ansat hos Poul Schmith/Kammeradvokaten siden 2010, hvor han startede som student. Interessen for IT og teknologi har altid været der, og da han begyndte at arbejde med digitalisering og teknologi, spirede interessen for IT-kontrakter og IT-projekter for alvor. Sideløbende underviste han i de formueretlige fag på Københavns Universitet – en beskæftigelse, han holdt ved gennem 10 år, som gav ham følelsen af at give noget igen til studielivet. I dag er Thomas en af de drivende rådgivere i firmaets IT-team inden for bl.a. digitale projekter, IT-kontrakter, AI-rådgivning og udbudsret, hvor særligt de store offentlige IT-projekter fylder:
”Jeg er meget drevet af samarbejdet med såvel eksterne som interne aktører, hvor vi i fællesskab, med vores forskellige fagligheder og kompetencer, løser den pågældende opgave. I mit univers indebærer det at skabe digitale løsninger, som opfylder et digitalt behov, f.eks. at hjælpe nogle borgere, hvor juraen skal skabe rammen og understøtte, at det sker korrekt, at det er robust, og at digitaliseringen passer ind i konteksten. Vi har altid øje for, at projektet ikke gennemføres alene for juraens eller kontraktens skyld, men at kontrakten og juraen understøtter og muliggør, at det konkrete behov imødekommes.”