Fødselsdagsportræt: ”Hør efter!”

Man opnår bedre resultater ved at lytte end ved at tale. Så kort kunne man godt vælge at opsummere samtalen med Kim Christian Højmark i forbindelse med hans 40-års fødselsdag. Udsagnet er nemlig meget betegnende for både hans person og hans arbejdsstil. Men selvfølgelig rummer dagens fødselar masser af andre facetter, så lad os se nærmere på nogle af dem, før vi vender tilbage til det med lytningen.

Kim Christian Højmarks gymnasietid på Horsens Amtsgymnasium – han blev student i 2003 – var ikke en planlagt etape frem mod kandidatgraden i jura og det efterfølgende partnerskab i et af Danmarks største advokathuse. Han erkender uden megen tøven, at hans ellers ret så succesfulde karriere hverken er resultatet af nidkær planlægning eller store drømme om at forandre verden.

”Jeg var samfundsvidenskabeligt interesseret og havde en overvejelse om, hvorvidt jeg skulle læse samfundsfag, økonomi eller jura. Men at det endte med det sidste, var ikke resultatet af en forkromet plan. Vi har heller ikke jurister i familien. Samspillet med det omgivende samfund fangede min interesse, men skal jeg være ærlig, må jeg indrømme, at det nok var lidt tilfældigt.”

Fascination af det komplekse

Da han gik i gang med studierne på Aarhus Universitet, begyndte fascinationen til gengæld hurtigt at brænde i ham. På flere måder, forstår man.

”Det første, jeg for alvor blev fascineret af, da jeg begyndte på studiet, var min kæreste, som jeg mødte på første år,” siger han med et smil, før han fortsætter ad det faglige spor.

”Min interesse blev især fanget af de mere komplekse fag. Nogle af dem, hvor det spændte bredt, f.eks. konkurrenceret. Jeg beskæftiger mig ikke med det mere, men at forstå sammenhængen i reglerne, og hvordan de hænger sammen med det omgivende samfund, det var ret fedt. Det samme gjaldt skatteretten. I dag er jeg selvfølgelig meget optaget af forvaltningsret, energiret og miljøret, men det kom først senere, da jeg begyndte at arbejde med det.”

Det skete nærmere bestemt i 2011, hvor han blev advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle og på den baggrund senere, i 2014, kunne kalde sig advokat. Det blev altså i arbejdslivet mere end på jurastudiet, at hans faglige sti blev trådt til.

En vigtig inspirationskilde

”Jeg var ansat under en meget dygtig advokat, som hed Poul Heidmann og beskæftigede sig med offentlig ret. Det handlede om forvaltningsret, energiret, miljøret og kommunalret, så det var en bred pallette, og man kan roligt sige, at hvis jeg ikke var blevet placeret under ham, kunne det være gået mange andre veje. Det var der, min interesse for det, jeg laver i dag, blev vakt,” siger Kim, som har mange rosende ord til overs for sin gamle chef og mentor.

”Hans interesse var stor og smittende. Og så havde han en række meget spændende sager, hvor man fik lov at være med. Komme med ud til klienterne og se, hvordan det fungerede i det virkelige liv.”

Samarbejdet mellem de to var så godt, at det indirekte kom til at medvirke til, at Kim stoppede hos Bruun & Hjejle og fik ansættelse hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, hvor han har været siden 2015.

”På det tidspunkt stod det klart, at Poul Heidmann skulle stoppe, og derfor var det også naturligt for mig at se, om jeg skulle blive der, eller om jeg skulle prøve noget andet.” Han var bl.a. tiltrukket af Poul Schmith/Kammeradvokaten, fordi det gav mulighed for at føre sager for staten.

”Det betyder noget for mig, at vi er med til at være garant for, at tingene på dette her meget vigtige og omfattende område foregår pænt og ordentligt. Når vi repræsenterer staten, er det også for at sikre, at det går ordentligt for sig. Og at vi kommer ud med et projekt, som vi med sikkerhed kan sige er lovligt,” siger Kim og lader forstå, at det bestemt ikke er en beslutning, han har fortrudt. Arbejdet har levet op til forventningerne og mere til.

Teamwork og lytning

Ifølge Kim er der ikke noget juridisk indhold, der er kedeligt eller demotiverende. Det handler basalt set bare om at gå i gang – så bliver det meste spændende af sig selv. Han lægger dog ikke skjul på, at der er nogle opgaver og sager, der i særlig grad motiverer ham.

”Det rigtig spændende sker, når klienten har en udfordring og er indstillet på, at det er noget, som vi skal løse i fællesskab. Der føler jeg, at de bedste løsninger kommer. Selvfølgelig kan jeg løse meget selv, men flere personer tænker bedre end én,” fastslår han.

Når han skal beskrive sig selv, går det flere gange igen, at han gør en dyd ud af simpelthen at lytte.

”Det er sjældent, at jeg deltager i et møde, fordi jeg skal forklare, hvordan tingene hænger sammen. Jeg deltager i høj grad for at høre, hvilke udfordringer klienten har. Hvilke synspunkter er der? Jeg kan også godt lide at forelæse og holde oplæg, men min styrke er, hvis jeg skal være lidt ligefrem, at jeg er god til at holde min kæft og få klienten til at fortælle, hvad de gerne vil. Så bliver det klienten og ikke mig, der definerer udfordringerne, og sådan bør det være.”

En milepæl og 75 kilometers løb

Og hvad så med de 40 år. Er det vigtigt? Kims svar er roligt og veltilpas. Han har det, han gerne vil have, og føler, at han er omgivet af gode mennesker, han kan lide at være sammen med. Men måske har det runde tal med den store symbolværdi alligevel vakt noget i ham. I hvert fald spændte han i foråret langrendsskiene på og deltog i det 54 kilometer lange Birkebeinerrennet i Norge, og til sommer går turen til Schweitz, hvor han skal løbe 75 kilometer i alperne. Det er altså ikke kun inden for juraen, at fødselaren har en særlig veneration for det langstrakte og komplekse.

Noget, der til gengæld bliver helt enkelt, er fejringen af 40-årsdagen. Den kommer til at foregå med hans kæreste Dorthe – hende fra første år på jurastudiet – og deres tre piger på to, fem og syv år. Dagen efter har Kim inviteret 20 venner til herrefrokost.