Frifindelse i sag om danske krav til svinetransporter og et erstatningskrav på ca. 60 mio. kr.

Sagens baggrund

Omdrejningspunktet for erstatningssagen var et dansk krav om 140 cm indvendig inspektionshøjde på svinekøretøjer ved transporter af over otte timers varighed af svin på 40 kg og derover. Kravet fandtes senest i § 9, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 (transportbekendtgørelsen) og blev formelt ophævet den 1. januar 2020.

Erstatningssagen udspringer af en sag anlagt helt tilbage i 2005 af Danske Svineproducenter mod Justitsministeriet, der på daværende tidspunkt var ressortministerium på dyrevelfærdsområdet. I denne sag nedlagde foreningen bl.a. påstand om, at Justitsministeriet skulle anerkende, at inspektionshøjdekravet og en række øvrige danske krav i transportbekendtgørelsen til bl.a. lastetætheden for svin og den indvendige etagehøjde på svinekøretøjer var i strid med EU-retten.

 I forbindelse med sagen blev EU-Domstolen forelagt præjudicielle spørgsmål hele to gange, hvilket absolut hører til sjældenhederne.

Under den første forelæggelse i sag C-491/06 skulle EU-Domstolen tage stilling til, om de danske krav var i overensstemmelse med det dagældende transportdirektiv (Rådets direktiv 91/628/EØF). EU-Domstolen afsagde dom i sagen den 8. maj 2008.

Da transportdirektivet imidlertid med virkning fra den 5. januar 2007 blev ophævet og erstattet af transportforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 1/2005), blev sagen for anden gang forelagt for EU-Domstolen.

EU-Domstolens dom i sag C-316/10

EU-Domstolen afsagde den 21. december 2011 den anden dom i sagen C-316/10, Danske Svineproducenter mod Justitsministeriet.

EU-Domstolen fastslog overordnet, at det ikke i sig selv var i strid med transportforordningen at fastsætte nationale regler som de danske, selv om forordningen indeholdt bestemmelser vedrørende krav til lastetæthed, indvendig højde og om adgang til dyr for at kontrollere deres velbefindende på svinekøretøjer. Sådanne regler skulle dog være i overensstemmelse med transportforordningens bestemmelser, dens formål og proportionalitetsprincippet.

EU-Domstolen fandt imidlertid, at inspektionshøjdekravet, der alene gjaldt ved transporter af over otte timers varighed, var i strid med transportforordningen, da adgangen til dyrene for løbende at kontrollere deres velbefindende skulle være sikret på alle rejser uanset varighed.

Vestre Landsrets og Højesteret dom (UfR 2017.3429 H)

Efter EU-Domstolens dom i sag C-316/10 blev sagsøgerens påstande rettet mod Miljø- og Fødevareministeriet, der tog bekræftende til genmæle over for påstanden om, at kravet om inspektionshøjde i transportbekendtgørelsen ikke var i overensstemmelse med EU-retten.

Både Vestre Landsret og Højesteret fastslog dog, at de danske krav til lastetæthed og den indvendige etagehøjde var i overensstemmelse med transportforordningen og proportionalitetsprincippet. Højesteret frifandt således Miljø- og Fødevareministeriet.

Vestre Landsrets og Højesterets domme er gengivet i UfR 2017.3429 H.

Erstatningssagen

Som en del af sagskomplekset anlagde foreningerne Danske Svineproducenter og SamMark – som mandatar for ca. 1000 af deres medlemmer – i 2010 en erstatningssag vedrørende de danske krav til svinekøretøjer mod Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Fødevarestyrelsen, der senere overtog ressortansvaret på området.

Sagsøgerne gjorde navnlig gældende, at ministeriet og styrelsen var erstatningsansvarlige som følge af indførelsen og håndhævelsen af inspektionshøjdekravet.

Den 14. december 2022 afsagde Københavns Byret dom i sagen vedrørende to af sagsøgerne i sagen, der havde rejst erstatningskrav på samlet ca. 60 millioner kr.  

For så vidt angår Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, fastslår Københavns Byret indledningsvist, at ministeriet ikke kunne anses som rette sagsøgte. Ministeriet blev på denne baggrund frifundet.

Byrettens præmisser om ansvarsgrundlaget

Københavns Byret fastslår herefter om Fødevarestyrelsens ansvarsgrundlag, at indførelsen af inspektionshøjdekravet måtte anses for sagligt og fagligt velbegrundet. Byretten lagde i den forbindelse navnlig vægt på en rapport fra 2002 udarbejdet af EU’s videnskabelige komité, der anbefalede inspektion af levende dyr senest efter otte timers transport, samt at svinekøretøjer var indrettet med inspektionshøjde på 140 cm. Transportdirektivet og -forordningen var bl.a. baseret på komitéens anbefalinger.

På den baggrund fandtes der ikke at foreligge et ansvarsgrundlag for indførelsen af inspektionshøjdekravet, og heller ikke for opretholdelsen efter transportforordningens ikrafttræden.

Byretten fandt derimod, at der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af EU-retten, da der var forløbet for lang tid fra EU-Domstolens dom i december 2011 til Fødevarestyrelsen havde ophævet bestemmelsen om inspektionshøjde, og da Fødevarestyrelsen ikke i tilstrækkeligt omfang havde informeret svinetransportørerne om, at bestemmelsen ikke blev håndhævet. Fødevarestyrelsen var derfor ifølge byretten erstatningsansvarlig, i det omfang det kunne godtgøres, at inspektionshøjdekravet havde medført tab for sagsøgerne.

Byrettens præmisser om sagsøgernes tabsdokumentation

Under sagen blev der udarbejdet en skønserklæring, der skulle dokumentere sagsøgernes tab som følge af inspektionshøjdekravet.

Byretten fandt imidlertid ikke, at det med skønserklæringen var dokumenteret, at sagsøgerne havde lidt et tab. Byretten lagde navnlig vægt på, at skønsmanden havde baseret sine beregninger på et skøn over ikke-sammenlignelige svinekøretøjer, og at der ikke forelå konkret dokumentation for de tal, som skønsmanden havde baseret sig på.

Byretten fandt herudover, at sagsøgernes tabsopgørelser ikke var baseret på dokumenterede, faktiske afholdte udgifter eller reelle dokumenterede omsætningstal, der påviste, at sagsøgerne havde lidt et erstatningsretligt værnet tab.

Byretten fastslog i øvrigt, at sagsøgernes tabsopgørelser var udarbejdet på grundlag af udokumenterede forudsætninger og beregninger.

Det var derfor ikke godtgjort, at sagsøgerne havde lidt et konkret tab på ca. 60 millioner kr. som følge af inspektionshøjdekravet. Byretten fandt heller ikke, at der var tilvejebragt et tilstrækkeligt klart og sikkert grundlag for, at byretten kunne tiltræde eller selv foretage en skønsmæssig ansættelse af et konkret lidt tab.

Fødevarestyrelsen blev på denne baggrund frifundet for det fremsatte erstatningskrav på ca. 60 millioner kr.

Dommen er et eksempel på, at det ikke er tilstrækkeligt for at pålægge erstatningsansvar, at der kun foreligger et ansvarsgrundlag. Det er således efter såvel dansk ret som EU-retten en betingelse, at der foreligger konkret dokumentation for et faktisk og reelt erstatningsretligt værnet økonomisk tab.

Derudover er dommen et (i hvert fald foreløbigt) punktum i en historisk lang og bemærkelsesværdig retssag om forholdet mellem dansk ret og den EU-retlige regulering af transport af levende dyr. Sagen illustrerer i dén grad, at området er præget af stor kompleksitet og med behov for afvejning af flere forskelligartede hensyn, herunder særligt til dyrebeskyttelse og -velfærd og den frie udveksling af varer og tjenesteydelser.

Sagen blev varetaget af Peter Biering, Laura Hvass Jørgensen og Johannes Erik Zacher Sørensen.