Kan man afskedige en medarbejder, som af religiøse grunde nægter at arbejde en lørdag?

Sagens tema og faktiske omstændigheder i hovedtræk

Sagen drejede sig om, hvorvidt det var i strid med forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, at en skole pålagde en idrætslærer at møde en lørdag til et åbent hus-arrangement og efterfølgende afskedigede idrætslæreren som følge af hans udeblivelse til arrangementet, når skolen vidste, at det var en væsentlig del af idrætslærerens religiøse overbevisning at helligholde lørdagen som en hviledag.

Det følger af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver hverken direkte eller indirekte må forskelsbehandle lønmodtagere på grund af religion eller tro ved afskedigelse eller med hensyn til arbejdsvilkår.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af en bestemt religion eller tro ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige, jf. forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3.

Forskelsbehandlingslovens bestemmelse om indirekte forskelsbehandling er implementeret på baggrund af EU’s beskæftigelsesdirektiv.

Det var under sagen ubestridt, at kravet fra skolen om idrætslærerens fremmøde til åbent hus-arrangementet var begrundet i det legitime formål at præsentere skolens studieretninger for potentielt kommende elever.

Det var endvidere ubestridt, at det var hensigtsmæssigt, at skolen konkret stillede krav om, at idrætslæreren som den eneste faglærer i idræt, der blev udbudt som studieretningsfag, mødte frem til åbent hus-arrangementet.

Spørgsmålet for landsretten var herefter alene, om kravet fra skolen om idrætslærerens fremmøde til åbent hus-arrangementet var nødvendigt for at opfylde det forfulgte mål om at præsentere skolens studieretninger for potentielt kommende elever.

Sagen blev behandlet i Vestre Landsret som førsteinstans som følge af sagens principielle karakter, bl.a. grundet stillingtagen til rækkevidden af nødvendighedskriteriet i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, ved indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Vestre Landsrets begrundelse og resultat

Landsretten fandt, at kravet om fremmøde til at arbejde en lørdag, der tilsyneladende er neutralt, vil stille personer med idrætslærerens religion eller tro ringere end andre, hvorfor forholdet kunne være indirekte forskelsbehandling efter forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3.

Skolen havde derfor bevisbyrden for, at kravet om idrætslærerens fremmøde var objektivt begrundet i et sagligt formål, at midlerne til at opfylde formålet var hensigtsmæssige og nødvendige, og at forholdet af den grund ikke udgjorde indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven.

Landsretten udtalte ved bedømmelse af, hvorvidt kravet om idrætslærerens fremmøde var nødvendigt, at der efter ordlyden af beskæftigelsesdirektivets artikel 2, stk. 2, litra b, og forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, samt efter forarbejderne til denne bestemmelse ikke er grundlag for at fastslå, at kravet tillige skal være strengt nødvendigt, og at formuleringen i præmis 42 og 43 i sag C-157/15 (Achbita-sagen), jf. EU-Domstolens dom af 14. marts 2017, ikke kan ændre herpå.

Landsretten foretog en konkret vurdering af bevisførelsen og fandt, at det havde formodning imod sig, at det var muligt for skolen at afvikle åbent hus-arrangementet tilfredsstillende uden idrætslærerens deltagelse ved intern vikariering eller omrokering af øvrige medarbejdere under arrangementet. Landsretten fremførte endvidere, at det derfor havde været nødvendigt for skolen mod betaling at antage to eksterne idrætsfaglærere for at kunne præsentere faget på det nødvendige faglige niveau.

På denne baggrund, og da skolen tillige havde begrænset kravet om idrætslærerens arbejde til kun 3 timer den pågældende dag, fandt landsretten, at skolen havde løftet bevisbyrden for, at det var nødvendigt at stille krav om idrætslærerens fremmøde til åbent hus-arrangementet.

Skolens krav om idrætslærerens fremmøde til åbent hus-arrangementet var derfor ikke i strid med forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro.

Hvad kan udledes af dommen?

Det kan udledes af Vestre Landsrets dom, at arbejdsgivere utvivlsomt skal tage hensyn til medarbejderes særlige ønske om fri begrundet i en helligdag, men at arbejdsgivere kan kræve, at en medarbejder møder på arbejde, såfremt kravet om fremmøde er:

objektivt begrundet i et sagligt formål
hensigtsmæssigt og
nødvendigt.

Nødvendighedsvurderingen er konkret, men efter landsrettens vurdering behøver kravet om medarbejderens fremmøde ikke være ”strengt” nødvendigt. Dette til trods for, at EU-Domstolen ellers i dom af 14. marts 2017 i sag C-157/15 (Achbita-sagen) – om forbud mod at bære hovedtørklæde – i præmis 42 udtalte, at det ”skal undersøges, om dette forbud begrænser sig til det strengt nødvendige”, og i præmis 43 fastslog, at ”det tilkommer den forelæggende ret under hensyn til alle sagens omstændigheder at tage hensyn til de foreliggende interesser og at begrænse indskæringen af de omhandlede friheder til det strengt nødvendige.”

Spørgsmålet om rækkevidden af forskelsbehandlingslovens beskyttelse mod indirekte forskelsbehandling på grund af religion og tro som følge af en medarbejders ønske om fri begrundet i en helligdag er yderst interessant og af praktisk betydning, idet helligdage i Danmark er baseret på kristne højtider. Medarbejdere med andre religiøse overbevisninger må ofte bede om fri til deres religiøse helligdage, og arbejdsgiver må her være opmærksom på forskelsbehandlingslovens beskyttelse.

Det er uvist, om dommen vil blive anket til Højesteret.

Ligebehandlingsnævnets interesser som mandatar for idrætslæreren blev for Vestre Landsret varetaget af advokat Paw Fruerlund med bistand fra advokat Louise Vestergaard.