En gruppe landmænd havde nedlagt påstand om, at Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelser i indsatsplanbekendtgørelsen og miljøbeskyttelsesloven er retsstridige. Højesteret fandt, at appellanterne ikke havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet deres påstande. Højesteret afviste derfor sagen i det hele.
En gruppe landmænd havde nedlagt påstand om, at Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelser i indsatsplanbekendtgørelsen og miljøbeskyttelsesloven er retsstridige. Højesteret fandt, at appellanterne ikke havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet deres påstande. Højesteret afviste derfor sagen i det hele.
En gruppe landmænd havde nedlagt påstande om, at regler i miljøbeskyttelsesloven og indsatsplanbekendtgørelsen, der har til formål at beskytte grundvandet i Danmark, er retsstridige.
Sagen for Højesteret angik, om appellanterne havde retlig interesse i at få prøvet deres påstande vedrørende indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, og miljøbeskyttelseslovens § 21 b.
Af indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, fremgår, at kommunalbestyrelsens afgørelse om rådighedsindskrænkninger efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, skal ske ud fra en samlet vurdering af de hydrogeologiske forhold samt arealanvendelsen, herunder f.eks. data fra vandanalyser, forekomst af miljøfremmende stoffer i grundvandet, stigende tendenser af nitrat, pesticider eller øvrige relevante stoffer, eller andre relevante forhold.
For så vidt angår indsatsplanbekendtgørelsens § 7, stk. 2, nedlagde appellanterne påstand om, at Miljøministeriet skulle anerkende, at bestemmelsen er retsstridig, subsidiært og mere subsidiært, at bestemmelsen – med henvisning til forskellige konkrete forhold – er retsstridig i forhold til appellanterne.
I relation til appellanternes principale påstand bemærkede Højesteret, at påstanden måtte forstås sådan, at bestemmelsen er retsstridig i forhold til alle og enhver, og allerede som følge af den generelle udformning af påstanden, havde appellanterne ikke den fornødne retlige interesse i at få den prøvet.
Højesteret fandt heller ikke, at appellanterne havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet deres subsidiære og mere subsidiære påstande. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at der ikke over for nogen af appellanterne var truffet afgørelse om rådighedsindskrænkninger eller andre foranstaltninger efter miljøbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 1.