Ny lov skal begrænse opkøb af fast ejendom i spekulationsøjemed i Grønland

Med den nye lov er der indført begrænsninger for personer uden dansk statsborgerskabs muligheder for køb af fast ejendom i Grønland. De skal nu i stedet ansøge Naalakkersuisut, hvis de ønsker at erhverve fast ejendom i Grønland, som herefter skal tage stilling til, om de kan meddeles tilladelse. Loven er blandt andet indført for at undgå en markant forrykkelse af priserne på fast ejendom i Grønland som følge af udenlandske opkøb.

Med den nye lov er der indført begrænsninger for personer uden dansk statsborgerskabs muligheder for køb af fast ejendom i Grønland. De skal nu i stedet ansøge Naalakkersuisut, hvis de ønsker at erhverve fast ejendom i Grønland, som herefter skal tage stilling til, om de kan meddeles tilladelse. Loven er blandt andet indført for at undgå en markant forrykkelse af priserne på fast ejendom i Grønland som følge af udenlandske opkøb.

Den 1. januar 2026 trådte en ny lov om erhvervelse af adkomst eller brugsret til fast ejendom i kraft i Grønland. 

Loven er indført for at undgå opkøb af blandt andet boliger i spekulationsøjemed. På denne baggrund er der med den nye lov fastsat regler for, hvilke fysiske og juridiske personer der kan erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom i Grønland samt opnå brugsret til arealer.

Det grønlandske marked for fast ejendom er et relativt lille marked, og pris og udbud er baseret på eksisterende finansieringsmuligheder, opsparinger og indkomstniveauet generelt. 

En risiko ved udenlandske opkøb af fast ejendom i Grønland er, at priserne og udbuddet forrykkes markant således, at befolkningens muligheder for at eje eller leje fast ejendom forringes. Udenlandske opkøb eller leje af bestående boliger eller erhvervsejendomme vil for eksempel kunne påvirke prisdannelsen og udbuddet af fast ejendom, hvilket kan begrænse eller fordyre befolkningens muligheder for at købe eller leje boliger samt mulighederne for at etablere erhvervsvirksomhed.  

Hvilke grupper kan købe fast ejendom i Grønland efter loven?

Loven ændrer ikke på, at personer med dansk statsborgerskab og de af dem 100 % ejede kapitalselskaber uden begrænsninger kan erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom i Grønland eller erhverve brugsret til et areal i Grønland.

Personer uden dansk statsborgerskab og de af dem 100 % ejede kapitalselskaber vil kunne erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom i Grønland eller erhverve brugsret til et areal i Grønland, hvis personen har fast bopæl og folkeregisteradresse i Grønland, og har haft det i de forudgående to år eller derover, og er fuldt skattepligtig til Grønland og har været det i de forudgående to år eller derover.

Pengeinstitutter, realkreditinstitutioner og pensionskasser med hjemsted i Danmark, Grønland eller Færøerne og som er underlagt tilsyn af Finanstilsynet eller Tryggingareftirlitið på Færøerne kan desuden også erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom samt brugsret til et areal i Grønland.

Fysiske og juridiske personer, som driver virksomhed på grundlag af tilladelse fra Naalakkersuisut i henhold til gældende lovgivning om fiskeri, mineralaktiviteter, lokale mineralaktiviteter, mineralske råstoffer og turisme, is og vand, har desuden også mulighed for fortsat at erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom, som skal indgå i virksomheden. Det kunne f.eks. være boliger til medarbejdere.

Adgangen til at erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom i Grønland ved bl.a. arv og bodeling er i øvrigt heller ikke omfattet af lovens begrænsning, ligesom foreninger, der ikke driver erhvervsmæssig virksomhed, også kan erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom, hvis de har registreret hjemsted og adresse i Grønland og har haft det de forudgående to år eller derover.

Lovens begrænsning gælder desuden ikke ved erhvervelse af brugsret til fast ejendom til egen bolig, eller brugsret af midlertidig karakter. Naalakkersuisut kan fastsætte de nærmere regler om midlertidig brugsret til fast ejendom.

Mulighed for tilladelse til køb af fast ejendom i Grønland

Hvis en person eller et selskab ikke er omfattet af den kreds, som frit kan erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom i Grønland, skal de efter loven indhente en forudgående skriftlig tilladelse fra Naalakkersuisut. 

Der er ikke i loven eller forarbejderne fastsat retningslinjer for praksis for behandlingen af ansøgninger om tilladelse til at erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom i Grønland eller erhverve brugsret til et areal i Grønland. I lovforarbejderne er det dog bl.a. angivet, at myndighederne skal foretage en almindelig vurdering af formålet med erhvervelsen af den faste ejendom, de økonomiske effekter og indvirkningen på det lokale ejendomsmarked.

Hvis fast ejendom eller brugsret til et areal erhverves i strid med den nye lov, er erhvervelsen ugyldig.

Betydningen af loven

Loven indfører nogle begrænsninger for personer uden dansk statsborgerskabs muligheder for at erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom og brugsret til et areal i Grønland. 

Vurderingen af hvorvidt en person eller et selskab er omfattet af den kreds, som frit kan erhverve adkomst eller brugsret til fast ejendom i Grønland kan dog i visse tilfælde give anledning til nærmere undersøgelser. 

Hvis en person eller et selskab ikke er omfattet af den kreds, som frit kan erhverve fast ejendom i Grønland, giver loven dog mulighed for, at Naalakkersuisut kan meddele tilladelse efter en ansøgning. Ved behandlingen af ansøgninger har Naalakkersuisut et betydeligt skøn ved vurderingen af, om der skal meddeles tilladelse. 

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.