Østre Landsret fandt, at medarbejderen hverken havde krav på merbetaling eller godtgørelse for manglende pause
Overenskomster er ikke udfyldende
Medarbejderens fagforening havde procederet på, at uanset at den pågældende medarbejders ansættelsesforhold ikke var omfattet af overenskomst, så skulle mangel af konkret aftale om honorering medføre, at Industriens Funktionæroverenskomst og Funktionæroverenskomsten for Handel, Viden og Service, der dækker et meget stort antal privatansatte funktionærer med HK-baggrund, være udfyldende. I disse overenskomster er det om overarbejde bestemt, at det honoreres med timeløn plus 50 %, hvorfor den pågældende medarbejder også skulle være berettiget til honorering, da det af ansættelseskontrakten anførte om, at ”medarbejderen ikke modtager særskilt betaling for overarbejde”, henviser til lejlighedsvist overarbejde, og at arbejdet, som medarbejderen udførte, ikke var omfattet af den formulering.
Landsretten fandt (i overensstemmelsen med arbejdsgiverens synspunkt), at spørgsmålet om yderligere betaling af løn reguleres af den indgåede ansættelseskontrakt, som udgør det aftaleretlige grundlag parterne imellem, og som nærmere opregner de vilkår, der er gældende for ansættelsen.
Medarbejderens bevisbyrde
Der blev ikke registeret arbejdstid i virksomheden, og landsretten fandt, at det påhvilede medarbejderen at godtgøre, at hun er berettiget til yderligere betaling af løn som følge af arbejde i frokostpausen.
Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at medarbejderen – navnlig i første halvdel af sin ansættelse – sammen med andre ansatte skulle tage telefoner og også i betragteligt omfang har besvaret telefonopkald i frokostpausen.
Dog fandt landsretten med henvisningen til de anførte omstændigheder, herunder det oplyste om hendes aflønning og ansættelsesforhold samt arbejdets indhold og omfang, imidlertid ikke, at medarbejderen efter en samlet vurdering havde ført bevis for, at hun på grund af besvarelse af telefonopkald i frokostpauserne har været pålagt at arbejde i videre omfang, end hun ifølge ansættelseskontrakten var forpligtet til.
En pause skal ikke vare 30 minutter
Det blev også gjort gældende, at som følge af telefonerne i frokostpausen havde medarbejderen ikke under sin ansættelse haft mulighed for at holde en reel pause af et sådant omfang, at pausens formål tilgodeses, selvom medarbejderen havde en arbejdstid, der dagligt oversteg 6 timer, jf. arbejdstidslovens § 3.
Det er første gang, at pausebestemmelsen i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet skulle prøves ved de civile domstole, og derfor var sagen henvist til Østre Landsret på grund af sagens principielle karakter.
Landsretten udtalte, at hverken ordlyden af § 3 i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet eller forarbejderne til bestemmelsen stiller krav om, at en pause skal have en bestemt længde, eller at en frokostpause skal have en varighed af 30 minutter. Derudover fandt landsretten, at der ikke er grundlag for at anse flere korterevarende pauser, som hver især tilgodeser pausens formål, for at være i strid med bestemmelsen eller hensigten bag lovgivningen.
Derfor fandt landsretten, at det ikke var godtgjort, at medarbejderen ikke har haft mulighed for i løbet af arbejdsdagen at holde pauser af et sådant omfang, at pausens formål tilgodeses. Hvorfor der herefter ikke var grundlag for at fastslå, at arbejdet har været tilrettelagt på en sådan måde, at lovens § 3 var overtrådt.
