Vær varsom når du anvender betegnelsen ’advokatundersøgelse’
Som leder af en virksomhed eller organisation midt i en krisesituation kan man have et ønske om at demonstrere handlekraft og placere ansvar ved at bestille en advokatundersøgelse og annoncere det højlydt. Her kan man fristes til (for) tidligt i forløbet at forsøge af foregribe undersøgelsens gang og konklusioner. En beslægtet adfærd er, når man som ledelse – måske igen for at vise handlekraft – puster en almindelig juridisk vurdering op og iklæder den lånte fjer fra ”rigtige” advokatundersøgelser, selv om der er tale om en almindelig rådgivningsopgave. Begge scenarier er problematiske. For hvad er en rigtig advokatundersøgelse, og hvad kan den egentlig bruges til?
Der er groft sagt to slags advokatundersøgelser. Den almindelige advokatundersøgelse, som har flere karakteristika; den har et skriftligt opdrag (kommissorium) fra en klient om at undersøge og fastlægge et faktisk begivenhedsforløb. I processen indhentes der oplysninger, og der gennemføres ofte interviews og foretages bevisvurderinger. De personer der er genstand for undersøgelsen har ret til at vide, at de bliver undersøgt og har rettigheder i den forbindelse, herunder navnlig retten til at blive hørt over deres rolle i sagen. Og så munder den ud i en rapport med advokatens vurderinger og konklusion.
I tillæg hertil er der den uvildige advokatundersøgelse, som stiller helt særlige krav til advokaten. Advokatsamfundet udsendte i efteråret en vejledning med ni håndfaste krav til uvildige advokatundersøgelser, og hér gælder særlige krav til uafhængighed. Hvis man fejlagtigt omtaler en almindelig rådgivningsopgave som en advokatundersøgelse, får man et forklaringsproblem over for offentligheden, de berørte og de involverede, og som advokat får man et problem i forhold til de advokatetiske regler.