Prøv det
Cecilie og Amanda er enige i, at det er lærerigt, at de i en presset hverdag har et godt netværk på kontoret. De finder en sikkerhed i, at der er rigtig meget erfaring at hente fra de mere erfarne advokater, samtidig med at der er mange advokatfuldmægtige, som man kan tale med om mindre spørgsmål og praktiske overvejelser. Det giver tryghed at vide, at der altid er mulighed for at få en masse råd, tips og tricks med på vejen i retten.
Amanda har erfaret, at hendes almindelige tilgang til generelt at være struktureret er en uundværlig egenskab at have med sig i retten. Man skal huske, at man skal gøre det forståeligt for dommerne og modparten. Samstemmende med Amanda, er Cecilies vigtigste erfaring fra retten, at man skal kunne formidle og strukturere sine synspunkter, så de er letforståelige.
”Man taler i sidste ende til et menneske, som også skal kunne forstå sagen. Det kan derfor hjælpe at stille sig selv spørgsmålet: ”Hvordan forklarer jeg dette på en letforståelig måde?””
At gå i retten er selvfølgelig en faglig og juridisk disciplin, men det betyder ikke, at man ikke også kan drage nytte af helt andre oplevelser, som man har haft i sit liv. Amanda fremhæver, at hun f.eks. da hun var yngre spillede teater og musical, og at hun nok ubevidst bruger nogle værktøjer derfra bl.a. ved at hæve stemmen, tale tydeligt og have blik for, hvem det er, man taler til. I retslokalet træder man ind i en form for karakter.
Hvis Amanda skulle give ét råd videre, er det ”prøv det”. Som advokatfuldmægtig er det faktisk en mulighed, som Amanda synes, at man bør drage nytte af, hvis man går med overvejelser om at blive procesadvokat. Det er en sjov og lærerig oplevelse at gå i retten. Og kun i retssalen vil man rigtig finde svaret på, om man ønsker at være procesadvokat eller ej.
Vi kan selv relatere til, at det som studerende kan være svært at vide, hvad man ønsker at arbejde med efter studiet. Men hvis du har en spirende procedør gemt i dig, skal du bestemt ikke holde dig tilbage fra at prøve rollen som procesadvokat af. For som Cecilie og Amanda fortæller, er det slet ikke så skræmmende, som de fleste går og tror, og man ved ikke, om man er til det, før man har givet det et forsøg.
Hos Poul Schmith/Kammeradvokaten har vi flere afdelinger, som beskæftiger sig med retssagsførelse, og hvor man som advokatfuldmægtig derfor meget tidligt kan prøve kræfter med at gå i retten.
Artiklen er forfattet af Julie Lærke Buch-Olsen og tidligere ansat Cassandra Mølkjær