Principiel byretsdom om frasalg og ejendomsvurdering

Skatteministeriet har fået medhold i sag om, hvornår et overdraget areal ”vurderes som tilhørende den nye ejer ”.

Skatteministeriet har fået medhold i sag om, hvornår et overdraget areal ”vurderes som tilhørende den nye ejer ”.

Sagens baggrund:

En ejendomsejer havde i april 2019 indgået en betinget købsaftale om overdragelse af et delareal, som køberen skulle overtage mod til gengæld opføre seks nøglefærdige feriehuse til en samlet værdi på 4. mio. kr. på den tilbageværende del af ejendommen. Handlen var betinget af endelig udstykning og godkendelse af den nye lokalplan. Skødet blev tinglyst den 29. juli 2020, men var betinget af Geodatastyrelsens godkendelse af den endelige matrikulære arealoverførsel. Geodatastyrelsen godkendte arealoverførslen den 5. november 2020.

Landsskatteretten fastsatte ejendommens grundværdi til 21.653.600 kr. og ejendomsværdien til 22.471.400 kr. pr. 1. oktober 2020 med det frasolgte areal medregnet.

Ejeren mente, at arealet ikke skulle indgå i vurderingsgrundlaget, fordi det var frasolgt inden vurderingstidspunktet, og indbragte sagen for Retten i Herning. Grundejeren gjorde i den forbindelse også gældende, at ejendomsvurderingen var for høj uafhængigt af, om det frasolgte areal skulle indgå. Retssagen blev der afgjort af tre dommere, fordi spørgsmålet om den vurderingsmæssige behandling af det frasolgte areal er af principiel karakter.

Byrettens dom

Retten udtalte med henvisning til vurderingslovens § 8, stk. 4, og bestemmelsens ordlyd samt tinglysningslovens § 10, stk. 4, at et overdraget areal først ”vurderes som tilhørende den nye ejer”, når der er tinglyst et skøde, hvortil der ikke er knyttet andre betingelser end købesummens berigtigelse indenfor en nærmere angiven frist. Retten bemærkede, at denne fortolkning blev understøttet af systematikken i tinglysningssløjfen, jf. tinglysningslovens § 21 og udstykningslovens § 25. Det frasolgte areal skulle derfor indgå i vurderingen pr. 1. oktober 2020, som vurderingsmyndighedernes afgørelser var baseret på.

Retten fandt desuden, at det ikke kunne antages, at det skøn, som vurderingsmyndighederne havde foretaget vedrørende grundværdien, hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen blev varetaget af advokat Mattias Chor og advokat Maja Højholt-Nielsen

Læs mere om vores rådgivning inden for Skatter og afgifter.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.