Østre Landsrets dom
Ret til andel af selskabsskat
Det var uomtvistet i sagen, at virksomheden havde virksomhedsbygninger, der var beliggende hen over kommunegrænsen mellem Kommune A og Kommune B.
Landsretten henviste til, at det fremgår af lovforslagets bemærkninger til den tidligere gældende bestemmelse i kommuneskatteloven, § 33, stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 2, der i al væsentlighed er videreført med den nugældende bestemmelse (kommuneskattelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 2), at de kommuner, hvortil virksomheden kun har en løsere eller midlertidig tilknytning, ikke kan gøre krav på andel i selskabsskatten. I forlængelse heraf henviste landsretten til, at de i bestemmelsen nævnte selvstændige lokaler eller anlæg forudsættes at have en fastere karakter. I bemærkningerne til bestemmelsen i den tidligere gældende § 34, stk. 2 (en tidligere gældende særregel), om fordelingen af selskabsskatten mellem flere kommuner henvises som et eksempel på reglens anvendelse til et tilfælde, hvor en fabrik, der drives som en helhed, er beliggende hen over en kommunegrænse.
Landsretten lagde til grund, at der i denne sag var produktionsfaciliteter med igangværende produktion i bygningerne beliggende i både Kommune A og Kommune B, og at de pågældende bygninger udgjorde et sammenhængende fabriksanlæg, der blev drevet som en helhed hen over kommunegrænsen, og at der tillige var kontorlokaler med beskæftiget personale i bygningen beliggende i Kommune B. Landsretten lagde videre til grund, at det samlede fabriksanlæg, der havde været beliggende på stedet i en lang årrække, havde en fast karakter.
Landsretten fandt, at virksomheden drev virksomhed i kommuneskattelovens forstand i begge kommuner. Kommune B havde herefter krav på andel i selskabsskatten for virksomheden.
Fordelingen af selskabsskatten
Herefter angik sagen Fordelingsnævnets fastsættelse af, hvilke forhold fordelingen skulle ske efter.
Landsretten lagde til grund, at der mellem Kommune A og Kommune B ikke kunne opnås enighed om fordelingen af selskabsskatten, og at den såkaldte lønningsregel i kommuneskattelovens § 11, stk. 1, ikke var anvendelig i sagen. Herefter var det Fordelingsnævnet, der efter § 11, stk. 2, skulle fastsætte, efter hvilke forhold fordelingen skulle ske.
Landsretten udtalte, at lovgiver ikke i forarbejderne til kommuneskattelovens § 11, stk. 2, har fastsat retningslinjer for Fordelingsnævnets udøvelse af skønnet. Landsretten henviste herefter til Højesterets dom af 22. september 2015 (optrykt i U 2016.191), og landsretten udtalte, at det følger af Højesterets dom, at domstolene i overensstemmelse med almindelige principper for prøvelse af forvaltningsafgørelser kan tilsidesætte et skattemæssigt skøn, hvis det bl.a. godtgøres, at skønsudøvelsen hviler på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller hvis skønnet har ført til et åbenbart urimeligt resultat.
Landsretten fandt, at Fordelingsnævnet som et alment og lovligt kriterium kunne inddrage hensynet til administrativ konveniens i skønsudøvelsen efter kommuneskattelovens § 11, stk. 2.
Som led i en forenkling af reglerne i kommuneskattelovens § 11 blev en særregel om fordeling efter nettoindtægten og ejendomsvurderinger ophævet i 2006. Landsretten udtalte, at der ikke var holdepunkter for at antage, at det havde været lovgivers hensigt at udelukke anvendelsen af ejendomsvurderingerne i de tilfælde, hvor lønningsreglen ikke er anvendelig.
Landsretten fandt, at Fordelingsnævnet havde været berettiget til at foretage fordelingen af selskabsskatten. Derudover fandt landsretten, at det ikke var godtgjort, at Fordelingsnævnets afgørelse var truffet i strid med nævnets praksis.
Landsretten fandt endvidere, at det ikke kunne antages, at Fordelingsnævnets skøn hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at skønnet i øvrigt havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.
Skatteministeriet blev herefter frifundet i det hele.
Sagen blev varetaget af Steffen Sværke og Melanie Holt Jellesen.
