Advokatundersøgelse af ledelsesmæssige dispositioner

Publikation

Få indblik i processen omkring en konkret advokatundersøgelse, hvor en tilsynsmyndighed havde udtalt kritik af ledelsesmæssige dispositioner, der medførte overtrædelse af de ansættelsesretlige regler.

Få indblik i processen omkring en konkret advokatundersøgelse, hvor en tilsynsmyndighed havde udtalt kritik af ledelsesmæssige dispositioner, der medførte overtrædelse af de ansættelsesretlige regler.

PARTNER OG ADVOKAT(L) HANNE MARTHINE FREDERIKSEN

Hanne Marthine har medvirket til flere advokatundersøgelser vedrørende ledelsesmæssige dispositioner, f.eks. i forbindelse med spørgsmål om erstatningsansvar. Hun har været ansvarlig for gennemgangen af omfattende materiale, afhøringer og den efterfølgende rapportskrivning inklusiv de konkrete, afsluttende vurderinger af den samlede undersøgelse. Derudover varetager Hanne Marthine et omfattende antal lovpligtige og frivillige whistleblowerordninger blandt firmaets kunder, hvilket indebærer en daglig berøring med undersøgelse af og opfølgning på indberetninger om mulige besvigelser, alvorlige lovovertrædelser, habilitetskonflikter m.v.

FAKTA

Det er et særligt kendetegn ved ansættelsesforholdet, at arbejdsgiveren har ledelsesret i forhold til lønmodtageren. Ledelsesretten er også fastslået i de kollektive overenskomster. Arbejdsgiveren er forpligtet til at sikre, at ansættelsesforholdet følger den gældende overenskomst og lovgivning, så de ansættelsesretlige regler ikke overtrædes ved indgåelse af eller ændring af ansættelsesforholdet.

HVAD GIK ADVOKATUNDERSØGELSEN UD PÅ – OG HVORDAN GREB VI DET AN?

Poul Schmith/Kammeradvokaten fik til opgave at gennemføre en advokatundersøgelse. Baggrunden var, at en tilsynsmyndighed havde udtalt kritik af ledelsesmæssige dispositioner i en unavngiven organisation, idet de pågældende dispositioner havde ført til overtrædelse af de ansættelsesretlige regler mellem arbejdsgiver og ansat.

Hanne Marthine og hendes kollegers opgave bestod derfor i at afdække det faktiske begivenhedsforløb op til, at de ledelsesmæssige dispositioner blev foretaget, for at vurdere, om der var grundlag for at rejse et erstatningskrav mod ét eller flere ledelsesmedlemmer. For at kunne afdække et sådant begivenhedsforløb sammensatte Hanne Marthine et hold bestående af advokater og fuldmægtige fra forskellige faggrupper med de rette faglige kompetencer til at varetage og vurdere alle forhold i sagen. Hanne Marthine og kollegerne foretog herefter en grundig gennemgang af materiale, herunder referater, protokoller, kontrakter, breve og e-mails, som blev udleveret af kunden. De anmodede ligeledes myndigheder om aktindsigt og gennemførte afhøringer af de berørte og involverede personer.

Det omfattende informationsarbejde mundede ud i en 40 siders-rapport samt et kortere resumé til kunden indeholdende en sammenfattende vurdering og konklusioner. Både rapporten og resuméet blev leveret i en anonymiseret version, der egnede sig til offentliggørelse, og i en ikke-anonymiseret version til kunden.

Poul Schmith/Kammeradvokaten fik opgaven grundet firmaets erfaring med at afdække ledelsesmæssige dispositioner samt vores tilrettelæggelse af processen, der sikrer, at sagen behandles sagligt og objektivt – både i forhold til kunden og øvrige berørte og involverede.

PROCES EFTER ADVOKATUNDERSØGELSEN

Kunden offentliggjorde Hanne Marthine og kollegernes sammenfattende vurdering og konklusioner og anvendte firmaets undersøgelse som grundlag for en videre dialog med og afslutning af forløbet med tilsynsmyndigheden. Undersøgelsen gav desuden anledning til, at der blev gennemført en række tiltag på ledelsesniveau med henblik på så vidt muligt at sikre mod, at sådanne dispositioner vil blive foretaget en anden gang.

Hold dig opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbreve, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbreve din nøgle til det hele.