Højesterets dom i Syrien-sagen: Statens positive forpligtelser på fremmed territorium

Sagen kort

Sagen angik, om Udenrigsministeriet var forpligtet til at tilbyde bistand til at evakuere et barn, der er dansk statsborger fra Roj-lejren i det nordøstlige Syrien, sammen med barnets mor. 

I 2014 var kvinden udrejst fra Storbritannien til Syrien, hvor hun tilsluttede sig Islamisk Stat, og fødte barnet, som var appellant under sagen for Højesteret. 

Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde vurderet, at kvinden i Syrien havde bidraget med at opretholde og konsolidere Islamisk Stats position i området. PET havde desuden oplyst, at hun formentlig havde opnået våbentræning under opholdet i Syrien. Bl.a. på denne baggrund fratog Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2020 kvinden hendes danske statsborgerskab. Afgørelsen om fratagelsen af kvindens statsborgerskab er indbragt for domstolene i en anden verserende retssag.

I maj 2021 meddelte Udenrigsministeriet barnets og morens advokat, at regeringen havde besluttet at tilbyde at evakuere de danske børn fra lejrene i det nordøstlige Syrien. Dette skete på baggrund af afrapporteringen fra den tværministerielle Task Force Evakuering og PET’s sikkerhedsmæssige vurdering i forhold til en samlet håndtering af de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn i lejrene. 

Tre andre mødre, som havde dansk statsborgerskab, blev herefter tilbudt evakuering sammen med deres børn. De øvrige børn, herunder appellanten under sagen for Højesteret, blev tilbudt evakuering uden deres mødre på betingelse af, at mødrene gav samtykke hertil.

Appellantens hovedsynspunkt for domstolene var, at Udenrigsministeriet var forpligtet til at yde bistand til en samlet evakuering af ham og hans mor i medfør af artikel 3, stk. 2, i tillægsprotokol nr. 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), hvorefter ingen kan nægtes indrejse i den stat, hvori man er statsborger.

Et centralt tema under retssagen var, om bestemmelsen indebar en sådan evakueringsforpligtelse ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom af 14. september 2022 i sag 24384/19 og 44234/20, H.F. m.fl. mod Frankrig. EMD’s dom angik Frankrigs håndtering af franske statsborgere, der var udrejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Højesterets dom

Højesterets flertal (3 dommere) fandt, at der forelå sådanne ekstraordinære omstændigheder, at de danske myndigheder i medfør af artikel 3, stk. 2, i tillægsprotokol nr. 4 til EMRK, var forpligtede til at sikre, at appellantens ret til indrejse i Danmark var praktisk og effektiv, men dog således, at der ikke herved pålægges myndighederne en umulig eller uforholdsmæssig stor byrde.

På baggrund af oplysningerne i retssagen lagde Højesterets flertal til grund, at appellanten reelt ikke havde nogen mulighed for at blive evakueret til Danmark uden sin mor.

Flertallet udtalte i forlængelse heraf, at der efter EMD’s praksis stilles krav om, at de nationale myndigheder i en sådan situation skal sikre, at der tages behørigt hensyn til bl.a. barnets bedste sammen med barnets særlige sårbarhed og specifikke behov.

Flertallet udtalte, at det ikke fremgik af beslutningen om at tilbyde appellanten evakuering uden sin mor, hvordan hensynet til ham og hans specifikke sårbarhed og særlige behov var indgået, eller om der var foretaget en konkret og individuel vurdering af hensynet til appellanten over for bl.a. de sikkerhedsmæssige vurderinger.

Endvidere fandt flertallet, at oplysningerne om appellantens særligt sårbare situation og den klare anbefaling fra Sundhedsstyrelsen talte entydigt for, at han hurtigst muligt tilbydes bistand til evakuering sammen med sin mor.

Om de sikkerhedsmæssige vurderinger udtalte flertallet, at oplysninger fra PET viste, at appellantens mor havde været radikaliseret, og at hun kunne udgøre en sikkerhedsrisiko, som imidlertid efter flertallets opfattelse ikke adskilte sig væsentligt fra den sikkerhedsrisiko, der har været forbundet med at hjemtage andre kvinder fra lejrene til Danmark.

Efter en samlet afvejning fandt Højesterets flertal, at det ikke ville være en uforholdsmæssig stor byrde at tilbyde appellanten bistand til evakuering sammen med sin mor, og at det ville udgøre en krænkelse af konventionen ikke at tilbyde en sådan bistand. Højesterets flertal fastslog på den baggrund, at Udenrigsministeriet skulle anerkende, at appellanten skulle tilbydes bistand til evakuering sammen med sin mor. 

Én dissentierende højesteretsdommer stemte for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udenrigsministeriet. 

Denne dissentierende dommer udtalte bl.a., at beslutningen om at nægte appellanten bistand til at blive evakueret sammen med sin mor ikke indeholdt en behørig inddragelse af bl.a. hensynet til appellantens bedste, herunder hvad det vil betyde for ham at blive adskilt fra sin mor. Dommeren ville derfor hjemvise sagen med henblik på, at der blev foretaget en konkret og individuel afvejning over for bl.a. de sikkerhedsmæssige vurderinger.

Én yderligere dissentierende højesteretsdommer stemte for at stadfæste frifindelsen af Udenrigsministeriet.

Denne dissentierende dommer udtalte bl.a., at hverken artikel 3, stk. 2, i tillægsprotokol nr. 4 til EMRK, eller EMD’s fortolkning af denne bestemmelse efter hans opfattelse gav grundlag for en antagelse om, at de danske myndigheder skulle være forpligtede til at yde evakueringsbistand til kvinder, der er danske statsborgere og tilbageholdt i Roj-lejren i Syrien med deres børn. En sådan antagelse var efter denne dissentierende dommers opfattelse i direkte modstrid med dommen i H.F. m.fl. mod Frankrig. Det samme gjaldt en antagelse om, at danske børn i disse lejre skulle have krav på evakuering sammen med deres mødre, uanset om mødrene måtte have dansk statsborgerskab eller ikke, og uanset om børnene måtte være uden praktisk mulighed for evakuering uden deres mødre, fordi mødrene havde betinget evakuering af børnene af, at de selv fik lov at følge med.

Højesteret afsagde dom efter stemmeflertallet og ændrede derved landsrettens dom, hvorved Udenrigsministeriet var blevet frifundet.

Sagen blev varetaget af Rass Holdgaard & Sophus Carl Moseholm.

Rådgivende afsnit

Højesterets dom og dissenserne heri understreger betydningen af de konkrete omstændigheder for rækkevidden af staters positive forpligtelser efter EMRK og af udviklingen i EMD’s praksis, idet den centrale dom i H.F. m.fl. mod Frankrig blev afsagt mens den danske retssag verserede for byretten.