Brugervirksomhed af vikar dømt til at betale godtgørelse efter arbejdstidsdirektivgennemførelsesloven

Kort om vikarbureauforhold

Vikarbureauforhold giver anledning til en række særlige arbejdsretlige problemstillinger, fordi vikaren indgår arbejds- eller ansættelsesaftale med et vikarbureau, men udfører arbejdet i en anden virksomhed (brugervirksomheden) under brugervirksomhedens tilsyn og ledelse. Vikarbureauforholdet er således karakteriseret ved, at vikaren har to ”arbejdsgiverrelationer”, dels i forhold til vikarbureauet, dels i forhold til brugervirksomheden. Der består dog ikke en egentlig ansættelsesrelation mellem vikaren og brugervirksomheden.

Sagens baggrund i hovedtræk

Sagen omhandlede en arbejdstager fra Litauen, der i 1 år og 7 måneder havde udført arbejde for den samme (bruger)virksomhed gennem sin ansættelse hos to danske vikarbureauer. Arbejdstageren havde ikke under sin ansættelse hos vikarbureauerne været udsendt til andre virksomheder end den omtalte (bruger)virksomhed.

Da arbejdstageren over tre referenceperioder (4-månedersperioder) havde registreret en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på henholdsvis 48,58 timer, 51,17 timer og 50,28 timer hos (bruger)virksomheden, anlagde arbejdstageren sag mod (bruger)virksomheden med påstand om betaling af en godtgørelse for overtrædelse af 48-timersreglen, da arbejdstageren havde arbejdet mere end 48 timer pr. uge gennemsnitligt over en periode på minimum 4 måneder.

Arbejdstageren gjorde i den forbindelse for byretten bl.a. gældende, at (bruger)virksomheden var ansvarlig for, at 48-timersreglen blev overholdt, da (bruger)virksomheden, havde instruktionsbeføjelsen over for arbejdstageren og havde været fuldt ud bekendt med arbejdstiden. Herudover gjorde arbejdstageren gældende, at der på ingen måde havde været tale om en midlertidig udsendelse, og at (bruger)virksomheden, der reelt var den, der havde ledet arbejdspladsen og ført tilsyn med medarbejderne, havde haft ansvaret for, at 48-timersreglen blev overholdt.

(Bruger)virksomheden gjorde heroverfor for byretten bl.a. gældende, at (bruger)virksomheden ikke var rette sagsøgte, idet arbejdstageren alene havde været ansat hos de to vikarbureauer. (Bruger)virksomheden havde derimod ikke et kontraktforhold/ansættelsesforhold med arbejdstageren. Herudover gjorde (bruger)virksomheden gældende, at § 3 i vikarloven fastslår, at ansvaret for så vidt angår bl.a. arbejdstidens længde påhviler vikarbureauet, altså arbejdstagerens arbejdsgiver, og at der ikke i vikarloven er hjemmel til at pålægge brugervirksomheden ansvar. Det blev videre gjort gældende, at det i øvrigt ikke af loven eller andre retskilder fremgår, at (bruger)virksomheden skulle have et selvstændigt ansvar over for arbejdstageren for eventuel overtrædelse af 48-timersreglen.

Byretten fandt, at forpligtelsen til at påse, at 48-timersgrænsen i arbejdstidsdirektivsgennemførelseslovens § 4 ikke overskrides, må påhvile arbejdsgiveren, og at det derfor er denne, der i medfør af lovens § 8, stk. 1, kan pålægges at betale godtgørelse. Byretten frifandt herefter (bruger)virksomheden, idet (bruger)virksomheden efter byrettens opfattelse ikke var arbejdstagerens arbejdsgiver og heller ikke kunne sidestilles hermed.

Byrettens afgørelse blev herefter af arbejdstageren anket til landsretten.

Vestre Landsrets begrundelse og resultat

Landsretten fandt det godtgjort, at arbejdstageren i tre referenceperioder (4-månedersperioder) i gennemsnit havde arbejdet mere end 48 timer om ugen, hvorfor der var sket en overskridelse af den maksimale ugentlige arbejdstid, jf. § 4 i arbejdstidsdirektivsgennemførelsesloven. 

Landsretten anførte herefter, at efter arbejdstidsdirektivgennemførelseslovens § 8, stk. 1, kan en lønmodtager, hvis rettigheder iht. loven er krænket, tilkendes en godtgørelse, og at en lønmodtager er en person, der modtager vederlag for udførelse af personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. arbejdstidsdirektivgennemførelseslovens § 2, stk. 1.

Landsretten anførte videre, at efter vikarlovens § 3, stk. 1, skal vikarbureauet sikre, at vikaren under dennes udsendelse til en brugervirksomhed for så vidt angår arbejdstidens længde minimum har vilkår svarende til, hvad der ville have været gældende i medfør af lovgivning, hvis vikaren havde været ansat direkte af brugervirksomheden til udførelse af samme arbejdsopgave. Arbejdstagerens krav om godtgørelse skulle således som udgangspunkt rettes mod vikarbureauerne, jf. vikarlovens § 1, stk. 1, og § 2.

Landsretten anførte dog, at vikarbureauerne (i nærværende sag) var stiftet til brug for samarbejdet med (bruger)virksomheden, og at arbejdstageren under sin ansættelse hos vikarbureauerne udelukkende udførte arbejde for (bruger)virksomheden (i 1 år og 7 måneder), uden han på noget tidspunkt var udsendt til en anden virksomhed. (Bruger)virksomheden kunne i visse tilfælde med øjeblikkelig virkning på vegne af et af vikarbureauerne afskedige arbejdstagere og skulle desuden sørge for bopæl til arbejdstagerne. Herudover havde det ene vikarbureau betalt et beløb til (bruger)virksomheden, hvorefter (bruger)virksomheden havde indbetalt A-skat for flere vikarer. Et overskydende beløb blev ikke tilbagebetalt til vikarbureauet.

På denne baggrund fandt landsretten, at arbejdstageren kunne rette et krav om godtgørelse mod (bruger)virksomheden.

(Bruger)virksomheden blev under hensyn til overtrædelsens karakter og omfang pålagt at betale en godtgørelse til arbejdstageren på 25.000 kr. i overensstemmelse med udgangspunktet om godtgørelsens størrelse for denne type overtrædelser, jf. U.2018.763H.

Hvad siger dommen?

Vestre Landsrets dom viser, at det som udgangspunkt er vikarbureauet, der skal sikre, at vikaren under udsendelse til brugervirksomheder for så vidt angår arbejdstidens længde minimum har vilkår, der stemmer overens med gældende lovgivning.

Landsretten finder dog, at det afgørende ved vurderingen af, om en brugervirksomhed kan ifalde en godtgørelsespligt, må være, om burgervirksomheden kan sidestilles som lønmodtagerens reelle arbejdsgiver.

Afgørelsen viser desuden, at selvom den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid alene overskrider grænsen på 48 timer med mellem 0,58 – 1,17 timer, kan der udmåles en godtgørelse på 25.000 kr.