Højesteret: Ikke godtgørelse til funktionær, der havde ophævet sit ansættelsesforhold

GODTGØRELSE EFTER FUL § 2 B

En funktionær med mindst 1 års anciennitet har i medfør af funktionærlovens § 2 b krav på en godtgørelse, hvis denne uberettiget bliver opsagt eller bortvist af arbejdsgiveren. Bestemmelsen finder også anvendelse ved væsentlige stillingsændringer, der ikke accepteres, og hvor funktionæren derfor anses for opsagt.

Reglen blev indført i 1964 som et værn mod usaglige afskedigelser og tager ifølge ordlyden og forarbejderne sigte på tilfælde, hvor arbejdsgiveren har opsagt medarbejderen. 

Det fremgår hverken af ordlyden eller af lovbemærkningerne, om bestemmelsen tillige kan påberåbes af en medarbejder, der selv opsiger eller ophæver ansættelsesforholdet grundet arbejdsgiverens misligholdelse.

Netop dette spørgsmål har Højesteret ved dom af 6. december 2024 i sag BS-18459/2024-HJR taget principiel stilling til.

DEN KONKRETE SAG

Sagen angik en medarbejder, der med hjælp fra sin fagforening havde ophævet sit ansættelsesforhold som sekretær i september 2018 grundet arbejdsgiverens misligholdelse med udbetaling af korrekt løn.

Medarbejderen fremsatte efter ophævelsen krav om udbetaling af manglende løn, erstatning for løn i opsigelsesperioden, feriegodtgørelse, godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis og krav om godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b. Virksomheden blev taget under konkursbehandling, og kravene blev herefter anmeldt over for Lønmodtagernes Garantifond (LG), herunder kravet om godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b.

LG afviste kravet om godtgørelse efter § 2 b med henvisning til, at bestemmelsen ikke giver hjemmel til udbetaling af godtgørelse i tilfælde som den i sagen foreliggende, hvor en funktionær selv ophæver ansættelsesforholdet, uanset om ophævelsen måtte være berettiget som følge af væsentlig misligholdelse fra arbejdsgiverens side. 

Sagen for Højesteret angik, om medarbejderen var berettiget til godtgørelse efter § 2 b efter selv at have ophævet ansættelsesforholdet. Parterne var enige om, at ophævelsen var berettiget.

HØJESTERETS AFGØRELSE

Højesteret udtalte indledningsvist, at funktionærlovens § 2 b efter sin ordlyd finder anvendelse i tilfælde, hvor arbejdsgiveren opsiger eller bortviser en funktionær, men at bestemmelsen derudover også finder anvendelse i særlige situationer, hvor arbejdsgiver udviser en adfærd, der i realiteten er udtryk for en opsigelse eller bortvisning. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor en arbejdsgiver nægter at modtage funktionæren i sin tjeneste eller undlader at udbetale løn.

Videre udtalte Højesteret, at bestemmelsen også kan finde anvendelse i tilfælde, hvor en funktionær opsiger eller ophæver ansættelsesforholdet under omstændigheder, der kan sidestilles med en uberettiget opsigelse eller bortvisning. Det afgørende i en sådan situation er ifølge Højesteret, om det undtagelsesvist kan anses for godtgjort, at arbejdsgiverens misligholdelse er udtryk for chikane begrundet i et ønske om at få funktionæren til selv at opsige sin stilling.

I relation til den konkrete sag lagde Højesteret til grund, at der forud for medarbejderens ophævelse af ansættelsesforholdet var forskellige uoverensstemmelser mellem hende og virksomheden, bl.a. om aflønning under sygdom og om modregning af udbetalte beløb vedrørende løn og tantieme, hvilket parterne havde en skriftlig dialog om op til og i tilknytning til ophævelsen.

Ud fra en samlet vurdering fandt Højesteret, at det ikke kunne anses for godtgjort, at selskabets misligholdelse med udbetaling af én månedsløn kunne karakteriseres som en adfærd, der i realiteten var udtryk for en opsigelse eller bortvisning, eller at misligholdelsen var chikanøst begrundet i et ønske om at få medarbejderen til selv at opsige sin stilling. 

På den baggrund fastslog Højesteret, at selskabets misligholdelse ikke kunne sidestilles med en uberettiget afskedigelse eller bortvisning, hvorfor medarbejderen ikke havde krav på godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b.

Østre Landsret var ved dom af 19. marts 2024 nået til samme resultat.

HVAD VISER DOMMEN?

Afgørelsen viser, at funktionærlovens § 2 b undtagelsesvist kan finde anvendelse, hvor en funktionær selv opsiger eller ophæver sit ansættelsesforhold. Anvendelse i en sådan situation forudsætter imidlertid, at medarbejderen kan godtgøre, at omstændighederne kan sidestilles med en uberettiget afskedigelse eller bortvisning, eller at der er grundlag for at antage, at arbejdsgiverens misligholdelse er chikanøst begrundet i et ønske om at få funktionæren til selv at bringe sit ansættelsesforhold til ophør. 

Herved fastslår Højesteret, at en arbejdsgiver ikke kan undgå bestemmelsen ved at chikanere en medarbejder til at fratræde sin stilling.

Dommen tyder dog på, at det kan være vanskeligt for en medarbejder, som selv opsiger eller ophæver sit ansættelsesforhold, ”undtagelsesvist” at løfte bevisbyrden for, at situationen kan sidestilles med en usaglig opsigelse eller bortvisning fra arbejdsgiverens side.