Dom fra Østre Landsret i sag om logningsbekendtgørelsen

Sagens baggrund

Logningsbekendtgørelsen indebærer, at teleselskaber har pligt til at indsamle og lagre en række oplysninger om teletrafik, herunder bl.a. oplysninger om hvilke numre, der har været i forbindelse med hinanden, og hvilken telefonmast som en opkaldende telefon har været forbundet med under et opkald. Oplysningerne bruges af politi og anklagemyndigheden til at fastlægge, hvilke personer der har kommunikeret med hinanden, og hvor de har befundet sig.

Reglerne blev oprindeligt indført i kølvandet på terrorangrebene den 9. september 2001 som led i den danske gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution om bekæmpelse af finansiering af terrorisme (resolution nr. 1373 (2001)). I 2006 vedtog EU desuden et direktiv – ”logningsdirektivet” (2006/24/EF) – som pålagde medlemsstaterne tilsvarende forpligtelser.

I de følgende år afsagde EU-Domstolen flere opsigtsvækkende domme om logningsreglernes forenelighed med bl.a. EU’s Charter om grundlæggende rettigheder (Charteret), herunder med retten til privatliv og persondatabeskyttelse.

Først fandt EU-Domstolen i 2014 i Digital Rights-dommen (forenede sager C-293/12 og C-594/12), at logningsdirektivet i sig selv var i strid med Charteret, og to år senere fandt EU-Domstolen i Tele2-dommen (forenede sager C-203/15 og C-698/15), at nationale britiske og svenske regler om generel og udifferentieret logning af teleoplysninger var uforenelige med artikel 15, stk. 1, i e-data­beskyt­telsesdirektivet (2002/58/EF) sammenholdt med artikel 7 og 8 i Charteret.

EU-Domstolens domme gav anledning til usikkerhed i en række medlemsstater om, hvorvidt og i hvilket omfang de nationale logningsregler skulle revideres. Der blev i den forbindelse fremlagt flere præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen i de efterfølgende år.

Sagen ved de danske domstole

Foreningen mod Ulovlig Logning anlagde den 1. juni 2018 sag mod Justitsministeriet med påstand om, at logningsbekendtgørelsen er ugyldig.

Østre Landsret satte sagen i bero for at afvente EU-Domstolens dom i La Quadrature-sagen (forenede sager C-511/18, C-512/18 og C-520/18).

Denne dom blev afsagt i oktober 2020. Her fastslog EU-Domstolen for første gang, at nationale regler om generel og udifferentieret logning under visse betingelser kan opretholdes.

Parterne i sagen var enige om, at dele af logningsbekendtgørelsen strider imod EU-retten, som den er fortolket i de tre nævnte EU-domme. Omdrejningspunktet for landsretten var imidlertid, hvad retsvirkningen af denne uoverensstemmelse skulle være.

Sagsøgerne havde påstået, at logningsbekendtgørelsen i sin helhed skulle erklæres ugyldig (påstand 1).

Justitsministeriet bestred ikke under sagen, at visse dele af logningsbekendtgørelsen ikke kunne håndhæves overfor teleselskaberne. Ministeriet gjorde imidlertid gældende med henvisning til klassisk EU-retspraksis som f.eks. Simmenthal-dommen (C-106/77) og IN.CO.GE-dommen (forenede sager C-10/97 til C-22/97), at konsekvensen af en national retsregels modstrid med EU-retten ikke er, at den bliver formelt ugyldig eller generelt mister alle retsvirkninger. Konsekvensen er i stedet alene, at reglen ikke kan anvendes i det omfang, det ville stride mod EU-retten.

Landsretten gav Justitsministeriet medhold i dette og frifandt derfor ministeriet.

Sagsøgerne havde også nedlagt en anden påstand om, at Justitsministeriet ikke havde ændret reglerne i logningsbekendtgørelsen hurtigst muligt som opfølgning på dommene fra EU-Domstolen.

Landsretten afviste denne påstand af egen drift med den begrundelse, at påstanden måtte anses som en ytring om et omtvistet faktisk forhold, uden at dette forhold var kategoriseret eller kvalificeret retligt. Påstanden ville derfor ikke i sig selv have betydning for parternes retsstilling.

Justitsministeriets interesser blev varetaget af advokat Rass Holdgaard, advokat Peter Ahlberg og erhvervsjuridisk fuldmægtig Rachel Scheele.