Buschaufførs udtalelser til pressen var ikke beskyttet af whistleblowerloven

Whistleblowerlovens beskyttelse

Whistleblowerloven beskytter ikke enhver, der indberetter eller offentliggør oplysninger. En række betingelser skal være opfyldt, for at en person er omfattet af whistleblowerlovens beskyttelse.

Det er en betingelse, at personen, der foretager indberetning eller offentliggørelse, er omfattet af lovens whistleblowerdefinition. En whistleblower er i whistleblowerlovens § 3, nr. 7, defineret som en fysisk person, der foretager indberetning eller offentliggørelse af oplysninger om overtrædelser, som vedkommende har skaffet sig adgang til i forbindelse med sine arbejdsrelaterede aktiviteter, og som tilhører en af de persongrupper, der er oplistet i bestemmelsen, herunder arbejdstagere.

Det er en betingelse, at det indberettede vedrører overtrædelser omfattet af lovens anvendelsesområde, jf. whistleblowerlovens § 1, stk. 1 – det vil sige indberetninger, som vedrører overtrædelser af EU-retten (omfattet af whistleblowerdirektivet), alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold.

Det er en betingelse, jf. whistleblowerlovens § 5, stk. 1, at der er foretaget indberetning til 1) en intern whistleblowerordning, 2) en ekstern whistleblowerordning, eller 3) en ekstern whistleblowerordning i institutioner, organer, kontorer eller agenturer under Den Europæiske Union, der har eksterne indberetningskanaler og procedurer for modtagelse af indberetninger af overtrædelser, der henhører under lovens anvendelsesområde.

Loven finder desuden anvendelse ved offentliggørelse foretaget af en whistleblower i følgende tilfælde, jf. whistleblowerlovens § 5, stk. 2:

1. Når den whistleblower, der foretager offentliggørelsen, først har foretaget intern og ekstern indberetning eller direkte ekstern indberetning, uden at den relevante whistleblowerenhed har truffet passende tiltag som reaktion på indberetningen inden for de frister, der er fastsat i whistleblowerloven.
2. Når den whistleblower, der foretager offentliggørelsen, har rimelig grund til at antage, at overtrædelsen kan udgøre en overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser.
3. Når den whistleblower, der foretager offentliggørelsen, har rimelig grund til at antage, at der i tilfælde af indberetning til en ekstern whistleblowerordning er risiko for repressalier, eller der på grund af sagens konkrete omstændigheder er ringe udsigt til, at overtrædelsen vil blive imødegået effektivt.

Ved offentliggørelse forstås, at oplysninger om overtrædelser gøres offentligt tilgængelige, f.eks. via pressen, sociale medier eller lignende platforme.

Det følger af whistleblowerlovens § 8, stk. 1, at en whistleblower ikke må udsættes for repressalier som følge af, at vedkommende har foretaget en intern eller ekstern indberetning eller foretaget en offentliggørelse i overensstemmelse med lovens regler herom.

Herudover følger det af whistleblowerlovens § 28, stk. 1, at whistleblowere, der er blevet udsat for repressalier som følge af en indberetning, jf. § 8, stk. 1, har krav på godtgørelse.

Kort om sagen

A blev ansat som buschauffør hos et privatejet busselskab den 1. januar 2024.

Under sin ansættelse testede A bussens overfaldsalarmer og oplevede i den forbindelse problemer med alarmerne, hvilket ledelsen blev gjort opmærksom på. A oplevede også problemer med alarmerne i forbindelse med en voldelig episode i bussen den 13. juni 2025, der efterfølgende førte til et knivstikkeri. A foretog herefter flere afprøvninger af alarmsystemet på egen hånd.

A henvendte sig herefter til TV2 Kosmopol, hvor han udtalte sig om problemerne med overfaldsalarmerne.

Den 18. august 2025 blev A afskediget bl.a. med henvisning til A’s korte anciennitet og til, at busselskabet ikke længere havde tillid til A, idet A gentagne gange havde overskredet interne retningslinjer herunder ved bl.a. at have udtalt sig til TV2 Kosmopol om forholdene hos busselskabet og ved gentagne og uberettigede aktiveringer af overfaldsalarmerne, som kun skulle benyttes, hvis buschaufføren blev udsat for overfald eller befandt sig i en nødsituation.

Parternes synspunkter om whistleblowerlovens beskyttelse

A’s faglige organisation gjorde gældende, at A blev opsagt som direkte konsekvens af, at han var stået frem i TV2 Kosmopol, og at dette var i strid med whistleblowerlovens beskyttelse, idet der var tale om en offentliggørelse omfattet af lovens § 5, stk. 2, nr. 2 eller 3 – dvs.:

• at A havde rimelig grund til at antage, at overtrædelsen kunne udgøre en overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser (nr. 2), eller
• at A havde rimelig grund til at antage, at der i tilfælde af indberetning til en ekstern whistleblowerordning var risiko for repressalier, eller på grund af sagens konkrete omstændigheder var ringe udsigt til, at overtrædelsen ville blive imødegået effektivt (nr. 3).

A’s faglige organisation gjorde videre gældende, at A derfor var berettiget til godtgørelse svarende til 12 måneders løn, jf. whistleblowerlovens § 28, stk. 1.

Busselskabet gjorde gældende, at A ikke var beskyttet af whistleblowerloven, idet A’s henvendelse til TV2 Kosmopol ikke kunne betragtes som en offentliggørelse omfattet af loven, bl.a. fordi der ikke havde været tale om risiko for væsentlig skade på personers liv og helbred. Hertil kom, at A ved episoden den 13. juni 2025 slet ikke burde have aktiveret overfaldsalarmen, da han ikke blev overfaldet. Han burde i stedet om nødvendigt have ringet 112.

Opmandens begrundelse og resultat

Der blev truffet afgørelse i sagen af Afskedigelsesnævnets opmand.

Opmanden anførte indledningsvis, at efter whistleblowerlovens § 5, stk. 1, finder loven anvendelse på indberetning til visse nærmere angivne interne og eksterne whistleblowerordninger, og at det var ubestridt, at A ikke havde gjort brug af disse ordninger.

Opmanden anførte herefter, at A ikke havde rimelig grund til at antage, at busselskabets mulige overtrædelser kunne udgøre en overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser, jf. whistleblowerlovens § 5, stk. 2, nr. 2.

Opmanden tillagde det ved sin vurdering vægt, at det efter bevisførelsen vedrørende episoden den 13. juni 2025 måtte lægges til grund, at A ikke burde have anvendt bussens overfaldsalarm, idet han ikke kunne antages at have været i fare. Der var endvidere ikke holdepunkter for, at det efterfølgende knivstikkeri var blevet forhindret, hvis hans alarmopkald var blevet besvaret.

Det forhold, at A ved den nævnte episode var ude for, at hans alarmopkald ikke blev besvaret, gjorde ikke, at A havde rimelig grund til at antage, at busselskabets mulige overtrædelser kunne udgøre en overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser.

Opmanden tillagde ikke A’s gentagne alarmopkald i juli 2025 – hvor han ubestridt ikke var i fare – betydning, idet de efter deres omfang ikke kunne anses for egnede til reel afprøvning af alarmsystemet.

Opmanden fandt heller ikke, at der i tilfælde af indberetning til en ekstern whistleblowerordning på grund af sagens konkrete omstændigheder var ringe udsigt til, at en mulig overtrædelse ville blive imødegået effektivt, jf. whistleblowerlovens § 5, stk. 2, nr. 3. Opmanden tillagde det i den forbindelse bl.a. vægt, at busselskabet i forlængelse af episoden den 13. juni 2025 iværksatte nye rutiner med bl.a. løbende kontrol af overfaldsalarmerne, og at A var eller burde have været bekendt med disse rutiner.

På den baggrund fandt opmanden, at A’s offentliggørelse af oplysninger til TV2 Kosmopol ikke var omfattet af whistleblowerlovens § 5, stk. 2, nr. 2 eller 3.

Opmanden fandt det herefter ikke nødvendigt at tage stilling til, om A’s offentliggørelse angik lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold som nævnt i whistleblowerlovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Som følge af det anførte var A ikke berettiget til godtgørelse efter whistleblowerlovens § 28, stk. 1.

Vores kommentarer

Der findes endnu ikke meget retspraksis vedrørende whistleblowerloven, og kendelsen udgør et vigtigt fortolkningsbidrag til forståelsen af loven og de betingelser, der gælder for, at en whistleblower er beskyttet af loven.

Kendelsen illustrerer, at whistleblowerlovens beskyttelse ved offentliggørelse til pressen er underlagt strenge betingelser. 

En medarbejder, der vælger at gå direkte til pressen uden først at benytte interne eller eksterne whistleblowerordninger, skal kunne godtgøre, at betingelserne i whistleblowerlovens § 5, stk. 2, nr. 2 eller 3, er opfyldt. 

Det er ikke tilstrækkeligt, at en medarbejder har oplevet problemer på arbejdspladsen, hvis der ikke er rimelig grund til at antage, at problemerne udgør en overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser. Ligeledes kan arbejdsgivers iværksættelse af afhjælpende foranstaltninger svække grundlaget for, at en medarbejder bliver omfattet af whistleblowerlovens beskyttelse ved offentliggørelse, idet der i så fald ikke er rimelig grund til at antage, at der er ringe udsigt til, at forholdet vil blive imødegået effektivt.

Hos Poul Schmith rådgiver vi både private og offentlige arbejdsgivere om whistleblowerlovens regler, herunder om etablering og drift af interne whistleblowerordninger, håndtering af indberetninger samt de ansættelsesretlige problemstillinger, der kan opstå i forbindelse med whistleblowing.

Har du som arbejdsgiver spørgsmål til kendelsen eller whistleblowerloven i øvrigt, er du velkommen til at kontakte vores specialister.

Læs mere om vores rådgivning inden for Ansættelsesret og arbejdsret og Whistleblowerordninger.