Dommen
Retten gav Skatteministeriet medhold i, at det udenlandske selskabs ledelse i den for sagen relevante periode havde sit sæde i Danmark, og at selskabet derfor i medfør af selskabsskattelovens § 1, stk. 6, måtte anses for hjemmehørende i Danmark.
Retten bemærkede, at direktøren for selskabet blev ansat i 2004, efter at hun i 1999 var startet i virksomheden som chefbogholder. Der var ikke andre bogholdere end hende i selskabet. Retten lagde til grund, at årsagen til udnævnelsen som direktør var, at den tidligere direktør, der var dansker, ikke formelt kunne fungere som direktør, fordi han ikke var bosiddende i det land, hvor selskabet var indregistreret. Videre bemærkede retten i den forbindelse, at der ikke blev udarbejdet en ny ansættelseskontrakt ved udnævnelsen til direktør, ligesom hun ikke fik lønforhøjelse ved udnævnelsen.
Efter direktørens forklaring lagde retten til grund, at hun i den relevante periode blandt andet varetog opgaver med at ansætte og afskedige chauffører. Opgaven blev i relation til behovet for chaufførarbejdskraft dog udført efter advisering fra det danske moderselskab.
Selv om direktøren havde skrevet under på en række dokumenter på vegne af selskabet, fandt retten – blandt andet på baggrund af de afgivne forklaringer – at det ikke kunne lægges til grund, at der har været tale om handlinger på baggrund af dennes egne overvejelser og beslutninger.
Retten lagde desuden til grund, at direktøren ikke havde adgang til at foretage betalinger på vegne af selskabet eller i øvrigt træffe større beslutninger af økonomisk karakter uden involvering af selskabets bestyrelse eller medarbejdere i det danske moderselskab.
Dertil kom, at direktøren hverken talte engelsk eller dansk, at hendes løn ikke kunne antages at afspejle et sædvanligt direktøransvar i en tilsvarende virksomhed med en omsætning i den pågældende størrelsesorden, og at hun alene blev involveret i strategiske beslutninger om driften og beslutninger om større investeringer ved orientering fra bestyrelsen.
Retten bemærkede i øvrigt, at den forretningsmæssige begrundelse for samhandelskonstruktionen i koncernen efter bevisførelsen fremstod uklar.
På denne baggrund lagde retten til grund, at direktørstillingen alene var udtryk for et formelt lederskab og ikke et reelt.
Retten lagde herved også vægt på, at direktørens forklaring på væsentlige punkter, når hun blev stillet åbne spørgsmål om sin direktørrolle, sine opgaver og koncernens struktur, fremstod særdeles usikker.
Den omstændighed, at direktøren i hvert fald i et vist omfang havde forestået ansættelser og afskedigelser, kunne herefter ikke føre til en anden vurdering.
Ved vurderingen af, om den daglige ledelse af selskabet reelt blev udøvet fra koncernens hovedsæde i Danmark, fandt retten – foruden det anførte om direktørens reelle ansvar og opgaver – at der måtte lægges afgørende vægt på, at hun på intet tidspunkt blev inviteret til at deltage i bestyrelsesmøder. Hun blev end ikke orienteret om afholdelse af bestyrelsesmøder.
Retten lagde herefter til grund, at de afgørende ledelsesmæssige og forretningsmæssige beslutninger, der var nødvendige for selskabets forretningsmæssige udøvelse i sin helhed, i det allervæsentligste blev truffet i Danmark.
