Nyheder

Ved årsskiftet udvidede Kammeradvokaten/ Advokatfirmaet Poul Schmith partnerkredsen med fire stærke profiler, nemlig Paw Vindahl, Milena Anguelova Krogsgaard, Mathias Juul Holter samt Jacob Christian Sølling. Firmaet styrkede samtidig en række af sine centrale og efterspurgte rådgivningsområder.

Fire nye partnere styrker Kammeradvokatens rådgivning


Ved årsskiftet udvidede Kammeradvokaten/ Advokatfirmaet Poul Schmith partnerkredsen med fire stærke profiler, nemlig Paw Vindahl, Milena Anguelova Krogsgaard, Mathias Juul Holter samt Jacob Christian Sølling. Firmaet styrkede samtidig en række af sine centrale og efterspurgte rådgivningsområder. 

Paw Vindahl

Paw Vindahl er erhvervsjuridisk rådgiver og specialiseret inden for facility management og offentlige-private partnerskaber. Han rådgiver såvel offentlige som private kunder om indkøbs- og udbudsstrategier, udarbejdelse af udbuds- og kontraktmateriale samt om kommercielle forhold. Paw deltager desuden i kontraktforhandlinger og den efterfølgende kontraktopfølgning. Fremadrettet vil han fokusere yderligere på Facility management-området i forhold til både offentlige og private ordregivere.

Blandt opgaverne i de senere år har eksempelvis været de store statslige facility management-udbud i Forsvaret, Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen.Hos Kammeradvokaten indgår Paw i firmaets specialistteam for Udbud og Infrastruktur. Teamet rådgiver kunder i det offentlige, boligselskaber, trafikselskaber og energiselskaber med at planlægge og gennemføre infrastrukturprojekter, trafikkøb og offentlige-private partnerskaber.

Han er uddannet cand.merc.jur. fra Copenhagen Business School og bliver således den første med denne baggrund, der indtræder som partner i firmaet. Paw kom til Kammeradvokaten i 2012 med en baggrund fra Rigspolitiet og Trafikstyrelsen. Privat bor han i Virum med hustruen Maria og sønnerne William og Valdemar på 7 og 10 år.

Milena Anguelova Krogsgaard

Milena Anguelova Krogsgaard er specialiseret i komplekse IT-kontrakter og kom til Kammeradvokaten i 2006. Hun indgår i dag i ledelsen af firmaets Team IT og Digitalisering, der er et af landets største på området. Samtidig med udnævnelsen tildeles Milena et særligt ansvarsområde i forhold til at understøtte firmaets videnarbejde og udvikling af digitale videnprodukter. Hun skal i den sammenhæng bl.a. være med til at sikre en effektiv og struktureret opsamling og adgang til viden med det mål at effektivisere arbejdsgange og forbedre servicen til firmaets kunder.

Hun fortsætter i øvrigt sit arbejde inden for IT-kontraktområdet. Hun har særlig ekspertise i komplekse IT-udbud og omfattende erfaring med anskaffelse, forhandling og kontraktstyring af kritiske og komplekse IT-systemer, driftsløsninger og software as a service-løsninger. Hun var bl.a. involveret i anskaffelsen af den nye inddrivelsesløsning, den fællesoffentlige datafordeler, statens budgetsystem, statens HR-løsning samt Nem Log-in. Igennem flere år har Milena udviklet en særlig ekspertise inden for agile IT-kontrakter, hvor hun bl.a. har været med til at udvikle firmaets nye kursusforløb om agile IT-projekter.

Hun er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og har en baggrund hos Konkurrencestyrelsen samt Justitsministeriet. Milena er født i Sofia, Bulgarien, og kom til Danmark i 1997. Hun er gift med Morten. Parret bor i Holte og har 3 børn, Laura på 11 år, Sofus på 10 år og Karla på 4 år.

Mathias Juul Holter

Mathias Juul Holter er tilknyttet firmaets faggruppe Finansiering og Insolvens. Han er særligt specialiseret i at rådgive myndigheder og virksomheder i spørgsmål relateret til insolvens, finansiering, sikkerhed og retssager. Erfaringen omfatter varetagelse af kreditorinteresser samt behandling af kriseramte virksomheder, virksomhedsoverdragelser mv.

Igennem årene har han oparbejdet stor indsigt i virksomheders ledelse, drift og økonomi og har herigennem håndteret komplekse konkursboer samt insolvensretlige problemstillinger. Aktuelt bistår Mathias med afviklingen af de konkursramte forsikringsselskaber Alpha Insurance A/S og Qudos Insurance A/S, hvilket har medført løsning af en lang række af problemstillinger på tværs af landegrænser samt en betydelig mængde projektledelse.

Mathias har møderet for Højesteret og fører løbende retssager om insolvensretlige og erhvervsretlige problemstillinger. Han har bl.a. været involveret i retssager omkring omstødelse, ledelsesansvar og konkurskarantæne. Det afgørende for Mathias har altid været at komme frem til det juridisk rigtige resultat – på en ordentlig måde. Derudover er han en engageret leder, som går meget op i sine medarbejdere, og som i øvrigt ser sine kollegaer som afgørende for den daglige arbejdsglæde.

Med udnævnelsen ser Mathias frem til i endnu højere grad at sætte fokus på ledelse og trivsel for derigennem at sikre, at de bedste medarbejdere også i fremtiden ønsker at arbejde hos Kammeradvokaten – til glæde for virksomheden og klienterne.

Mathias er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og kom til Kammeradvokaten i 2011. Privat bor Mathias på Vesterbro med sin hustru Lene og deres søn Mads på 8 år.

Jacob Christian Sølling

Jacob Christian Sølling er tilknyttet Kammeradvokatens kontor i Aarhus, som han var med til at starte op i 2016. Jacob har været en stor del af de akkvisitive og ledelsesmæssige tiltag, der har gjort kontoret til den succes, det er i dag. Kontoret er siden starten vokset fra 4 til nu 65 medarbejdere.

Jacob er specialiseret i insolvensret og tvistløsning og er tilknyttet kontorets afdeling for Insolvens og Finansiering. Han bistår i den forbindelse kreditorer både før og under konkurs. Jacob bistår således med inddrivelse af pengekrav i bred forstand og øvrig håndtering af kreditorinteresser. Erfaringen omfatter bl.a. behandling af større antal konkursboer inden for brancher som bygge og anlæg, ejendomme, velfærd og pleje, produktion samt teknologi. Jacob har bl.a. været involveret i flere af konkurserne efter en række større ejendomskoncerner efter finanskrisen. Han fører og rådgiver endvidere om tvister relateret til insolvensret, herunder omstødelses- og fordringsprøvelsessager. Jacob vil fremover have fokus på at udbygge Kammeradvokatens relation til de professionelle kreditorer i det jyske.

I forhold til tvistløsning har Jacob ført et stort antal sager ved de danske domstole og har møderet for Højesteret. Han rådgiver om og fører særligt retssager om insolvensretlige samt erstatnings- og forsikringsretlige problemstillinger. Jacob bistår desuden med sager om bank- og kreditretlige emner. Aktuelt fører han et større antal sager om ledelsesansvar. Jacobs fokusområde er i den forbindelse at udbygge Kammeradvokatens relationer til forsikringsselskaber inden for særligt ledelses- og professionsansvar.

Jacob er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og kom til firmaet i 2010. Privat bor han sammen med Christiane. Sammen har de Tobias på 5 år og Anna på 1 år.