Generelt ved fortolkning af overenskomster
En overenskomst er en aftale mellem to ligeværdige parter. Der er således som udgangspunkt tale om almindelig aftalefortolkning. Overenskomstfortolkning har imidlertid en mere objektiveret karakter end aftaletolkning i almindelighed. Dette skyldes den særlige måde, overenskomster forhandles på. En kollektiv overenskomst er et resultat af komplekse og komplicerede aftaleforhandlinger, som udmønter sig i et detaljeret skriftligt aftaledokument. Den kollektive overenskomst vedrører ikke blot parternes eget mellemværende, men forpligter også en række arbejdsgivere og lønmodtagere, der skal have mulighed for at indrette sig efter aftalen. Parter, som oftest ikke har deltaget i forhandlingerne, vil skulle tolke på en overenskomstbestemmelse. Da dette særlige forhold har været (eller burde have været) klart for overenskomstparterne, da teksterne blev aftalt og formuleret, vægter ordlydsfortolkningen tungt ved overenskomstfortolkning.
Dog er overenskomstfortolkning aftalefortolkning i den forstand, at overenskomstparterne råder over indholdet. Er det muligt at udlede en fælles opfattelse eller forudsætning om en regel, vil den blive lagt til grund for fortolkningen. Det er dog sjældent, at det vil være tilfældet, hvis en tvist når så langt som til en faglig voldgift.
En overenskomstbestemmelse må også fortolkes i sammenhæng med de øvrige regler i overenskomsten, ligesom ordlydsfortolkningen ikke er indskrænket til en snæver sproglig analyse af de anvendte udtryk, og det vil være nødvendigt at se på, om udtrykket betyder noget særligt inden for det enkelte overenskomstområde.
Ordlydsfortolkning
At overenskomstfortolkning skal tage sit afsæt i ordlyden, kom også til udtryk i kendelsen om ministerchaufførtillægget.
Der skal være konkrete og dokumenterbare holdepunkter med en vis tyngde for at antage en anden retsstilling end den, som ordlyden tilsiger, jf. b.la. kendelse af 28. april 2010 afsagt af en faglig voldgift.
Sagen fra 2010 angik spørgsmålet om, hvorvidt overenskomsten skulle fortolkes således, at det alene var det overenskomstmæssige anciennitetskrav – men ikke sygedagpengelovens anciennitetskrav – der skulle fraviges ved tilskadekomst i virksomheden under udførelsen af arbejde. Opmanden lagde afgørende vægt på ordlyden under henvisning til, at der ”ikke i øvrigt foreligger væsentlige fortolkningsbidrag til forståelsen af § 24, stk. 5”.
Hvor meget skal der til for at fravige ordlyden?
Kravene til, hvor meget der skal til for at antage en retsstilling, der er anderledes end den, som ordlyden tilsiger, er generelt høje. Men det forholder sig imidlertid ikke sådan, at kravene altid er de samme. Kravene vil efter omstændighederne – navnlig bestemmelsens karakter og udformning – variere.
En bestemmelse, hvis ordlyd er generel, vag eller upræcis kan i højere grad fortolkes således, at der udledes en anden retsstilling end den, som ordlyden tilsiger, jf. kendelse af 5. oktober 1994 afsagt af en faglig voldgift.
Denne sag drejede sig om fortolkning af en bestemmelse, hvori det var anført, at der på områder, hvor det skønnedes hensigtsmæssigt at indføre varierende ugentlige arbejdstider, kunne optages forhandlinger mellem arbejdsgiveren og de ansatte herom. Arbejdsgiverforeningen indtog det synspunkt, at bestemmelsen gav den enkelte arbejdsgiver fri adgang til at aftale varierende ugentlige arbejdstider med de ansatte. Opmanden fandt, at ”en bestemmelse med et så generelt indhold som § 2, stk. 4, ikke alene kan undergives en ren ordlydsfortolkning, men må fortolkes i sammenhæng med de øvrige bestemmelser om arbejdstid i § 2”.
Hvis der derimod er tale om fortolkning af en bestemmelse med en præcis og klar ordlyd, vil bestemmelsen blive fortolket i overensstemmelse med dens ordlyd. Det kan af praksis udledes, at der reelt stilles krav om, at parterne – beviseligt – har haft en anden fælles forståelse af bestemmelsens indhold, hvis den præcise og klare ordlyd skal fraviges, jf. b.la. kendelse af 28. oktober 2009 afsagt af en faglig voldgift.
Sagen angik fortolkning af en bestemmelse, der afgrænsede anvendelsesområdet af Industriens Overenskomst. Bestemmelsen, der ifølge sagens tre opmænd ansås som præcis, blev fortolket i overensstemmelse med dens ordlyd. Opmændene begrundede deres kendelse med, at det under sagen ikke var godtgjort, at parterne havde tilsigtet en anden retsstilling end den, som umiddelbart følger af ordlyden.
Den sproglige forståelse af et givent udtryk
I praksis opstår undertiden uenighed om forståelsen af et eller flere udtryk, der fremgår af en bestemmelse. I tvister af denne art skal fortolkningen tage sit udgangspunkt i en naturlig sproglig forståelse af den omtvistede bestemmelse, jf. kendelse af 4. marts 2002 afsagt af en faglig voldgift.
Under sagen var hovedspørgsmålet, hvordan ordet ”pause”, der fremgik af den omtvistede bestemmelse, skulle forstås og fortolkes. Opmanden fandt, at den naturlige sproglige forståelse af udtrykket ”en pause” er en midlertidig standsning af et arbejde, og det var derfor ikke muligt at fortolke en bestemmelse således, at arbejdsgiveren kunne placere en pause som enten indledning til eller afslutning af en arbejdsdag.