Højesteret fastslår: Ikke godtgørelse af kulafgift ved produktion af spædevand

Sagens baggrund

Et fjernvarmeværk anvendte varme i forbindelse med fremstilling af spædevand, der blev tilført fjernvarmenettet. Fremstillingen skete på værkets eget vandbehandlingsanlæg.

I et fjernvarmesystem skal der som følge af bl.a. lækager, renovering og udbygning løbende tilføres vand, så der er tilstrækkeligt tryk i fjernvarmenettet.

Før vandet tilføres fjernvarmenettet, gennemgår det en proces med henblik på at nedsætte mængden af salte og ilt i vandet for derved at begrænse korrosion i (nedbrydning af) fjernvarmerørene. Som et led i denne proces opvarmes vandet ved brug af fjernvarme. Vandet betegnes efter endt behandling som spædevand.

Sagen angik energiforbruget til fremstilling af spædevand.

Sagen angik nærmere, om et kraftvarmeværk, der producerede fjernvarme, efter kulafgiftslovens § 8, stk. 3, jf. stk. 4, nr. 1, havde ret til godtgørelse af kulafgift af de varer (kul m.v.), som var anvendt til fremstilling af den varme, som var anvendt i forbindelse med fremstilling af spædevand, der var ledt ind i returløbet på fjernvarmenettet.

Efter kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. pkt., ydes der ikke tilbagebetaling for til afgiften af varme og varer, der direkte eller indirekte anvendes til fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden. Det gælder dog ikke, hvis der er tale om varme, der er anvendt fremstilling af varer bestemt for afsætning, jf. § 8, stk. 4, nr. 1.

Sagen blev henvist til landsretten som første instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Østre Landsrets dom

Landsretten fandt, at forbrug af fjernvarme ved produktion af spædevand til brug i fjernvarmenettet er omfattet af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. pkt., hvorefter der ikke kan ydes tilbagebetaling af afgiften.

Landsretten bemærkede, at spædevandet har til formål at sikre, at der er tilstrækkeligt med vand – og dermed et vist tryk – i fjernvarmenettet, så fjernvarmen kan nå ud til fjernvarmebrugerne. Landsretten henviste videre til, at spædevandet leveres direkte ind i fjernvarmenettets returløb, samt at der automatisk produceres og tilføres nyt spædevand, når trykket falder i fjernvarmenettet.

Endvidere bemærkede landsretten, at der af hensyn til forsyningssikkerheden af fjernvarmen skal være fuld kontrol over det samlede fjernvarmeanlæg, herunder fuld kontrol over vandbehandlingsanlæg til spædevand og fjernvarmenettet, og at kraftvarmeværket var forpligtet over for distributøren af fjernvarmen til at levere fjernvarme og spædevand og til at opretholde så stabile trykforhold som muligt i henhold til aftalen om levering af fjernvarme.

På denne baggrund fandt landsretten, at produktionen og brugen af spædevand, som ledes ind i fjernvarmenettet, udgør en integreret og nødvendig del af produktionen og leverancen af fjernvarme. Spædevand, som ledes ind i fjernvarmenettet, kan som følge heraf ikke anses for at være en selvstændigt produceret og leveret vare bestemt for afsætning, jf. kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1.

Landsrettede bemærkede, at dette også understøttes af den administrative praksis som beskrevet i Toldvæsenets vejledninger fra 1985 og 1987 samt SKATs nyhedsbrev fra 2009.

Det forhold, at der er et energitab ved produktionen af spædevand, at spædevand kan produceres af andre end kraftvarmeværker, og at spædevand i andre sammenhænge kan sælges separat, kunne ikke føre til et andet resultat.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Fjernvarmeproduktionsselskabet ankede landsrettens dom til Højesteret.

Højesterets dom

Højesteret fandt, at spædevand, der tilføres fjernvarmenettet, er en del af den samlede varmeleverance, og at energiforbrug til fremstilling af spædevandet er omfattet af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. pkt. Der er således efter Højesterets opfattelse ikke grundlag for at forstå bestemmelsen på den måde, at kun energiforbrug til selve fremstillingen af fjernvarmen som sådan kan være omfattet.

Højesteret bemærkede, at det siden 1970’erne har været gennemgående, at energi, der anvendes til fremstilling af varme, der leveres fra virksomheden, er afgiftsbelagt og ikke berettiger til godtgørelse. Højesteret henviste videre til, at afgiften på brændsler mv., der anvendes af fjernvarmeværker og andre varmeproducenter ved fremstilling af varme, som leveres fra virksomheden til forbrugere, indgår i prisen for den leverede varme, og det må antages, at formålet med at pålægge en afgift, der ikke godtgøres, hovedsageligt har været at opnå en besparelse i energiforbruget hos de private husholdninger.

Endvidere henviste Højesteret til, at afgiftsmyndighederne i hvert fald siden 1985 har administreret afgiftslovene på den måde, at varmeproducerende virksomheder ikke kan opnå godtgørelse af afgift på energi, der er anvendt til fremstilling af spædevand, der tilføres fjernvarmenettet, jf. Toldvæsenets vejledninger om godtgørelse af energiafgifter for fjernvarmeleverancer fra 1985 og 1987.

Højesteret bemærkede desuden, at det i forarbejderne til lovændringerne i 1995 af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, og af de tilsvarende bestemmelser bl.a. er anført, at virksomheder, der afsætter varme, efter de gældende regler som udgangspunkt ikke kan få nogen godtgørelse vedrørende den energi, der direkte er medgået til varmeleverancen. Højesteret bemærkede videre, at der ikke ved denne lovændring i 1995 skete ændringer i afgiftsmyndighedernes praksis om, at varmeproducerende virksomheder ikke var berettiget til tilbagebetaling af afgift på energiforbrug til fremstilling af spædevand, der tilføres fjernvarmenettet.

På denne baggrund og i øvrigt af de grunde, der var anført af landsretten, fandt Højesteret, at spædevand, der tilføres fjernvarmenettet, er en del af den samlede varmeleverance, og at energiforbrug til fremstilling af spædevandet er omfattet af kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. pkt.

Højesteret fandt endvidere, at fjernvarmeproduktionsselskabet heller ikke havde ret til afgiftsgodtgørelse efter kulafgiftslovens § 8, stk. 4, nr. 1.

Højesteret bemærkes herved, at bestemmelsen i § 8, stk. 4, nr. 1, der blev indsat ved lovændringen i 1995, i lyset af forarbejderne må forstås således, at den ikke omfatter energiforbrug til fremstilling af spædevand, der tilføres fjernvarmenettet, og som er en del af den samlede varmeleverance.

På denne baggrund stadfæstede Højesteret landsrettens frifindende dom (SKM2023.343.ØLR).

Dommen blev afsagt med dissens.

Skatteministeriets interesser for domstolene blev varetaget af advokat David Auken i samarbejde med advokat Anne Bräuner Vestergren.

Læs mere om vores rådgivning indenfor skatter og afgifter.