I sine 29 år som advokat har Hagel-Sørensen spredt sig over et imponerende stort antal juridiske områder og ført nogle af de mest komplekse og principielle retssager ved de danske domstole. Intet mindre end 80 gange har han procederet for Højesteret og ofte foran hele 9 dommere. Han stod således i spidsen for bl.a. sagen om Maastricht-traktatens forhold til Grundloven, Thule-sagen om tvangsflytningen af grønlandske fangere, sagen om rockerlovens grundlovsmæssighed samt sagen om Københavns Havn, der endte med, at der blev frigivet ca. 2,5 milliarder kroner fra havnen til brug for bygningen af Metro Cityringen. I 2017 førte og vandt han på vegne af regeringen højesteretssagen om, hvorvidt treårsreglen for familiesammenføring af syriske flygtninge var i strid med menneskerettighederne.
Men det er ikke kun retssagerne, der gennem årene har optaget Hagel-Sørensen. Rådgivningen af klienterne har også spillet en central rolle og ofte omfattet ganske komplekse spørgsmål. Han rådgav således bl.a. regeringen om privatiseringen af TV2 tilbage i 2005 – noget, der endte med ikke at blive gennemført netop efter råd fra Hagel-Sørensen. De senere år har han bistået Grønlands Selvstyre og bl.a. undervist centraladministrationen mod nord. For ham har det i rådgivningen været afgørende at forstå klientens egentlige behov og yde en rådgivning, der udover en juridisk vurdering også anlagde et kommercielt perspektiv, der understøttede klientens forretningsmæssige mål.
KVALITET OG EFFEKTIVITET SOM VAREMÆRKE
Imens Hagel-Sørensen stod i spidsen som Kammeradvokat, undergik Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith en omfattende forandring og modernisering. Han var med til at sikre, at firmaet blev hurtigere i sin sagsbehandling, uden at der blev gået på kompromis med kvaliteten. De første 15 år varetog han rollen som kvalitetsstyringschef og grundlagde sammen med firmaets øvrige ledelse de indgroede egenskaber, som i dag ligger dybt i firmaets DNA. Det er ikke mindst den grundlæggende værdi ordentlighed og målsætningen om altid at være i udvikling og se klientens perspektiv – noget, der ifølge ham ikke kommer af sig selv, men beror på et bevidst valg. Som Kammeradvokat forstod han vigtigheden af at gå forrest – også når det gælder om at påtage sig stærkt upopulære sager som sagen fra 2012 om fradrag i patienterstatning som følge af forkortet levetid.
Karsten Hagel-Sørensen blev jurist fra Københavns Universitet i 1973 og samme år ansat i Justitsministeriets lovafdeling. Her blev han hurtigt udnævnt til sekretær for det juridiske specialudvalg – Danmarks EU-retlige maskinrum. Som en flue på væggen sugede hans analytiske sind til sig under møderne i udvalget, hvor han så juraen udfoldet for fuld styrke i en politisk kontekst. Senere i karrieren skulle han selv blive formand for udvalget.
I sin tid i centraladministrationen blev han formet af dygtige læremestre som Ole Due, den senere præsident for EU-domstolen, samt de senere højesteretspræsidenter Niels Pontoppidan og Jaques Hermann. De nærmest podede et højt kvalitets- og effektivitetskrav ind i den unge jurist – noget, der skulle blive hans varemærke fremover og særdeles brugbart i hvervet som Kammeradvokat, der i den grad stillede krav om at kombinere grundighed med hurtighed.
BEVIDSTHED OM SPROGETS VIRKEMIDLER
Han blev i 2006 udnævnt adjungeret professor ved Aarhus Universitet og har skrevet en lang stribe forskningsartikler og bøger – herunder en lærebog i EU-ret. Han husker 43 år tilbage, hvor han sammen med juraprofessor Isi Foighel skrev første udgave af lærebogen, og Foighel rådede ham til at gøre noget ved sit sprog ved at læse skønlitteratur. Han kastede sig derpå over Tove Ditlevsens værker og opnåede siden stor kyndighed i sprogets virkemidler. Kolleger betegner hans retoriske evner som enestående. Ifølge ham selv trækker han vejret ved at skrive og har ved siden af forfatterskabet nydt at afholde gæsteforelæsninger og deltage i bedømmelsesudvalg på universitetet.
Ifølge Hagel-Sørensen er det nu planen at hellige sig familien og ikke mindst komme tættere på de fem børnebørn på 2-9 år, der bor i henholdsvis København og USA. Der er en del skønlitteratur, der igen skal læses op på efter et arbejdsliv fyldt med primært faglitteratur. Men der har dog også sneget sig nogle interessante juridiske festskrifter ned i flyttekasserne på kontoret, som skal med hjem i privaten og nærstuderes.