Fødselsdagsportræt: Fra fuldstændig håbløs til tung juridisk profil

Paw Fruerlund, advokat og partner, fylder 40 år den 19. september. Fødselaren med speciale i tvister er kendt og anerkendt for sin grundige, innovative og ordentlige tilgang til sager og klienter. For ham er det ikke alene juraen, men i høj grad selve håndværket og måden, man behandler en tvist og dens parter på, der er interessant.

Paw Fruerlund, advokat og partner, fylder 40 år den 19. september. Fødselaren med speciale i tvister er kendt og anerkendt for sin grundige, innovative og ordentlige tilgang til sager og klienter. For ham er det ikke alene juraen, men i høj grad selve håndværket og måden, man behandler en tvist og dens parter på, der er interessant.

Paw har tilbragt hovedparten af sin karriere hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, men det lå på ingen måder i kortene, at der skulle stå advokat på hans visitkort.

Tanken om at blive jurist var faktisk fuldstændig håbløs. Sådan var skudsmålet i hvert fald fra hans dansklærer tilbage på gymnasiet i Middelfart. Karrieren slog da også et smut forbi forsvaret, før han vendte tilbage til overvejelserne om jurastudiet.

”Jeg er altid blevet spurgt meget til råds, og da jeg læste ’Hvad kan jeg blive’, som var opslagsbogen om uddannelsesmuligheder, kunne jeg se, at det kunne bruges i den juridiske verden. Til det kom så, at jeg syntes, at jura var det studie, der lød mindst dumt for mig. Alt andet passede ikke særligt godt til mig.”

De store sager

Og helt dumt var det valg ikke, for Paw sidder i dag tungt på et arbejdsområde, der spænder vidt fra store sager om myndigheders forhold, over tvister om menneskerettigheder til komplekse kommercielle og ikke-kommercielle tvister.

”Jeg er utrolig heldig meget ofte at arbejde med sager, der har en direkte betydning for Danmark og for vores hverdag. Hvad enten det handler om corona-pandemiens karantæneregler, hvilken afdeling i et fængsel man kan afsone i efter et kønsskifte. Eller i den helt anden ende af skalaen, sagen om hvorvidt der skal ske uran-minedrift i Grønland. Alle har det til fælles, at de ud over økonomisk betydning også har en væsentlig samfundsmæssig og menneskelig betydning.”

På spørgsmålet om han aldrig ryster på hånden i de sager, hvor der for alle parter er meget på spil, er svaret lige så roligt som Paws fremtoning i øvrigt:

”Når man har siddet med tilpas mange sager med store indsatser, får man en ro i selv de store tunge sager. Den ro kommer så meget desto mere ved, at jeg har vanvittigt dygtige kolleger, der hjælper og udfordrer, og som er med til at kvalitetssikre arbejdet. Og så har jeg den gigantisk fordel, at jeg kan trække på den store viden, vi har i firmaet på tværs af retsområder. Det er meget unikt og en stor styrke at kunne det.”

Der er mange sager, der har gjort indtryk. En sag, der har gjort et særligt indtryk, handlede om en kvindes mulighed for at stedbarnsadoptere et barn født af en betalt surrogatmor. Igen er det sagens samfundsmæssige betydning, der har gjort, at den stadig står meget klart for Paw.

”Sagen rørte ved mange ting. Lovgivningens rammer, Danmarks internationale forpligtelser; hvilket råderum myndighederne, domstole og Folketinget har. Men den handlede også om nogle meget nutidige og svære diskussioner, vi bør tage, om hvad et familieliv er, og hvordan vi hjælper barnløse samtidig med, at vi beskytter surrogatmødre mod udnyttelse. Det er en meget svær balance at skulle opnå.”

To store ledestjerner

Vejen til at føre de store sager er taget i følgeskab med store personligheder inden for den juridiske verden. Som studerende med Niels Bo Andersens kyndige vejledning hos Lett Advokatfirma i Kolding (nu Andersen Partners) og sidenhen under vingerne på den sidste kammeradvokat, Karsten Hagel Sørensen, hvis sager og team Paw efterfølgende har overtaget.

Førstnævnte gav endda Paw besked på at sige ja tak til en fuldmægtigstilling hos Poul Schmith/Kammeradvokaten. Et firma, som Paw ikke kendte til, før en bekendt kort tid forinden opfordrede ham til at søge en stilling der.

”Jeg har været ekstremt heldig. Bo var en kæmpe inspiration. Jeg opfattede ham som utrolig dygtig, ordentlig og meget uegennyttig i ordets allerbedste forstand. Han vidste på det tidspunkt bedre end jeg, hvad den rigtige vej var for mig, selvom det ikke var fordelagtigt for ham. Hagel har de samme værdier. Han har lært mig enormt meget om tilgangen til at være advokat og til sagerne. Om at tænke innovativt. Selv under pres havde han overskud til at hjælpe og rådgive andre, og han viste per eksempel, at det er muligt at have et liv ved siden af arbejdet. Jeg gør mig hver dag umage for at efterleve de samme principper. Om jeg lykkes, må andre vurdere.”

Når talen falder på, hvordan de 40 år skal fejres, er der for første gang lidt usikkerhed at spore. Manden, der elsker at fremføre en kompleks sag i Højesteret, er nemlig i øvrigt ikke meget for at være centrum for fejringer.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.