Ny dom om retten til livet inden for sundhedsområdet

Sagens faktum

Sagen handlede om en borger, der havde midlertidigt ophold på et døgntilbud. Borgeren blev fundet død på døgntilbuddets rygeterrasse kl. 04.00 i januar måned. Borgeren var præ-terminal og meget plejekrævende. Borgeren var død et sted mellem kl. 00:00 og 04:00 som følge af et hjertesvigt, efter han var faldet. Borgeren havde været uden opsyn i det tidsrum. Moren til den afdøde førte sagen mod kommunen. Hun gjorde bl.a. gældende, at kommunen havde tilsidesat sine forpligtelser efter EMRK art. 2. Hun mente, at kommunen havde forsømt at sikre tilstrækkelig overvågning og tilsyn med borgeren. 

Efter dødsfaldet havde Styrelsen for Patiensikkerhed foretaget en række tilsyn på døgntilbuddet. Styrelsen havde i den forbindelse peget på en række mangelfulde procedurer.

Hvilken ansvarsnorm skulle sagen afgøres efter?

Det første retten skulle tage stilling til var, hvilken ansvarsnorm sagen skulle afgøres efter. Parterne var uenige om, hvilken praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) retten skulle inddrage og tillægge betydning ved afgørelsen af sagen. 

Sagsøger gjorde gældende, at ansvarsvurderingen skulle foretages med afsæt i den praksis, der vedrører statens positive forpligtelser efter EMRK art. 2, i de tilfælde, hvor en person afgår ved døden, mens vedkommende er i myndighedernes varetægt imod sin vilje, f.eks. dommene Makharadze and Sikharulidze mod Georgien og Karpylenko mod Ukraine. Det vil sige i situationer, hvor den afdøde var anholdt eller indsat i et fængsel. 

I sådanne sager har EMD fastlagt en strengere ansvarsvurdering end ellers. EMD har ved flere lejligheder fastslået, at hvis en frihedsberøvet har livstruende sygdom og helbredsproblemer, hvis disse er kendte for myndighederne, ja så vil det udgøre en krænkelse af statens positive forpligtelser efter art. 2, hvis den relevante myndighed ikke har gjort, hvad der med rimelighed kan forlanges, hvis den frihedsberøvede dør.

Omvendt så var det kommunens synspunkt, at sagen skulle afgøres efter den praksis, som omhandler potentielle krænkelser inden for sundhedsområdet. Borgeren var jo ikke tilbageholdt mod sin vilje. Kommunen henviste navnlig til præmisserne i Lopes de Sousa Fernandes mod Portugal af 19. december 2017, som er afsagt af Storkammeret. I den sag havde Storkammeret for første gang præciseret den materielle ansvarsbedømmelse efter EMRK art. 2 inden for sundhedsområdet.  

Dommen fastslår, at staten har en positiv forpligtelse til at indføre passende forholdsregler for at sikre en høj professionel standard blandt sundhedspersonale for at beskytte patienters liv (præmis 105). 

Dommer fastslår også (præmis 192), at staterne ifalder ansvar, hvis der foreligger en systemisk eller strukturel dysfunktion i en behandling, der resulterer i, at en patient nægtes adgang til livreddende akutbehandling, og myndighederne er eller bør være bekendt med risikoen og undlader at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forhindre risikoen i at blive til virkelighed. 

Ansvarsnormerne i de to tilfælde er altså afgørende forskellige.

Kommunen gjorde som nævnt gældende, at det var ansvarsnormen i Lopes de Sousa Fernandes mod Portugal der skulle anvendes på sagen. Kommunen henviste til, at borgeren var placeret frivilligt og midlertidigt i døgntilbuddet, at døgntilbuddet var døgnbemandet af bl.a. sygeplejersker og andet sundhedspersonale, at borgeren havde et særligt behov for omsorg, pleje og genoptræning, og at disse behov blev varetaget på døgntilbuddet. 

Omvendt mente sagsøgeren først og fremmest til, at ansvarsnormen i Lopes de Sousa Fernandes mod Portugal udelukkende er baseret på tidligere sager om potentielle krænkelser i forbindelse med lægefaglig behandling. Sagsøger henviste til, at borgeren på ulykkestidspunktet ikke var indlagt på et hospital eller lignende, at han ikke modtog egentlig lægefaglig behandling på døgntilbuddet, og at der da heller ikke var ansat læger eller andet medicinsk personale på døgntilbuddet.     

Rettens vurdering

Retten i Glostrup var dog enig med kommunen. Sagen skulle afgøres med afsæt i praksis inden for sundhedsområdet. Retten henviste også til dommen Dodov mod Bulgarien (præmis 81) af 17. januar 2008. Den sag handlede om en dement kvinde, som forsvandt sporløst fra et plejehjem, fordi plejepersonalet ikke havde holdt fornødent opsyn med hende. I præmis 80-81 slog EMD fast, at den på daværende tidspunkt i retspraksis udviklede ansvarsvurdering inden for hospitalsområdet, også gjaldt for den offentlige sundhedssfære i en mere bred forstand, og at sundhedspersonale, og ikke kun medicinsk personale, er underlagt denne ansvarsvurdering. 

Retten fandt så ikke, at der i sagen var påvist systemiske eller strukturelle dysfunktioner i behandlingen af borgeren, som havde haft betydning for dødsfaldet. Af den grund blev kommunen frifundet.

Vores bemærkninger om dommens betydning

Dommen er selv sagt interessant, fordi en dansk domstol, så vidt vides, for første gang behandler spørgsmålet om en materiel af EMRK art. 2 inden for sundhedsområdet.

Dommen slår fast, at det er den mere lempelige ansvarsvurdering som gælder i sager om behandling i den offentlige sundhedssfære i en mere bred forstand. Myndighederne ifalder så kun et ansvar, hvis der foreligger en systemisk eller strukturel dysfunktion i en behandling, der resulterer i, at en borger nægtes adgang til livreddende akutbehandling. Og det kun hvis myndigheden er eller bør være bekendt med risikoen og undlader at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forhindre risikoen i at blive til virkelighed. Når den ansvarsnorm anvendes, er det vores forventning, at der kun meget sjældent i Danmark vil være grundlag for at sige, at menneskerettighederne er blevet krænket inden for sundhedsområdet. . 

Dommen er samtidigt en påmindelse om, at det i sager om krænkelse af EMRK’s art. 2 og 3, hvor praksis fra EMD er meget omfattende, er afgørende at få inddraget den helt rigtige praksis, og at praksis som bekendt altid skal fortolkes og anvendes i lyset af den konkrete sags karakter og omstændigheder i øvrigt. Herudover minder dommen om, at der må udvises tilbageholdenhed med at fastlægge ansvarsnormen i en konkret sag med afsæt i domspræmisser, hvor de faktiske forhold adskiller sig. 

Dommen er anket og afventer udfaldet af ansøgning om fri proces.

Sagen blev for kommunen ført af  partner og advokat Aleksander Lind, Poul Schmith. Hvis du arbejder hos en myndighed og har spørgsmål til myndigheders ansvar for menneskeretskrænkelser i forbindelse med dit arbejde, så er du altid velkommen til at tage fat i ham, Paw Fruerlund eller Sune Fugleholm.