Fremgangsmåde ved vurdering af om kommuner må indgå forlig
Det følger af administrativ praksis, at kommuner må indgå forlig, såfremt der foreligger et relevant og relativt sikkert grundlag (se bl.a. Statsforvaltningens udtalelse af 21. februar 2008 j. nr. 2008-6123/335).
Når kommunen skal afgøre, om der foreligger et relevant og relativt sikkert grundlag, kan kommunen foretage en undersøgelse i to trin. I første trin kan kommunen på egen hånd vurdere, om der foreligger et relevant og relativt sikkert grundlag. I et eventuelt andet trin kan kommunen indhente en ekstern ekspertvurdering af, om der foreligger et sådan grundlag.
Første trin: Kommunens egen vurdering
Det fremgår af administrativ praksis, at kommunen har et vist spillerum, når den skal vurdere, hvornår der med henblik på at begrænse kommunens udgifter til erstatning bør indgås forlig (se bl.a. Indenrigsministeriets udtalelse af 15. maj 1997).
Det skal bl.a. indgå i kommunens vurdering, om kommunen ville blive dømt erstatningsansvarlig ved en evt. retssag og herunder, om kommunen har handlet i strid med den relevante lovgivning (se bl.a. Statsforvaltningens brev af 13. oktober 2008 til Århus Byråd, J. nr. 2008-613/353).
Vurderer kommunen, at den ville blive dømt erstatningsansvarlig i en retssag om spørgsmålet, kan kommunen - som følge af grundsætningen om at kommunen skal handle økonomisk forsvarligt – udbetale erstatning/godtgørelse eller indgå forlig med henblik på at begrænse udgifterne til en retssag.
Finder kommunen omvendt, at den enten ikke er erstatningsansvarlig, eller at det er tvivlsomt, om kommunen ville blive dømt i en eventuel retssag, kan kommunen ikke indenfor rammerne af kommunalfuldmagten udbetale erstatning/godtgørelse eller indgå et forlig.
Andet trin: Ekstern ekspertvurdering
Såfremt det er tvivlsomt, om kommunen i en eventuel retssag ville blive dømt erstatningsansvarlig, kan kommunen afhjælpe denne tvivl ved at indhente en ekstern ekspertvurdering om spørgsmålet.
I Statsforvaltningens brev af 13. oktober 2008 til Århus Byråd (j. nr. 2008-613/353) lagde Statsforvaltningen vægt på, at kommunen til brug for sin vurdering af et erstatningskrav havde indhentet en udtalelse fra sin advokat. Da advokaten ikke mente, at kommunen havde handlet ansvarspådragende, og da Statsforvaltningen ikke havde mulighed for at efterprøve denne vurdering, der i sidste ende henhører under domstolene, fandt Statsforvaltningen, at kommunen ikke lovligt kunne bevilge en erstatning til forurettede uden, at kommunen var dømt dertil.
Det må modsætningsvis lægges til grund, at kommunen lovligt kunne have udbetalt erstatning/godtgørelse eller indgået et forlig, såfremt kommunens advokat havde fundet, at det var overvejende sandsynligt, at kommunen ville blive dømt erstatningsansvarlig.
En ekstern vurdering udarbejdet af en ekspert indenfor det område, som erstatningssagen vedrører, kan således udgøre et tilstrækkeligt relevant og relativt sikkert grundlag for udbetaling af erstatning/godtgørelse og indgåelse af forlig.
Det kan som anført være vanskeligt at balancere hensynet til ikke at begunstige enkeltpersoner over for kommunens pligt til at begrænse udgifter til en eventuel retssag. Såfremt en kommune har gennemført ovenstående to trin i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger et relevant og relativt sikkert grundlag, vil kommunen dog som det klare udgangspunkt handle indenfor rammerne af kommunalfuldmagten.