Vi tilstræber at tage et grønt ansvar
I forlængelse af vores klimaregnskaber og tilslutningen til Science Based Targets initiativet har vi igangsat en lang række initiativer, der skal hjælpe os med at bidrage til den grønne omstilling:
Fokus på energieffektivisering. Vi arbejder målrettet med at reducere vores el-, fjernvarme- og fjernkølingsforbrug gennem energieffektiv drift og bevidste valg i vores domiciler i København og i Aarhus. Siden 2021 har vi gennem køb af certifikater fra vedvarende energikilder afdækket næsten 100% af vores forventede årlige elforbrug på vores lokationer. I vores domicil i København er der ligeledes etableret solceller på taget.
Møbler og inventar med fokus på miljø- og klimahensyn samt lang holdbarhed og mulighed for at indgå i en cirkulær økonomi. I forbindelse med indkøb af møbler og inventar til vores nye domiciler har vi haft stort fokus på løsninger, hvor det tilstræbes, at leverandøren og produktionen støtter op om den grønne omstilling. Vi har haft fokus på møblernes klimaaftryk, holdbarhed og mulighed for at indgå i en cirkulær økonomi. Vi har ligeledes fokuseret på langtidsholdbart design og vedligehold, der giver os mulighed for at udskifte dele af et møbel uden at skulle kassere det hele ved en defekt eller ved slid og ælde. En stor del af vores nyindkøbte møbler (ca. 50 % af alt nyindkøbt inventar målt på antal enheder) er mærket med EU-Blomsten. EU-Blomsten ser på hele møblets livscyklus og tager højde for både mennesker, miljø og jordens ressourcer.
Madspildsprojekt. Løbende madspildsreduktion i firmaets kantine i København, både gennem affaldssortering og i form af konceptet ’Overskudsboksen’, hvor overskudsmad fra frokosten kan købes med hjem.
Transportpolitik for firmaets medarbejdere. Vi har udarbejdet en intern transportpolitik, som skal hjælpe firmaets medarbejdere med at træffe det mest hensigtsmæssige transportvalg, når de f.eks. skal ud til møder, skal på konferencer eller besøge kontoret i Aarhus eller København. Vi har en cykelpark med firmacykler til de korte ture og møder tæt på.
Tilstræbelse af at tilpasse den juridiske rådgivning hvor det er relevant. Udover vores interne spor, der skal bidrage til at reducere vores aftryk i ”egen baghave”, ønsker vi fortsat at gøre en positiv forskel gennem andre, dvs. vores kunder og samarbejdspartnere. Hos Poul Schmith/Kammeradvokaten rådgiver vi om alle juridiske aspekter inden for bæredygtighed og de tre områder af ESG, environmental, social og governance. Vi forstår de komplekse og komplicerede sammenhænge og forskelle mellem de forskellige regelsæt og brancher, og vi trækker på vores erfarne ESG-rådgivere på tværs af faglige specialer.