Jubilæumsportræt: Statens mand

Mange politikere og embedsfolk kan takke et ganske banalt forhold for, at 67-årige Peter Biering i godt og vel fire årtier har haft deres ryg, når statens internationale forhold gik i juridisk hårdknude. Vores jubilar ville nemlig hellere have læst statskundskab, men droppede det af den simple årsag, at det dengang tog halvandet år længere end jurastudiet. Nå ja, og så spillede det en vis rolle, at scient.pol. dengang var noget, man kun blev i Aarhus, mens Biering alt andet lige foretrak at blive boende i København. Så det blev jura i stedet.

Historien siger mere om Peter Biering, end man ser på overfladen. Den dækker nemlig over, at mens han ikke havde særlige akademiske præferencer, var han i den grad tiltrukket af at komme ud at arbejde.

”Jeg havde ikke en vild fascination af juraen som sådan. Jeg skulle bare ud på arbejdsmarkedet i en fart, og der fungerede det bedre med jura. Så det var ikke tanker om større retfærdighed, der drev mig. I hvert fald ikke på det tidspunkt.”

Den udtalte arbejdsiver fik hurtigt ben at gå på. Flere år før han i 1981 blev fastansat i Udenrigsministeriet, fik han nemlig studiejob i det eftertragtede ministerium. Selvom det nok føltes stort for en ung mand at træde ind i den mastodontiske bygning på Asiatisk Plads for første gang, var det til gengæld langt fra ministeriets første aftryk på hans liv. Som barn voksede han som søn af en ambassadør op så forskellige steder som Polen, Indien og Afrika.

Med retning mod verden omkring os

Hvis Peter Bierings studievalg bar præg af en vis tilfældighed, er indholdet og retningen i karrieren til gengæld dybt rodfæstet i både interesse og opvækst. Det handler om Danmarks rolle i verden omkring os. I parentes bemærket er jurauddannelsen fra Københavns Universitet ikke kun suppleret med studier på bl.a. Harvard. Peter Biering er også uddannet sprogofficer i russisk.

”Det var og er selvfølgelig i helt særlig grad det internationale, der fascinerer mig. Det har været gennemgående i alt, hvad jeg har lavet. Både hos Udenrigsministeriet i årene efter uddannelsen og i de sidste 25 år hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, hvor jeg har arbejdet med internationale forhold. Og det vil først og fremmest sige EU-ret, folkeret, menneskeret og international regulering.”

Fra Maastrichttraktat til Irak-sag

Det kan være svært at udpege sager, der har udmærket sig i særlig grad gennem en 40 år lang karriere. Ikke mindst, når man både har spillet en rolle i EU-udvidelsen, det danske EU-formandskab under Anders Fogh Rasmussen samt forhandlingerne af Maastrichttraktaten, de danske EU-forbehold og Amsterdamtraktaten. Og det var alene i Udenrigsministeriet.

Listen af sager, der vist roligt kan kaldes bemærkelsesværdige, fortsætter hos Poul Schmith/Kammeradvokaten: En stribe væsentlige sager om statens EU-retslige erstatningsansvar, de for dansk økonomi altafgørende bankpakker i forbindelse med finanskrisen i 2008 – og så, naturligvis, Irak-sagen. Peter Biering og hans team fik, som det vil være mange bekendt, for kort tid siden omstødt Østre Landsrets dom og frikendt Forsvarsministeriet i sagen om operation Green Desert.

Det svære er motiverende

Peter Biering har set det som et privilegium at hjælpe i alle sager, der er landet på hans bord. Det, der i helt særlig grad motiverer ham, er, at det er og har været fantastisk svære sager. Det er dog ikke ligefrem højtidelige eller højtravende vendinger, han først hiver frem, når han bliver spurgt til sin rolle i dem.

”Mit arbejde er jo i vidt omfang et kvalificeret rengøringsjob. Når stat, politikere og embedsfolk kommer i vanskeligheder, hjælper man dem med at komme på fode igen. Det kan både være med rådgivning og retssager,” forklarer han og uddyber.

”Det er voldsomt spændende, og det er det bl.a., fordi vi først kommer på banen der, hvor det bliver rigtig, rigtig svært. Og det er intellektuelt fascinerende at beskæftige sig med svære problemstillinger i krydsfeltet mellem dansk og international ret.”

Det er nok muligt, at Peter Biering arbejder i et privat advokatfirma, hvor han som partner – heraf fire år som Managing Partner – også har spillet en vigtig rolle i at udvikle firmaet til en stor og moderne forretning. Men pligten og trofastheden over for staten er usvækket, og han ser fortsat Poul Schmith/Kammeradvokaten som et advokatfirma, hvis samfundsansvar rækker langt ud over det sædvanlige.

”Jeg har et særligt forhold til staten. Jeg kommer fra en familie, som i flere generationer har været diplomater i udenrigstjenesten, og min kone har haft en lang karriere som ambassadør flere steder. Så jeg har været familiemæssigt påvirket og gift med staten på flere leder og kanter.”

En naturlig grundighed

Der kan skrives meget om, hvad der har bragt Peter Biering til den særlige rolle, han har haft i mange år. Men kolleger og klienter vil nok genkende ham for en grundighed, som er ud over det sædvanlige, selv for en advokat. Grundighed er ikke noget, han som sådan insisterer på. Det er bare sådan, han arbejder. Hver en sten skal vendes. Hver eneste lille faktor, der kan påvirke en sags udfald, skal kendes.

”Jeg tror, kollegerne kan mærke, at jeg stiller meget store krav. Til mig selv, men også til mine omgivelser. Man skal stræbe efter at opnå det bedste, man overhovedet kan, på alle leder og kanter. Den ambition tror jeg også, folk kan mærke.”

Han bemærker tillige, at tålmodighed næppe er det, han har fået mest ros for i karrierens løb. Men går fluks videre til selv at rose branchens generelle udvikling mod teamwork, dialog og sparring med kolleger. Noget, han både synes om, og som han slet ikke er i tvivl om, løfter kvaliteten af firmaets ydelser.

”Da jeg startede, var man som advokat en enmandshær. Der var meget begrænsede muligheder for at sparre og stille spørgsmål. Og ingen kvoter for at lave fejl. Det er heldigvis fuldstændig anderledes i dag, hvor vi arbejder i teams og gerne er to til tre mand på sagerne. Det er en kæmpe fordel og en udvikling, jeg er stolt af selv at have været med til at drive.”

Konkurrencemenneske ind til benet

Måske får den udtalte tilbøjelighed til at være grundig næring af et andet træk. Som mange advokater er Peter Biering et udtalt konkurrencemenneske.

”Jeg går ikke i retten for at tabe. Og det har jeg sagt til mange medarbejdere. Jeg er et stort konkurrencemenneske. Selvfølgelig! Og jeg er også en dårlig taber. Jeg trives ikke godt, hvis jeg har tabt en sag. Jeg sparker ikke til tingene. I hvert fald ikke længere. Men temperament og engagement hører sammen.”

Gennemgår man sagerne, er det dog næppe mange papirkurve, der har fået nederlagets kærlighed at føle via advokatens blanke sko. Peter Biering har været forskånet for de meget store tabte sager. Irak-sagens udfald i Østre Landsret var en af dem, og den ellers arbejdsglade jubilar husker det da også som en af få dårlige dage på kontoret. Som nævnt blev dommen dog senere omstødt i Højesteret.

Klampenborg, Bruxelles, New York og Afrika

Når arbejdsdagens sidste punktum er sat, og de internationale forholds juridiske aspekter sættes på pause, tager en privat glæde ved udlandet over. Bopælen er så dansk som Klampenborg, men med børn i hhv. Bruxelles og New York og en kærlighed til Afrika, der ikke stoppede, da faderens forpligtelser flyttede andetsteds hen, går der sjældent en ferie uden en udlandsrejse. Det sker i selskab med hustruen Kirsten, som gennem en lang diplomatkarriere ligeledes har brugt en stor del af livet på Danmarks internationale interesser.