Højesteret: Medarbejderes krav på fastholdelsesbonus udgjorde ikke vederlag i ansættelsesforhold

Indgået aftale om fastholdelsesbonus

Sagen vedrørte tre medarbejdere, der havde været ansat i en større virksomhed, der gik konkurs mellem jul og nytår i 2018. Inden konkursen var der indgået en særskilt aftale om fastholdelsesbonus på op til 3 måneders løn, betinget af at medarbejderne forblev i deres stillinger indtil udgangen af januar 2019. Ifølge den særskilte aftale skulle der ikke beregnes pension eller feriepenge af fastholdelsesbonusserne.

I januar 2019 indtrådte konkursboet i medarbejdernes ansættelsesforhold. Det skete i henhold til konkurslovens § 63. Kort tid efter opsagde konkursboet de tre medarbejderes ansættelseskontrakter med en måneds varsel, dog således at opsigelsesvarslet udløb efter januar 2019, hvor bonussen skulle komme til udbetaling.

Kurator oplyste under sagen, at de ikke havde haft kendskab til de særskilte fastholdelsesbonusaftaler på det tidspunkt, hvor konkursboet indtrådte i ansættelsesforholdene.

Medarbejderne gjorde under sagen gældende, at deres krav på fastholdelsesbonus skulle anerkendes som et massekrav i konkursboet, eftersom konkursboet var indtrådt i deres ansættelsesforhold, jf. konkurslovens § 93.

Dette ville betyde, at medarbejdernes krav på fastholdelsesbonus skulle betales forud for anden gæld.

Konkursboet gjorde derimod gældende, at boet ikke kunne anses for at være indtrådt i de indgåede aftaler om fastholdelsesbonus, og hvis boet var indtrådt, så var fastholdelsesbonusserne ikke omfattet af begrebet vederlag i konkurslovens dagældende § 56, stk. 2.

Sagen omhandlede således umiddelbart konkurslovens § 56, hvori der er fastlagt retsvirkningerne af, at et konkursbo indtræder i aftaler. I den dagældende § 56, stk. 2, fremgår, at hvis et konkursbo indtræder i en løbende ydelse, vil krav på medkontrahents vederlag for tiden efter konkursbehandlings indledning indtil eventuel opsigelse udgøre et massekrav efter § 93.

Sø- og Handelsretten og Østre Landsret

Konkursboet blev frifundet i både Sø- og Handelsretten og Østre Landsret, som begge fandt, at aftalerne om fastholdelsesbonusser ikke udgjorde vederlag, som var omfattet af § 56, stk. 2.

Sø- og Handelsretten henviste bl.a. til, at fastholdelsesbonusser ikke anses for at være omfattet af lønprivilegiet i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1, da de ikke reelt relaterer sig til opsigelse af arbejdsforholdet, jf. Østre Landsrets dom af 15. februar 2011 (sag B-1379-10). Sø- og Handelsretten fandt ikke grundlag for at anlægge en anden fortolkning i forhold til begrebet ”vederlag” i § 56, stk. 2.

Østre Landsret fandt, at konkursboet var indtrådt i ansættelsesaftalerne i deres helhed, herunder i bonusaftalerne.

Østre Landsret fandt imidlertid ikke, at fastholdelsesbonusserne udgjorde vederlag for en løbende arbejdsydelse omfattet af § 56, stk. 2, da bonusserne alene var en præmiering af medarbejderne for at forblive i deres respektive stillinger. Østre Landsret henviste i den forbindelse til, at aftalerne ikke indeholdt andre krav til de ansatte, end at de skulle udføre deres arbejdspligter loyalt og konstruktivt med sædvanlig tilstedeværelse som hidtil, og at bonusserne var i tillæg til deres almindelige aftalte betalinger og fordele.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret stadfæstede den 23. maj 2023 landsrettens dom.

Højesteret fandt – ligesom landsretten – at konkursboets indtræden i medarbejdernes ansættelsesforhold ikke alene omfattede deres ansættelsesaftaler, men tillige deres aftaler om fastholdelsesbonus. Den omstændighed medførte dog ikke, at deres krav på fastholdelsesbonus skulle honoreres som massekrav efter konkurslovens § 56, stk. 1, idet § 56, stk. 2, indebar, at medarbejdernes fastholdelsesbonus kun skulle honoreres som massekrav, hvis kravene måtte anses for vederlag for en løbende arbejdsydelse udført for boet.

Om hvorvidt fastholdelsesbonusserne kunne anses som arbejdsvederlag, fandt Højesteret, at udbetaling af fastholdelsesbonusserne alene var betinget af, at medarbejderne blev i deres stilling og udførte deres arbejdsopgaver indtil udgangen af januar 2019. Videre at bonusserne ikke blev tillagt feriepenge, pension eller andre lønrelaterede betalinger, og at der ikke var tale om honorering for en særlig arbejdsindsats. Højesteret fandt derfor, at fastholdelsesbonusserne ikke havde karakter af løntillæg med udskudt betaling, men derimod en præmiering for at forblive i stillingen i en kritisk periode, og de havde derfor ikke status som massekrav.

Hvad viser afgørelserne?

Højesterets dom bidrager til forståelsen af vederlagsbegrebet i konkurslovens § 56, stk. 2, samt retsvirkningen af et konkursbos indtræden i ansættelsesforhold, som i konkurslovens forstand er en gensidigt bebyrdende aftale.

Det følger af konkurslovens § 56, stk. 1, at indtræder et konkursbo i aftalen, bliver det berettiget og forpligtet på aftalens vilkår.

Videre fulgte det af den dagældende konkurslovs § 56, stk. 2, at såfremt aftalen angik en løbende ydelse til skyldneren, blev boet ved sin indtræden alene forpligtet til at udrede vederlaget for tiden efter konkursdekretets afsigelse indtil en eventuel opsigelse i medfør af § 55, stk. 3, 1. pkt., eller § 61, stk. 1, som massekrav.

Både landsretten og Højesteret fastslog, at boets indtræden i medarbejdernes ansættelsesforhold ikke alene omfattede deres ansættelsesaftaler, men tillige deres aftaler om fastholdelsesbonus.

Konkursboet var dog alene ved sin indtræden blevet forpligtet til at udrede arbejdsvederlag som massekrav, og eftersom en fastholdelsesbonus ikke kan anses som arbejdsvederlag for en løbende ydelse, men derimod en særlig præmie for at forblive på arbejdspladsen, var der ikke tale om arbejdsvederlag.

Det lægges ligeledes implicit til grund, at fastholdelsesbonusserne heller ikke har § 93-status efter konkurslovens § 56, stk. 1.

Kommentar

Det er interessant, at Højesteret fastslår, at konkursboet er indtrådt i aftalerne om fastholdelsesbonus, men samtidig kommer frem til, at fastholdelsesbonusserne ikke skal udredes som massekrav efter § 56, stk. 2, som følge af fortolkningen af vederlagsbegrebet.

Konkursrådet har i lovforarbejderne bemærket, at det er Konkursrådet opfattelse, at Østre Landsrets afgørelse var korrekt, og at resultatet i øvrigt er udtryk for en hensigtsmæssig retstilstand.

Højesterets dom er således i tråd med Konkursrådets bemærkninger til den nugældende bestemmelse i § 56, stk. 2, hvor det blev præciseret, at kun krav på periodisk vederlag for konkursperioden og indtil en eventuel opsigelse samt krav vedrørende faktiske dispositioner foretaget af konkursboet omfattes af § 93.

Set fra en kurators synspunkt ville en anden retstilstand potentielt medføre, at et konkursbo uforvarende kunne blive forpligtet til at udrede potentielt meget store krav på massekravsniveau.

Kurator har alene 14 dage til at tage stilling til, hvorvidt boet skal indtræde, og det er ikke altid praktisk muligt at sikre og gennemgå det fulde kontraktgrundlag, inden beslutningen skal træffes.

Det kan dog ikke udelukkes, at virksomheder i krise vil have større udfordringer med at fastholde gode nøglemedarbejdere, når den ellers mulige fastholdelsesbonus ikke kommer til udbetaling ved konkurs.

Derudover har sagen også betydning for forståelsen af funktionærlovens § 17a. Ved årtusindskiftet blev der indgået en række aftaler, navnlig for it-medarbejdere, om fastholdelsesbonus. Herefter var retspraksis og den generelle forståelse, at fastholdelsesbonus var omfattet af funktionærlovens § 17a, og at medarbejderne var berettiget til en forholdsmæssig andel af en sådan bonus, hvis de fratrådte inden. Højesteret ændrede denne retspraksis i dommen U.2012.1315H om Energinet. Også dengang fandt Højesteret, at fastholdelsesbonusserne i den konkrete sag ”alene” var en præmiering for at forblive i stillingen.