Arbejdsmiljø og den særlige beskyttelse af arbejdsmiljørepræsentanter

I februar 2024 trådte nye regler i kraft, som sikrer en beskyttelse af alle arbejdsmiljørepræsentanter. Omfanget af beskyttelsen varierer dog afhængigt af, om arbejdsmiljørepræsentanten er dækket af en overenskomst eller ej. I denne nyhed kigger vi nærmere på den særlige beskyttelse af arbejdsmiljørepræsentanter.

I februar 2024 trådte nye regler i kraft, som sikrer en beskyttelse af alle arbejdsmiljørepræsentanter. Omfanget af beskyttelsen varierer dog afhængigt af, om arbejdsmiljørepræsentanten er dækket af en overenskomst eller ej. I denne nyhed kigger vi nærmere på den særlige beskyttelse af arbejdsmiljørepræsentanter.

HVAD ER EN ARBEJDSMILJØREPRÆSENTANT?

Arbejdsmiljøloven indeholder en række bestemmelser om sikkerheds- og sundhedsarbejde i virksomheder. Dette indebærer blandt andet, at der i virksomheder med mere end 10 ansatte skal ske organisering af samarbejdet om sikkerhed og sundhed i en arbejdsmiljøorganisation, hvor der skal udpeges en eller flere arbejdsmiljørepræsentanter.

En arbejdsmiljørepræsentant vælges af medarbejderne i virksomheden, og deres rolle er at repræsentere medarbejderne i samarbejdet om sikkerhed og sundhed og dermed bidrage til et sundt og sikkert arbejdsmiljø.

BESKYTTELSEN AF ARBEJDSMILJØREPRÆSENTANTER

Det følger af arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2, at en arbejdsmiljørepræsentant er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.

Det betyder, at overenskomsters regler om opsigelse af tillidsrepræsentanter også gælder for arbejdsmiljørepræsentanter.

Det vil ofte være reguleret i overenskomster, at en tillidsrepræsentant alene kan afskediges, hvis det er begrundet i såkaldte tvingende årsager, ligesom overenskomster typisk indeholder krav om en særlig afskedigelsesprocedure. Overholdes disse regler ikke, har vedkommende krav på en godtgørelse.

I en nyere faglig voldgiftskendelse fra den 22. juni 2023 blev en opsagt arbejdsmiljørepræsentant tilkendt en godtgørelse på 500.000 kr. efter kun 5 måneders ansættelse. Kendelsen illustrerer, at godtgørelsesniveauet ved afskedigelse af tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanter er højt, også selvom medarbejderen ikke har lang anciennitet på opsigelsestidspunktet. Vi har gennemgået kendelsen nærmere i vores nyhed, som kan læses her.

Der er således tale om en væsentlig højere godtgørelse end den godtgørelse, som en medarbejder kan få ved en usaglig afskedigelse efter funktionærloven.

Visse faggrupper er imidlertid ikke dækket af overenskomster, og det er arbejdsmiljørepræsentanten, som skal bevise, at der er en tillidsrepræsentantsbeskyttelse inden for et tilsvarende faglige område.

På det private arbejdsmarked er eksempelvis akademikere normalt ikke dækket af overenskomst, og det afgørende for, om de er beskyttet efter arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2, er derfor, om der er overenskomster på et ”tilsvarende” fagligt område, som indeholder beskyttelse af tillidsrepræsentanter. Er der ikke det, er medarbejderne ikke særligt beskyttet efter arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2. Det har Højesteret slået fast den 29. november 2017 (U.2018.900H).

I den konkrete sag var der tale om en it-medarbejder ansat i en virksomhed uden overenskomst. Højesteret udtalte, at det beror på en samlet bedømmelse, om der foreligger en overenskomst på et ”tilsvarende” fagligt område, hvor der navnlig skal lægges vægt på karakteren af det arbejde, som arbejdsmiljørepræsentanten er ansat til at udføre, samt arbejdsmiljørepræsentantens uddannelsesmæssige baggrund og kvalifikationer. Dette er i tråd med Højesterets tidligere praksis (U.2013.448H).

Højesteret fandt i den konkrete sag ikke, at nogle af de i sagen påberåbte overenskomster kunne anses for at dække et ”tilsvarende” fagligt område. Arbejdsgiveren blev derfor frifundet for at betale en godtgørelse. It-medarbejderen var således ikke særligt beskyttet mod afskedigelse i den konkrete situation.

Selv hvis arbejdsmiljørepræsentanten kan bevise, at der findes en tillidsrepræsentantbeskyttelse inden for et tilsvarende fagligt område, kan beskyttelsen dog være begrænset, da en særlig afskedigelsesprocedure med forhandling og prøvelse ved faglig voldgift ikke kan overholdes på uorganiserede arbejdspladser. I sådanne tilfælde vil beskyttelsen alene ligge i, at afskedigelsen skal være begrundet i tvingende årsager.

NYE REGLER OM BESKYTTELSE

Den 1. februar 2024 trådte en ændring af arbejdsmiljøloven i kraft, som bestod i en tilføjelse af et nyt stk. 3 i arbejdsmiljølovens § 10.

Den nye bestemmelse i arbejdsmiljølovens § 10, stk. 3, medfører, at hvis arbejdsmiljørepræsentanten ikke er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold efter § 10, stk. 2, fordi arbejdet ikke er dækket af en overenskomst eller en tilsvarende overenskomst, skal den pågældende have et forlænget opsigelsesvarsel på 6 uger.

I lovbemærkningerne henvises der til Højesterets dom af 29. november 2017, ligesom det fremgår, at formålet med ændringen er at sikre alle arbejdsmiljørepræsentanter en særlig beskyttelse mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene, idet der dog gælder særlige regler inden for bygge- og anlægsbranchen.

Bestemmelsen i stk. 3 regulerer imidlertid ikke spørgsmålet om, hvornår man kan afskedige en arbejdsmiljørepræsentant, og det er derfor heller ikke et krav, at der er ”tvingende grunde” eller en særlig afskedigelsesprocedure.  

Er arbejdsmiljørepræsentanten en funktionær, som har været ansat i mindst et år, gælder der dog en almindelig beskyttelse mod usaglig opsigelse efter funktionærlovens § 2 b. Hertil kommer den særlige afskedigelsesbeskyttelse i relation til forskelsbehandling på grund af køn, handicap, alder, mv., som gælder for alle lønmodtagere.

6 UGERS FORLÆNGET OPSIGELSESVARSEL

I praksis vil arbejdsmiljølovens § 10, stk. 3, få betydning for arbejdsmiljørepræsentanter, der ikke er omfattet af en overenskomst.

Som eksempel kan nævnes en akademisk funktionær, der arbejder for en arbejdsgiver, som ikke er omfattet af en overenskomst. Arbejdsgiverens varsel ved opsigelse af funktionærer er reguleret i funktionærloven, hvorefter arbejdsgivers opsigelse kan ske med 1-6 måneders varsel til fratræden ved en måneds udgang. Varslets længde afhænger af funktionærens anciennitet. Opsigelsen skal gives skriftligt senest den sidste i den måned, efter hvis udløb opsigelsesvarslet begynder at løbe.

Arbejdsmiljølovens § 10, stk. 3, betyder i et sådant tilfælde, at den akademiske funktionær, som er arbejdsmiljørepræsentant, skal opsiges med funktionærlovens varsel forlænget med 6 uger.

Der er ikke i lovbemærkningerne taget stilling til, om der med lovændringen tilsigtes en ændringen af funktionærlovens regler om, at fratræden skal ske ved en måneds udgang. Der er heller ikke i praksis set eksempler på fortolkning endnu.

Det er dog vores vurdering, at § 10, stk. 3, medfører, at en funktionær, som er arbejdsmiljørepræsentant, ikke nødvendigvis fratræder ved udgangen af en måned.

Det må dog antages, at de 6 ugers forlængelse af opsigelsesvarslet kan gives, før funktionærlovens varsler begynder at løbe, så funktionæren fortsat fratræder ved udgangen af en måned.

Vores anbefaling

Ved afskedigelser skal en arbejdsgiver være opmærksom på, om der er tale om en særlig beskyttet medarbejder, som f.eks. en arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant.

Overholdes regler om beskyttelse af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter ikke, kan det blive dyrt for arbejdsgiveren.

Vi anbefaler derfor, at arbejdsgiveren sikrer sig, at opsigelsen følger den korrekte procedure og overholder alle regler.

Vores team af specialister har stor erfaring med at bistå offentlige og private arbejdsgivere med afskedigelse af særligt beskyttede medarbejdere. Har du som arbejdsgiver brug for bistand til ovenstående, er du velkommen til at kontakte os.

Hold Dig Opdateret: Få juridisk viden og indsigter fra vores eksperter direkte i din Indbakke

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, bliver du opdateret på seneste nyt fra de retsområder, som du ønsker at følge. Du får også adgang til kommende kurser, webinarer og arrangementer – alt sammen designet til at holde dig informeret og ajour. Uanset om du er på udkig efter rådgivning, viden eller netværksmuligheder, er vores nyhedsbrev din nøgle til det hele fra et full-service advokatfirma. Tilmeld dig her.