REGLERNE FOR MODREGNING VED REKONSTRUKTION OG KONKURS
Der findes i dansk ret en almindelig adgang til at gennemtvinge modregning, hvis visse betingelser er opfyldt. Man har dog i konkursretten reguleret adgangen til at modregne for bl.a. at hindre urimelige fortrinsrettigheder, og dermed sikre at lighedsprincippet overholdes.
Modregningsadgangen i konkurs er reguleret ved konkurslovens § 42, der som hovedregel medfører, at der alene kan ske modregning, hvis modfordring og hovedfordring bestod på samme side af fristdagen, dvs. den dag skifteretten modtog begæring om konkurs eller rekonstruktionsbehandling mv.
Selvom det ikke fremgår af ordlyden af konkurslovens § 42, er det antaget i teori og praksis, at der ved krav, der udspringer af det samme retsforhold, og som har en nær sammenhæng (konneksitet), foreligger en udvidet modregningsadgang efter dansk rets almindelige regler for tvungen modregning, og at domstolene i den forbindelse har et vist spillerum til at fastslå, hvad der kan anses for rimelige resultater. Se hertil side 100-104 i Betænkning nr. 983/1983 om betalingsstandsning.
Domstolene har herefter i praksis fastslået, at der ved konnekse krav kan ske modregning på tværs af fristdag ved konkurs. Det har imidlertid været usikkert, om den udvidende adgang til modregning ved konnekse krav også gjaldt under rekonstruktion, jf. konkurslovens § 12 g, jf. § 42.
Netop denne problemstilling behandlede Højesteret i nærværende sag.
REKONSTRUKTIONSFORLØB ENDTE I KONKURS, HVOREFTER KONKURSBOET KRÆVEDE BETALING FOR ARBEJDE UDFØRT EFTER REKONSTRUKTIONENS INDLEDNING
Sagen udsprang af en aftale mellem selskab B og S om distribution og lagerføring af hårde hvidevarer. Selskab B blev taget under rekonstruktionsbehandling, og aftalen blev videreført med samtykke fra rekonstruktøren.
Efter et forgæves rekonstruktionsforløb blev selskab B erklæret konkurs. Konkursboet krævede herefter betaling fra selskab S for arbejde udført efter rekonstruktionens indledning, dvs. krav stiftet efter fristdagen. Selskab S meddelte konkursboet, at selskab S ønskede at modregne med et erstatningskrav for skader på og bortkomst af opmagasinerede varer fra før fristdagen. Konkursboet mente ikke, at selskab S kunne foretage en sådan modregning, hvorfor konkursboet anlagde sag mod selskab S.
I sagen var der enighed mellem parterne om opgørelsen af konkursboets krav og opgørelsen af modkravet fremsat af selskab S. Det var endvidere uomtvistet, at modkravet var stiftet før fristdagen, og at hovedkravet var stiftet efter fristdagen, hvorfor konkurslovens § 12 g ikke fandt anvendelse. Endelig var parterne enige om, at kravene udsprang af samme retsforhold, og at kravene dermed var konnekse. Parternes uenighed angik herefter, om selskab S kunne modregne efter dansk rets almindelige regler om konneks modregning, der efter konkurslovens forarbejder gælder ved siden af konkurslovens modregningsbestemmelser.
HØJESTERET: DER KUNNE MODREGNES PÅ TVÆRS AF FRISTDAG, DA KRAVENE VAR NÆRT FORBUNDNE
Højesteret fandt, at der ikke var holdepunkter i konkurslovens forarbejder for, at der burde gælde en snævrere adgang til modregning med konnekse krav under rekonstruktion end med konnekse krav i konkurs. Da hovedkrav og modkrav i sagen udsprang direkte af samme kontrakt, og dermed var nært forbundne, tiltrådte Højesteret Vestre Landsret dom, der angav, at S kunne modregne sit erstatningskrav i konkursboets betalingskrav.