Har offentligt ansatte en særlig kunstnerisk ytringsfrihed?

Offentligt ansattes ytringsfrihed

Den 6. december 2021 blev der afsagt kendelse i en sag, som er med til at belyse rammerne for, hvad rækkevidden af offentligt ansattes ytringsfrihed er.

Som beskrevet i nyheden her har offentligt ansatte en udvidet ytringsfrihed, der som nævnt skal være med til at sikre et åbent og velfungerende demokrati.

Retten til ytringsfrihed er dog ikke ubegrænset, heller ikke i de tilfælde, hvor en medarbejder hævder at gøre brug af sin kunstneriske ytringsfrihed.

Sagens faktiske omstændigheder i hovedtræk

Sagen handlede om en medarbejder, der var ansat som postdoc på et kunstakademi. I forbindelse med et foredrag, som medarbejderen afholdt, blev der fra kunstakademiets festsal fjernet en gipsbuste af Frederik den 5., som blev smidt i Københavns Havn. Da busten blev bjærget, var den udvasket og opløst af havvand.

Medarbejderen anførte efterfølgende i en mail til akademiet, at der var tale om en kunstnerisk happening, som hun tog det fulde ansvar for. Ifølge hende var formålet at skabe debat om Danmarks koloniale fortid og kunstens rolle heri. Derudover anførte hun, at busten ikke var ødelagt, men at der var tale om en ”rematerialisering med tilført ny energi og kunstnerisk udtryk til værket”.

I anledning af mailen foranledigede ledelsen et møde med medarbejderen, som fortalte, at hun havde fremsat forslag til de studerende om denne happening, og at hun selv havde deltaget i den. Medarbejderen forklarede, at der var tale om en kunstnerisk handling, der skulle opfattes som en rematerialisering af busten for at skabe dialog om den koloniale historie. Ledelsen forklarede, at de, som følge af at medarbejderen havde tilskyndet og udøvet hærværk på akademiets ejendom, havde mistet tilliden til hende som underviser og valgte efter partshøring at bortvise hende.

Opmandens begrundelse

Opmanden fastslog, at det klare udgangspunkt er, at en offentligt ansat, som fjerner genstande af væsentlig værdi fra arbejdsgiveren og derefter ødelægger dem, begår en tjenesteforseelse, der som udgangspunkt er så grov, at den kan begrunde en bortvisning. Dette gælder også, hvis medarbejderen selv mener, at der med forholdet er tale om fremsættelse af en ytring.

Opmanden lagde derudover til grund, at busten havde en væsentlig økonomisk værdi, og at den måtte anses som ødelagt. Opmanden lagde også til grund, at medarbejderen havde oplyst, at hun ”havde fremsat et forslag om, som en ud af flere mulige happenings, at fjerne gipsafstøbningen af busten af Frederik V. fra Festsalen og sænke den i havnen”, og at hun ”åbnede for døren til festsalen med sit kort, at hun fjernede busten, samt at hun skubbede busten i havnen.”

Med henvisning til det klare udgangspunkt ved tjenesteforseelser kom opmanden frem til, at dette udgangspunkt gælder, uanset hvilket udtryk den ansatte selv anvender om forholdet, og uanset om den ansatte med forholdet ønsker at fremsætte en ytring. Hverken grundlovens § 77, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 eller almindelige principper om offentligt ansattes ytringsfrihed kan begrunde en regel om, at offentligt ansatte kan ytre sig ved at ødelægge andres ejendom.

Spørgsmålet var herefter, om der i den foreliggende sag var omstændigheder, der kunne føre til en fravigelse af dette udgangspunkt. Det må på forhånd have formodningen imod sig, at arbejdsgiver skulle være indforstået med, at de ansatte kunne fjerne og ødelægge den omhandlede buste, der havde en fremtrædende placering i arbejdsgivers festsal. Det fandt opmanden ikke, at der forelå. Når en offentligt ansat begår en tjenesteforseelse, beror det på en nærmere vurdering, hvilken reaktion ansættelsesmyndigheden kan iværksætte. I denne vurdering må bl.a. indgå, hvor grov forseelsen er (proportionalitetsprincippet). En offentligt ansat, der fra arbejdspladsen fjerner offentligt ejede genstande af væsentlig værdi og derefter ødelægger dem, gør sig som udgangspunkt skyldig i så grov misligholdelse af ansættelsesforholdet, at der kan ske bortvisning. Også dette gælder, uanset hvilket udtryk den ansatte selv anvender om forholdet, og uanset om den ansatte med forholdet ønsker at fremsætte en ytring. Sammenfattende fandt opmanden, at arbejdsgivers bortvisning af medarbejderen var berettiget, og at medarbejderen derfor ikke havde krav på erstatning eller godtgørelse. Der er tale om en vurdering på grundlag af gældende ret. Det er derfor uden betydning, om adfærden kan anses for berettiget ud fra kunstfaglige normer.

I sagen blev det også problematiseret, at der skulle være begået sagsbehandlingsfejl. Opmanden var meget klar i sin afvisning heraf. Opmanden fastslog, at det påhvilede arbejdsgiveren at undersøge sagen så godt, som det var nødvendigt for at træffe en korrekt afgørelse, men at arbejdsgiveren ikke havde pligt til at undersøge sagen i videre omfang end dette. Opmanden udtalte, at arbejdsgiveren havde undersøgt sagen tilstrækkeligt til at iværksætte partshøring. Opmanden udtalte endvidere, at det på det foreliggende grundlag måtte have været klart for arbejdsgiveren, at der kunne være tale om en så grov tjenesteforseelse, at der skulle ske bortvisning.

Kommentar

Kendelsen viser, at selvom offentligt ansatte har en vidtrækkende ytringsfrihed, medfører det ikke, at ansatte har ret til at ødelægge arbejdsgiverens genstande. Det gælder også, selvom den ansatte selv betegner det som værende kunstnerisk ytringsfrihed.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsens interesser blev varetaget af advokat Marianne Lage.