Nye kendelser: Advokat pålagt bøder for tilsidesættelse af konkursloven

Advokatnævnet har den 28. januar 2026 afsagt kendelser i klagesager mod en advokat, der tidligere var udpeget som kurator og rekonstruktør. Advokatnævnet fastslår, at advokaten groft tilsidesatte god advokatskik ved sin håndtering af konkursboer, jf. retsplejelovens § 126.

Advokatnævnet har den 28. januar 2026 afsagt kendelser i klagesager mod en advokat, der tidligere var udpeget som kurator og rekonstruktør. Advokatnævnet fastslår, at advokaten groft tilsidesatte god advokatskik ved sin håndtering af konkursboer, jf. retsplejelovens § 126.

Advokatnævnet har afsagt kendelser i tre disciplinærsager, der blev indgivet mod advokaten den 31. marts 2025. Advokatnævnet fandt, at advokaten handlede groft i strid med god advokatskik i forbindelse med tre forskellige konkursboer, hvor advokaten var udpeget som kurator eller rekonstruktør.  

Advokatnævnet har i den sammenhæng pålagt advokaten bøder på i alt kr. 70.000.

Klagesagerne blev indledt som følge af den rolle, som en advokat havde i TV2-dokumentaren ”Den Sorte Svane”. Advokaten fremkom i denne forbindelse med en række udtalelser, som kunne give det indtryk, at advokaten ikke ville udføre en korrekt og kvalitetsmæssigt forsvarlig bobehandling, hvis vedkommende blev udpeget som kurator i sagerne, der blev omtalt i programmet.

KENDELSE NR. 1: RÅDGIVNING OM HEMMELIGHOLDELSE 

Advokatnævnet har i den første offentliggjorte kendelse (sagsnr. 2025-1118) behandlet en klage mod advokaten. Klagen vedrørte advokatens rådgivning af en personlig skyldner i forbindelse med dennes rekonstruktion og konkurs, hvor advokaten var udpeget som rekonstruktør. 

Advokaten skrev i en SMS følgende til skyldner, efter skyldner blev taget under konkursbehandling af skifteretten, og efter advokaten fratrådte som rekonstruktør: ”Du skal Overveje at låne en mobiltelefon fra en anden. Hvis dette er din mobiltelefon personligt , så forvent, at de inddrager den og læser al korrespondancen og sms er , inkl alle e-mails. Også selvom der måtte være Private”.

Advokatnævnet fandt, at advokaten rådgav skyldner om at tilbageholde oplysninger fra kurator, som skyldner var forpligtet til at udlevere efter konkurslovens bestemmelser. Advokatnævnet fandt som følge heraf, at advokatens rådgivning gik langt videre, end berettigede hensyn til skyldnerens interesser tilsagde, og at advokaten herved havde groft tilsidesat god advokatskik.

Advokatnævnet lagde i denne forbindelse særligt vægt på, at SMS-beskederne efter en samlet vurdering ikke kunne forstås på anden måde, end at advokaten opfordrede skyldner til at modarbejde kurators arbejde og til at handle i strid med sine forpligtelser efter konkurslovens § 100.

Advokaten blev herefter pålagt en bøde på kr. 20.000.

KENDELSE NR. 2: SALG PÅ UFULDSTÆNDIGT GRUNDLAG

Advokatnævnet har i den anden offentliggjorte kendelse (sagsnr. 2025-1123) behandlet en klage mod advokaten, der vedrørte dennes rolle som kurator. Klagen vedrørte blandt andet, om advokaten havde undladt at varetage konkursboets interesser ved at sælge aktiver på et ufuldstændigt grundlag.

Advokatnævnet fandt, at advokaten havde solgt konkursboets aktiver på et ufuldstændigt og mangelfuldt grundlag, idet der på tidspunktet for købesummens betaling ikke forelå oplysninger om boets aktiver og deres værdi. Advokatnævnet lagde blandt andet vægt på, at der først samme dag, som købesummen blev modtaget, blev anmodet om en vurderings- og registreringsrapport af selskabets aktiver.

Advokatnævnet udtalte endvidere, at advokatens opmærksomhed burde have været særlig skærpet, da der var sammenfald mellem ledelsen i det konkursramte selskab og køberselskabet. Der kunne derfor være en risiko for, at boets aktiver blev afhændet til underpris og i strid med boets interesser, jf. konkurslovens § 110. Advokatnævnet tog ikke herved stilling til, om boets aktiver reelt blev solgt for billigt.

Advokaten blev herefter pålagt en bøde på kr. 20.000.

KENDELSE NR. 3: URIGTIGE OPLYSNINGER TIL SKIFTERETTEN

Advokatnævnet har i den tredje offentliggjorte kendelse (sagsnr. 2025-1124) behandlet en klage mod advokaten, der også vedrørte dennes rolle som kurator.

Klagen vedrørte for det første, om advokaten havde afgivet en habilitetserklæring over for skifteretten uden at foretage tilstrækkelige undersøgelser om sin habilitet. Klagen vedrørte desuden, om advokaten havde undladt at sikre, at væsentlige oplysninger om klientforhold blev forelagt for skifteretten.

Advokaten undlod i den konkrete sag at oplyse skifteretten om, at dennes partnerkollega havde ydet advokatbistand til det konkursramte selskab. Advokaten oplyste desuden ikke, at det konkursramte selskab havde betalt et salær på kr. 232.000 og havde et tilgodehavende i konkursboet på kr. 140.875. Advokatnævnet fandt, at disse forhold udgjorde en grov tilsidesættelse af god advokatskik.

Klagen vedrørte for det andet, at advokatens medarbejder havde vurderet, om konkursboet kunne rejse krav mod advokatfirmaet selv. Advokatnævnet fandt, at dette forhold også udgjorde en tilsidesættelse af god advokatskik, idet advokaten befandt sig i en interessekonflikt, uden at denne som minimum anmodede skifteretten om at indsætte en medkurator eller en ad hoc-kurator til at håndtere konflikten.

Advokaten blev herefter pålagt en bøde på kr. 30.000.

Kommentar: Disciplinært ansvar for kurator og nye oplysningskrav

Advokatnævnet har ved sine kendelser fastslået, at det kan være i strid med god advokatskik, hvis kurator handler i strid med konkurslovens bestemmelser. Disciplinære krav til advokaters adfærd gælder på denne baggrund også i forbindelse med advokaters konkursbehandling som kurator eller rekonstruktør, og det er ikke kun skifteretten, som har kompetence til at behandle klager over disse.

Advokatnævnets kendelser understreger, at kurator (selvsagt) har pligt til at give korrekte oplysninger over for skifteretten, og at kurator skal sikre salg af konkursboets aktiver på et tilstrækkeligt grundlag. 

Kendelserne er i overensstemmelse med den nye ændring af konkursloven, som har været gældende fra den 1. januar 2026. Kurator skal ifølge lovændringen blandt andet oplyse skifteretten om, hvis der er ydet rådgivning til skyldner m.fl. senere end 1 år før fristdagen, jf. konkurslovens § 238, stk. 4.

Læs mere om vores rådgivning inden for Insolvens og rekonstruktion.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.