EKSEMPLER PÅ COMPLIANCE
Følgende fire områder er eksempler på compliance, som kan påvirke forskellige typer virksomheder i forskellig grad.
GDPR
Databeskyttelsesforordningen (GDPR) påvirker langt de fleste virksomheder i EU på tværs af brancher og sektorer. Både enkeltmandsvirksomheder, offentlige styrelser og store multinationale selskaber er dækket af kravene til behandling af persondata. Hertil kommer, at lovgivningens vedtagelse skabte kraftige globale dønninger, fordi det før var almindeligt at lade persondata flyde frit over landegrænser.
AML COMPLIANCE
Et snævrere, men ikke mindre komplekst, eksempel er AML compliance. AML står for Anti Money Laundering og betyder på dansk forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Betydningen af AML compliance er steget markant i løbet af de senere år, og langt flere virksomhedstyper er blevet underlagt hvidvaskreglerne. Reglerne for hvidvask er samtidig blevet ændret væsentligt. Bødestørrelserne for manglende compliance er i reglen særdeles høje.
SANKTIONER
Et område, der ligeledes vokser og rammer flere og flere, er internationale sanktioner. Sanktioner fik særligt bred offentlig opmærksomhed i forbindelse med krigen i Ukraine, men anvendelsen af sanktioner i international politik har været i stigning i flere år. Samtidig med at brugen af sanktioner vokser, er de under konstant forandring, hvilket gør reguleringen vanskelig at navigere i for virksomheder, der har aktiviteter i sanktionsramte lande. Ud over risikoen for store bøder kan manglende styr på sanktionsreguleringen medføre et betydeligt omdømmetab.
ANTIKORRUPTION
Korruption er ethvert misbrug af magt eller stilling til egen fordel eller berigelse, og det indebærer typisk ulovlige betalinger for tjenester eller fordele, som sikrer betaleren f.eks. en kontrakt eller en rettighed. På både nationalt og internationalt niveau er der stor fokus på bekæmpelse af korruption, og der foreligger en lang række af juridiske forpligtelser. Korruption kan have ødelæggende konsekvenser for en myndighed eller virksomhed. Det er derfor helt afgørende at have en strategi for, hvordan det bedst sikres, at ens organisation ikke udsættes for korruption, og at alle gældende krav løbende overholdes.