Højesteretsdom om forældelse ved nulstilling af A-skat og AM-bidrag

Sagens baggrund

Højesteret fastslog i UfR 1981.473 H, at en lønmodtager efter omstændighederne kan nægtes godskrivning af indeholdt A-skat, og der er i kølvandet på Højesterets dom afsagt en række domme, jf. f.eks. UfR 2013.1843 H, og truffet et stort antal administrative afgørelser om nulstilling af A-skat m.v.

Nulstilling er efter praksis som beskrevet i Den juridiske vejledning 2024-1, afsnit A.D.6, bl.a. betinget af, at den pågældende person i kraft af sin tilknytning til virksomheden vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag de formelle indeholdelser, således at de bogførte A-skatter m.v. ikke ville kunne afregnes til forfaldstid, og at der heller ikke er udsigt til, at der senere vil kunne ske betaling.

I den konkrete sag traf Skattestyrelsen den 18. maj 2020 afgørelse om, at skatteyderen ikke skulle godskrives A-skat og AM-bidrag, som i 2015-2017 var formelt indeholdt, men ikke blev afregnet af det selskab, som han var ansat i, og som efterfølgende gik konkurs ved dekret afsagt den 9. maj 2017.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsens krav var forældet på tidspunktet for afgørelsen den 18. maj 2020, fordi forældelsesfristen på 3 år skulle regnes fra konkursens indtræden den 9. maj 2017.

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev henvist til landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Ved landsrettens dom fik Skatteministeriet medhold i, at betingelserne for nulstilling er opfyldt, og at kravet ikke var forældet på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse.

Højesterets dom

For Højesteret angik sagen alene, om Skattestyrelsens krav var forældet efter forældelseslovens almindelige frist på 3 år på afgørelsestidspunktet den 18. maj 2020.

Højesteret udtalte, at krav i henhold til nulstilling tidligst kan rejses på det tidspunkt, hvor selskabets insolvens er konstateret ved ophør, konkurs eller lignende. Forældelsesfristen for sådanne krav kan derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Kravet over for skatteyderen kunne således tidligst rejses den 9. maj 2017, hvor selskabet blev erklæret konkurs, og forældelsesfristen for kravet kunne derfor tidligst regnes fra dette tidspunkt.

Skatteministeriet fik ikke medhold i, at forældelse blev afbrudt ved en partshøring efter forvaltningslovens § 19 den 17. januar 2020, jf. forældelseslovens § 16.

Spørgsmålet var herefter, om forældelsesfristen havde været suspenderet, fordi Skattestyrelsen var ubekendt med fordringen eller skyldneren, således at fristen derfor først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret tiltrådte, at Skattestyrelsen efter bevisførelsen ikke allerede ved konkursdekretets afsigelse havde de nødvendige oplysninger til at kunne foretage culpavurderingen, herunder en kvalificeret vurdering af, om skatteyderen eller hans far i kraft af deres tilknytning til selskabet vidste eller burde have vidst, at der ikke var økonomisk realitet bag den formelle indeholdelse af de omtvistede A-skatter og AM-bidrag, og at der ikke var udsigt til, at selskabet ville kunne betale de pågældende beløb.

Først efter modtagelsen af kurators redegørelse af 12. september 2017 i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, havde Skattestyrelsen det fornødne grundlag for en kvalificeret vurdering af, om betingelserne for nulstilling var opfyldt. Forældelsesfristen var derfor suspenderet indtil dette tidspunkt, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Højesteret fandt herefter, at der ikke var indtrådt forældelse, da Skattestyrelsen den 18. maj 2020 traf afgørelse om nulstilling.

På den baggrund stadfæstede Højesteret dommen. (Dissens)

Skatteministeriets interesser for Højesteret blev varetaget af advokat Tim Holmager bistået af advokat Tony Sabbah.