Sø- og Handelsrettens dom af 27. januar 2025
ECIT Account indbragte Konkurrencerådets afgørelse for Sø- og Handelsretten med principal påstand om, at afgørelsen skulle ophæves. Konkurrencerådet fremsatte påstand om frifindelse og en selvstændig påstand om, at ECIT Account skulle idømmes en civil bøde på ikke under 30 mio. kr., eventuelt fratrukket et af retten fastsat beløb for formildende omstændigheder.
For det første fastslår Sø- og Handelsretten i sin dom, at gentleman-aftalen var etableret uafhængigt og urelateret til indkøbssamarbejdet i NOX, og at en sådan geografisk markedsdelingsaftale har til formål at begrænse konkurrencen, herunder fordi den reducerer brugernes valgmuligheder på markedet for diskoteksydelser.
For det andet fastslår Sø- og Handelsretten, at ECIT Account som kartelfacilitator har et ansvar for denne overtrædelse. Retten lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at medarbejdere fra ECIT Account:
- var udpeget til formandsposten i bestyrelsen i NOX,
- havde udformet markedsdelingsaftalen og indskærpet den over for diskotekerne mv. samt
- havde deltaget aktivt på møder, hvor markedsdelingen blev drøftet uden at tage afstand herfra.
På denne baggrund finder Sø- og Handelsretten, at ECIT Account forsætligt har gjort sig skyldig i en overtrædelse af konkurrencelovens § 6.
Endelig tager Sø- og Handelsretten for det tredje Konkurrencerådets påstand om, at ECIT Account skal pålægges en bøde til følge, idet retten dog fastsætter bøden til 20 mio. kr.
Genstand for bødeudmålingen var beregningsprincipperne i konkurrencelovens § 23 b før de nye lovændringer pr. 1. juli 2024. (Vi har i øvrigt skrevet mere om de helt nye beregningsprincipper her).
Retten tager derfor udgangspunkt i overtrædelsens alvorlige karakter, den lange varighed på ca. 15 år og virksomhedens samlede koncernomsætning på verdensplan i det regnskabsår, der gik forud for afgørelsen. Retten finder endvidere, at der foreligger formildende omstændigheder, der begrunder en skønsmæssig nedsættelse af bøden, herunder at ECIT Account ikke isoleret set havde haft økonomisk vinding ved at facilitere markedsdelingsaftalen.
ECIT Account gjorde under sagen gældende, at koncernbegrebet i konkurrencelovens § 23 b, stk. 1, ikke skal baseres på omsætningsbekendtgørelsen, men skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis om begrebet ’økonomisk enhed’, og at ECIT Account ikke er en del af den samme økonomiske enhed som moderselskabet ECIT AS. Der var derfor ifølge ECIT Account ikke grundlag for at forøge en eventuel bøde på baggrund af virksomhedens omsætning.
Sø- og Handelsretten fastslår, at der foreligger et koncernforhold i overensstemmelse med omsætningsbekendtgørelsen, da ECIT AS ejer 70% af kapitalen og stemmerettighederne i ECIT Account. Derudover finder retten ikke grundlag for at anvende begrebet ’økonomisk enhed’, som retten pointerer relaterer sig til vurderingen af moderselskabsansvar efter konkurrencelovens § 23 a.
Konkurrencemyndighedernes interesser i sagen blev varetaget af bl.a. Jacob Pinborg og Rachel Scheele fra Poul Schmith/Kammeradvokaten og Malthe Agger Pape fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.